De vil give deres højre arm for klimaet – men kan man redde planeten uden arme?

Når klimaaktivister limer og lænker sig selv fast til asfalten, gør de deres kroppe til retoriske medier for en særlig ’sårbarhedens kraft’. Men er den immobiliserede krop det rette symbol i klimakampen?

Marts d. 13 2023 ·  12 minuters læsetid · Nøgleord: klima, performa og troværdighed

Midt på Vesterbrogade sidder en kvinde med begge sine håndflader limet fast til asfalten. Lidt derfra sidder en anden person udsat oppe på en tre meter høj konstruktion af bjælker, der balancerer mod hinanden. Flere andre aktivister har lænket deres håndled sammen inde i metalrør. De har gjort sig selv fysisk ude af stand til at handle og bragt sig i en udsat position overfor politiets magt til at fjerne dem. Aktivisterne fra Extinction Rebellion sætter deres kroppes skrøbelighed ind som sidste værn mod industrien og magtens overgreb på planeten og lader sig selv overgribe i kampen for klimaet. Men hvordan virker denne form retorisk handling for bevægelsens formål? Den sårbare, menneskelige krop som middel i kampen fortæller os, at handling er dødeligt nødvendigt. Kvinden har gjort sig selv ude af stand til at handle, og trafikken ude af stand til at flyde. Vi må stoppe, hvad vi har gang i lige nu – planetens overlevelse kan ikke udskydes.

Midt på en af Københavns mest centrale trafikårer foran hovedindgangen til Landbrug og Fødevarers hovedkontor overfor Tivoli er aktivisterne limet, lænket og udsat i positioner, der gør dem svære at fjerne. På deres banner står ”Animalsk landbrug = klimakollaps”. Trafikken er midlertidigt standset for at symbolsk bremse en katastrofekurs mod artsudslettelse og en ubeboelig planet.

Betjentene må være uhyggeligt præcise i at skære gennem jernrøret, da vinkel-sliberens klinge roterer få millimeter fra aktivisternes håndled skjult inde i røret. Klimaktivisterne vil tilsyneladende nærmest bogstaveligt talt ofre deres højre arm for klimaet.

Limen, som kvinden har brugt på sine håndflader mod asfalten, lader til at være en kraftig kemisk superlim, som må antages at give nogle grimme skader, når politiet skal vriste hende fri for atter at få samfundets gang til at flyde. Personen på den høje bjælkekonstruktion bliver nu efter længere tids omhyggeligt besvær båret ned til taget af en politibil uden at falde ned og komme til skade. Længere henne ad gaden sidder betjente med høreværn, sikkerhedsbriller og en gnistrende vinkelsliber og skærer jernrør over med aktivisters arme indeni. Betjentene må være uhyggeligt præcise i at skære gennem jernrøret, da vinkelsliberens klinge roterer få millimeter fra aktivisternes håndled skjult inde i røret. Klimaktivisterne vil tilsyneladende nærmest bogstaveligt talt ofre deres højre arm for klimaet.

Aktionsformer som denne er ikke ukendte, og man kan sammenligne den med Greenpeace’s gummibåde, hvor miljøaktivister er blevet sunket af olietankere og kystvagters vandkanoner. Kroppen bliver brugt som værn mod en overmagt, og billedet af den ubevæbnede eller endda nøgne krop under overgreb af pansret magt illustrerer magtforholdet mellem det skrøbeligt levende og det industrielle, livløse.

Forskere i retorik har længe beskæftiget sig med kroppen som medie og retorisk genstand. Eksempelvis argumenterer Roberta Chevrette og Aaron Hess i en analyse af den internationale bevægelse FEMEN for, at kroppen, når den bruges som retorisk medie, rummer en særligt powerful vulnerability – en kraftfuld skrøbelighed. Når FEMEN-aktivister lader sig anholde med nøgne bryster af kampklædt politis pansrede handsker, illustrerer det et billede af kvindelig sårbarhed under overgreb af et ufølsomt patriarkat – det menneskelige under overgreb af det umenneskelige.

