Civil ulydighed kræver ydmyghed og selvrefleksion

Civil ulydighed kan skabe store samfundsændringer og polariserer. Men hvad karakteriserer civil ulydighed, og hvad gør den ’civil’, brugbar og tilpasset den situation, det bruges i?

af Christian F. Rostbøll, Professor i statskundskab ved Københavns Universitet

28. september 2023 · 9 minutter læsetid

Civil ulydighed er en kraftfuld form for politisk handling, der kan skabe grundlæggende politiske forandringer. I et demokrati er det tillige en aktionsform, der udfordrer flertallets beslutninger eller manglende politisk handling. Civil ulydighed er derfor en kontroversiel aktionsform, der kun kan retfærdiggøres under særlige omstændigheder og i relation til de mest alvorlige politiske uretfærdigheder. Hvis demokratiet og retsstaten skal opretholdes, kræver brugen af civil ulydighed ydmyghed overfor egen viden og godhed samt respekt for politiske modstandere.

Hvad er civil ulydighed?

Civil ulydighed er historisk set især blevet brugt og diskuteret i forbindelse med store omvæltninger og dybe uretfærdigheder. Selve termen opstår i midten af det 19. århundrede med Henry David Thoreaus protest mod USA’s krig imod Mexico samt slaveriet i sydstaterne. Aktionsformen blev brugt af Gandhi i kampen for Indiens løsrivelse fra Storbritannien og var en vigtig del af den amerikanske borgerrettighedsbevægelses kamp imod segregering, diskrimination og undertrykkelse i 1960erne. I dag foregår den nok vigtigste brug og diskussion af civil ulydighed omkring klimabevægelsen.

På denne historiske baggrund kan vi som en første indkredsning af fænomenet sige, at civil ulydighed er en form for ekstraordinær politisk handling. Det er ikke en handlingsform, der er blevet brugt på alle politikområder, og det er heller ikke en form for politisk handling, der bør bruges i forbindelse med alle typer af politiske uenigheder. Brugen af civil ulydighed kan kun retfærdiggøres i forbindelse med de mest fundamentale uretfærdigheder og betingelser for livets opretholdelse.

Civil ulydighed er altså en form for politisk handling adresseret til offentligheden for at påvirke politiske holdninger og handlinger. I den udstrækning civil ulydighed er en form for overtalelse af et publikum, kan det ses som en retorisk handling. Men civil ulydighed er en særlig form for overtalelse med egne virkemidler og egen begrundelse.

Den fælles interesse adskiller civil ulydighed fra almindelig kriminalitet, som ikke kan begrundes over for dem, det går ud over.

Vi kan begynde med de to ord, der udgør begrebet. ”Ulydighed” er nemt nok og henviser til, at handlingen er illegal. Man kan enten være ulydig over for den lov, man protesterer imod (direkte civil ulighed), eller hvis dette ikke er muligt bryde en anden lov, for eksempel spærre trafikken, for at gøre opmærksom på modstand imod krigshandlinger eller manglende klimahandling (indirekte civil ulydighed).

Fem ting, der gør ulydighed ”civil”

Det civile aspekt af civil ulydighed er mere komplekst; men overordnet set henviser det til, at handlingen skal omhandle et offentligt anliggende, hvor der er behov for fælles handling.

Fem forhold gør en ulydig handling ”civil”:

1) Civil ulydighed skal være baseret på en fælles interesse frem for en privatinteresse

Civil ulydighed kræver, at deltagerne kan begrunde deres sag ud fra en interesse, som de deler med alle dem, der bliver påvirket af den forandring, de plæderer for. Det betyder ikke, at alle påvirkede skal være enige – hvis de allerede var enige, ville der ikke være behov for civil ulydighed – men at aktivisterne skal kunne begrunde deres mål med principper, der har en vis almen acceptabilitet. Den fælles interesse adskiller civil ulydighed fra almindelig kriminalitet, som ikke kan begrundes over for dem, det går ud over.

2) Civil ulydighed skal ske af bekymring for verden og ikke af bekymring for ens rene samvittighed

Civil ulydighed skal ikke bare adskilles fra kriminelle handlinger, der udføres af egoistiske eller helt irrationelle grunde men også fra illegale handlinger, der udføres af andre private grunde. Her tænker jeg især på illegale handlinger, der begrundes med henvisning til ens samvittighed. Der er en vigtig forskel på at nægte en handling, fordi den er uforenlig med ens samvittighed, for eksempel ens religion, og så at engagere sig i civil ulydighed. Forskellen er, at samvittighedsnægteren kun er bekymret for sig selv – for sin rene samvittighed – imens den civilt ulydige aktivist bekymrer sig om det fælles bedste. Med andre ord, er målet for samvittighedsnægteren rent privat, mens den civilt ulydige aktivist handler politisk for at ændre verden.

3) Civil ulydighed skal udføres offentligt

Civil ulydighed skal ikke blot omhandle et fælles anliggende og kunne begrundes ud fra principper, man kan dele med andre, det skal også ske offentligt. Da civil ulydighed er en form politisk handling, der er adresseret til offentligheden for at påvirke politiske holdninger og handlinger, kan den ikke ske i det skjulte. Som andre ytringer, der skal påvirke ens medborgere, er civil ulydighed en del af den offentlige sfære.

 4) Civil ulydighed skal være ikkevoldelig

Mange af de teoretikere og aktivister, der har diskuteret og brugt civil ulydighed, ser ikkevold som en del af dens civile karakter. Aktivister og tænkere som Mahatma Gandhi og Martin Luther King ser også den civile ulydigheds ikkevoldelige karakter som dens store styrke. Rent filosofisk er det dog vanskeligt at sætte præcise grænser for, hvad der tæller som vold og ikkevold. Men hvis vi ser civil ulydighed som først og fremmest en form for ytring eller overtalelsesform, hvilket jeg gør her, så er det vigtigt, at den netop virker gennem at overbevise dens publikum frem for at tvinge det til noget.

At afgrænse civil ulydighed fra voldelig aktivisme er også vigtigt for at adskille civil ulydighed fra revolutionær handling. Helt basalt vil jeg sige, at en revolution handler om helt at afskaffe det eksisterende politiske system, mens civil ulydighed er rettet mod at skabe ændringer inden for det eksisterende system. Når man bruger civil ulydighed som redskab i et demokrati, har man stadigvæk et håb om, at man kan overbevise offentligheden eller i det mindste flertallet om, at der er noget grundlæggende galt på det pågældende område, og at der skal handles på det.

5) Civil ulydighed skal være selvbegrænsende og ikke selv blive politisk magt

Som jeg ser det, kan civil ulydighed bruges til at få andre til at handle og kan ikke i sig selv skabe den forandring, den søger. For at være effektiv skal civil ulighed overbevise andre om rigtigheden af den pågældende sag og overtale dem til at handle på den. Man kan sige, at civil ulydighed er selvbegrænsende, da aktivisterne ikke selv overtager den politiske magt til at tage beslutninger, men forsøger at påvirke beslutningstagerne til at tage andre beslutninger. Dette adskiller den civilt ulydige aktivist fra den revolutionære, som selv overtager den politiske magt eller i hvert fald fjerner de gamle magthavere

Min pointe her er ikke, at revolutionær handling aldrig kan retfærdiggøres, men at det er formålstjenligt klart at sondre mellem civil ulydighed og revolution. De to aktionsformer har forskellige formål og kræver forskellige former for retfærdiggørelse. Revolutioner fjerner eksisterende magthavere og nedriver systemet, civil ulydighed opererer inden for systemet og forsøger at påvirke beslutningstagerne. Selvfølgelig kan civil-ulighedsaktioner i demokratiske systemer også have til formål at få os til at vælge andre politikere, men det sker stadigvæk inden for de eksisterende rammer.

Er civil ulydighed demokratisk legitimt?

Jeg har allerede nævnt, at civil ulighed ikke kan retfærdiggøres som protestform for hver eneste lov, man er uenig i eller for hver eneste sag, man ikke mener, der gøres nok for. Der er to grundlæggende grunde til dette. Hvis man mener, at det er acceptabelt at være ulydig over for hver eneste lov, man er uenig i eller at bruge civil ulighed for hver en lille ting, der ikke gøres nok for, så bliver et lovbaseret fællesskab eller en stat umulig. Med andre ord, ville det fører til anarki. Man kan naturligvis være anarkist, og jeg skal ikke her afgøre, om det giver mening. Men hvis man er anarkist, er det revolution og ikke civil ulydighed, der er brug for. Så anarkisme kan ikke være en begrundelse for civil ulydighed, som jeg har defineret det.

Man kan spørge, om brugen af civil ulydighed ikke altid benægter flertallets ret til at bestemme.