Men hvad er det, der gør denne skrøbelighed kraftfuld? Er det blot metonymien, der illustrerer magtforholdet mellem det skrøbeligt levende og det ufølsomme magtapparat? Det er vel også en bevidst framing af kroppen i en dramaturgi med politiet som antagonist, der gør kroppen sårbar? I realiteten kunne den måske både enten kæmpe eller flygte, men lader sig netop underkaste. Aktivisterne i Extinction Rebellion synes med deres villighed til at ofre sig for sagen at berette om en total offervillighed – at de er parate til at risikere deres egen førlighed for klimaet.

Vi køber den ikke. Vi ved som tilskuere godt, at der ikke er reel fare for aktivisterne, og det kan opleves patetisk.

Det er den slags offervillighed man kender fra, i alleryderste konsekvens, sultestrejken. Aktivisten vælger at sætte livet på spil for sagen. Det er et symbol, man kender fra virkeligheder, hvor alt er på spil; hvor politiske fanger eller folk i totalitære regimer må sætte deres sidste ressourcer ind uden at have et valg. Ligesom sultestrejken er det det absolut sidste tilbageværende middel for den fængslede, der er frarøvet al agens og er tvunget af politisk nødvendighed til at overgive sig til en magt større end sin undertrykkers. Den sidst tilbageværende retoriske ressource. Men det er naturligvis ikke det, der er på spil for Extinction Rebellion. De risikerer måske nogle skrammer og en lille ridse i straffeattesten, når de sætter deres kroppe ind som indsats i klimakampen og lader sig skære fri og slæbe væk af politiet. Så fungerer retorikken i denne sammenhæng? Eller opfattes den som overdramatisk og iscenesat?

Der er naturligvis også en rationel logik og ikke kun en symbolsk handling bag: det tager politiet længere tid at fjerne en person der er limet eller lænket fast til vejen end en, der blot har stillet sig i vejen. Således er trafikken standset i længere tid, den midlertidige uorden større, og pressebillederne er flere. Irritationen fra trafikanter og andre er ligeledes også større. I andre lande, hvor aktionerne er hyppigere og mere omfangsrige, ses alvorlige backlash-effekter. Hvis aktionerne ikke forstås eller accepteres som væsentlige nok til at forsage trafikforstyrrelser for almindelige mennesker og godschauffører, er sandsynligheden for bagslag stort. I værste fald opnår bevægelsen, at ”almindelige” mennesker kommer til at forbinde klimakampen med en selviscenesat elite af personer, der ikke selv skal på arbejde, og deres optræden bliver et rent irritationsmoment. Men skyldes irritationen over aktivisterne blot omgivende personers trafikforsinkelser eller afbrydelser i dagligdagen? Næppe.

Når Extinction Rebellion foretager aktioner af denne slags, og når de bliver slæbt bort af politiet, gør de deres kroppe tunge og ”livløse” – øjensynligt for at gøre opgaven des sværere for betjentene. Dette bidrager yderligere til dramaet med den iscenesat sårede krop, der bliver båret væk af pansret politi, og måske er det faktisk netop iscenesættelsen, der er årsag til irritationen. Vi køber den ikke. Vi ved som tilskuere godt, at der ikke er reel fare for aktivisterne, og det kan opleves patetisk. For patos er der jo netop i dramaet, når aktivisten bæres bort. Men hvis vi som tilskuere ikke oplever situationen som tilstrækkelig troværdig, tror vi måske ikke rigtigt på aktivisternes egentlige offer af egen frihed for klimaet, og på den måde mislykkes retorikken.