For det andet vil brug af civil ulydighed, hver eneste gang man er uenig med beslutningstagerne være en fornægtelse af demokratiets legitimitet. Det er grundlæggende normer i demokratiet, at man skal respektere uenighed og acceptere, at flertallet bestemmer, også når man er uenige med dets beslutninger eller manglende handling. Hvis man benytter sig af civil ulydighed, hver gang man ikke får sin vilje, svarer det til, at man ikke accepterer legitimitet af uenighed eller flertallets ret til at bestemme.

Man kan spørge, om brugen af civil ulydighed ikke altid benægter flertallets ret til at bestemme. Her er det vigtigt at fremhæve, at det omtalte selvbegrænsende aspekt betyder, at civil-ulydige aktører ikke gør sig selv til politiske magthavere. I et demokrati er formålet med civil-ulydighedsaktioner at påvirke flertallet til at ændre holdning eller foretage nye handlinger. Flertallet beholder dets ret til at regere. Hvis man generelt vil udvise respekt for uenighed og flertallets ret til at bestemme, kan man ikke afvise legitimiteten af alle de beslutninger, flertallet tager. Civil ulydighed må begrænses til sager, der er af særlig vigtighed så som beskyttelsen af grundlæggende rettigheder og planetens overlevelse.

Ydmyghed og selvrefleksion

Et af de forhold, der gør det svært at forsvare civil ulydighed i en demokratisk kontekst, er, at civil ulydighed i en sådan kontekst i sin natur er en form for mindretalshandling. For hvis man allerede havde flertal for sin sag, ville man ikke have brug for at benytte sig af civil ulydighed men kunne blot benytte sig af de almindelige demokratiske kanaler til at ændre loven. Som en afvisning af flertallets synspunkt eller ageren, kan civil ulydighed virke som en arrogant eller elitær handling. Når man benytter sig af civil ulydighed, siger man grundlæggende til flertallet, som man henvender sig til og gør op med, at det på en eller anden vis tager fejl, og at aktivisterne ved bedre. Civil ulydighed kan være rettet mod flertallets manglende moral, dets manglende viden og /eller dets manglende vilje. I alle tilfælde hævder aktivisterne at være eller vide bedre.

Som en afvisning af flertallets synspunkt eller ageren, kan civil ulydighed virke som en arrogant eller elitær handling.

Kan man undgå denne form for arrogance? Jeg har allerede nævnt, at civil ulighed ikke fratager flertallet dets magt, men kun appellerer til, at det ændrer holdning og handling. Men der er andre måder, hvorpå civil ulydige aktivister kan vise, hvad jeg vil kalde demokratisk ydmyghed. Det er helt afgørende, at aktivister ser deres handling som et bidrag til den offentlige debat og giver deres modstandere mulighed for at respondere. Civil ulydighed kan bedst forsvares, når der mangler ordentlig offentlig diskussion af et emne, og når der er behov for at vække flertallet op af dets dvale eller rutinetænkning. Desuden bør aktivisterne ikke se sig selv som havende de endegyldige svar på svære spørgsmål, men som nogle der rejser en nødvendig debat.

I denne sammenhæng er det helt afgørende, at civil ulydighed ikke bliver et automatisk valg, som aktivister griber til uden grundig refleksion om dets egnethed, begrundelse og nødvendighed i den givne situation. Civil ulydighed er en voldsom og svært retfærdiggjort aktionsform, som kun kan retfærdiggøres under særlige omstændigheder og i forbindelse med de største uretfærdigheder. Det kræver ydmyghed og selvrefleksion over for egen viden og godhed samt respekt for politiske modstandere at benytte sig af civil ulydighed på en måde, som styrker den offentlige debat og demokratiet.

Forfatteren anbefaler:

Bedau, Hugo Adam (1991): “Civil Disobedience in Focus, London: Routledge”. Elektronisk version på www.kb.dk.

Thoreau, Henry D: “An Essay on Civil Disobedience,” in Bedau, pp. 28-48.

King, Martin Luther: “Letter From Birmingham Jail,” in Bedau, pp. 68-84

Rawls, John:“Definition and Justification of Civil Disobedience,” in Bedau pp. 103-121.

Arendt, Hannah (1972): “Civil Disobedience,” in Crises of the Republic (San Diego, 1972), pp. 49-102.

Habermas, Jürgen (1985): “Civil Disobedience: Litmus Test for the Democratic Constitutional State”. Berkeley Journal of Sociology 3, pp. 95-116.