Det kan måske også være svært helt at forstå aktionsformen i relation til budskabet. En del af udfordringen for symbolske handlinger er, at de som al anden retorik altid er uløseligt bundet til situationen og til det problem, handlingen forsøger at ændre på. Somme tider kan sammenhængen mellem den symbolske handling, hvor kroppen bruges som medie, og problemet være stærk. Som fx da den russiske kunstneraktivist Petr Pavlensky i 2012 syede sine læber sammen i solidaritet med frarøvelsen af Pussy Riot’s ytringsfrihed. Eller da Pavlensky måske endnu mere opsigtsvækkende i 2013 satte sig nøgen på Den Røde Plads i Moskva og sømmede sine testikler fast til jorden. Her var det også vanskeligt for politiet at fjerne ham, men det væsentlige i aktionen var, at han uden brug af ord formåede at skabe et stærkt symbol på Putin-styrets ”sterilisering” af den kunstneriske frihed og umyndiggørelse af befolkningen

Men spørgsmålet til aktionen må stadig være, om det er et passende svar på klimaproblemerne, at vi fryser samfundets aktivitet? Er det ikke netop handling og initiativ, der er brug for?

Aktionen syntes at sige: ”Vores evne til at udvikle os og reproducere tankefrihed tilhører styret. Vi er naglet fast til magtens vilje og kan ikke bestemme over os selv.” I den russiske kultur, hvor patriarkat og maskulinitet er en central værdi for magten, var kastrationssymbolet en stærk retorisk figur, og desuden fungerede sømmet stærkt i en katolsk kultur som symbol på Jesus’ stigmata. Stedet – Den Røde Plads – var ligeledes en stærk retorisk ressource af betydning som historisk scene for parader og vold omgivet af falliske symboler i form af løgkuplede bygninger. Kroppen, stedet og sammenhængen blev brugt som medie for et udsagn til russerne og omverden om hvilken ufrihed, de egentlig befinder sig i, og efterlod et relativt stort rum for både fortolkning og opmærksomhedsskabende forargelse.

Det er naturligvis ikke en helt fair sammenligning, da de danske aktivister i Extinction Rebellion taler ind i en meget anderledes og måske mindre enkel sammenhæng. Men når de iscenesætter et lidt lignende martyrium midt på Vesterbrogade, og en kvinde limer sine håndflader fast til asfalten, stiller det jo alligevel tilskuere et spørgsmål om, hvad aktionen mon betyder? Siger hun med handlingen, at hun er parat til at give sine hænder for klimaet? Eller siger hun, at hun nægter at fortsætte business as usual, før Landbrug og Fødevarer handler på klimaproblemerne, og at vi andre og trafikken i København må og skal gøre det samme? Den sidste tolkning er nok den mere sandsynlige. Men spørgsmålet til aktionen må stadig være, om det er et passende svar på klimaproblemerne, at vi fryser samfundets aktivitet? Er det ikke netop handling og initiativ, der er brug for?

Aktionsformen skildrer som symbolsk handling et magtforhold mellem det levendes skrøbelighed og industriens og magtens maskinelle ufølsomhed. På den måde fungerer aktivisternes kroppe som medie for en italesættelse af klimakrisens store problem. At klimakrisen er et ægte problem, er der rimelig bred enighed om, og at den kræver handling, mener vel de fleste. Men der er blandt især den yngre generation en ret udtalt angst for, hvad passivitet overfor klimakrisen kan medføre – og spørgsmålet, klimaaktivister derfor må stille sig selv er også, om det er et passende budskab at bruge netop kropslig passivitet og immobilisering som retorisk virkemiddel, eller om det blot understreger antagonisme og bidrager til øget angst.

Extinction Rebellion har fat i noget med deres aktioner. At sætte sig selv ind som barriere mod en industri, som er med til at forsage skade på klimaet, virker nobelt. Det vil muligvis også vække følelser hos nogle tilskuere og fungere til at mane til handling. For os, der interesserer os for retorik, fortæller aktionerne noget væsentligt om, hvordan kroppens kraftfulde sårbarhed kan fungere retorisk. Men aktionernes symbolsprog i de særlige situationer og steder, de optræder i, må tages i nærmere betragtning, hvis de skal fungere til at overbevise nogen om noget. Man kan håbe på en udvikling af aktionsformen mod et sprog, der kan mobilisere også godschaufføren bag rattet, der ellers må vente, til aktivisterne er færdige med ”deres” kamp.