“Og sådan skal vi tage julens budskab med os” – et aktuelt billede af juleaftensprædikenen som genre

Det er en forventningsfuld, højtidelig og ganske særlig stemning, der fylder kirkerummet, når mange danskere den 24. december samles i kirker landet over. Vi forsøger at lade julefreden sænke sig for en kort stund, ønsker naboen glædelig jul og hører på præstens ord, når han eller hun træder op på prædikestolen.

Netop prædikenen udgør en central handling i selve gudstjenesten, og præstens ord bliver ofte en samtalestarter, når familien senere sidder samlet rundt om julebordet og tygger videre på ordene. I retorisk sammenhæng er prædikenen dog tidligere blevet kritiseret for ikke at indeholde meget, der er værd at tygge videre på.

Af Marie Schmidt Appel og Kasper Skov Nørmark  ·  Cand.mag. i retorik fra Københavns Universitet

23. december 2022 · 10 minutter læsetid

“Til en artikel i julen 2005 bad avisen Kristeligt Dagblad retorikeren Christian Kock og teolog Svend Bjerg om at gennemlæse godt 20 prædikener fra julen 2004. Artiklen fik, på baggrund af Kocks dom, overskriften ´Folket flokkes om den flade prædiken’. Kock mente nemlig efter at have læst prædikenerne, at menigheden forlader kirken med en følelse af at have stukket tungen ud ad vinduet. Han konkluderede tilbage i 2005, at prædikenen juleaften er gennemgående flad. Alligevel vurderer eksperter, at omkring hver fjerde dansker hvert år indfinder sig på kirkebænkene juleaften.

I år er det 30 år siden, at juleaftensprædikenen blev en officiel prædiken i Den danske folkekirke –men Kocks undersøgelse af prædikenen juleaften står alene inden for det retoriske felt. Hans kritik var blandt andet grunden til, at vi i julen 2021 indsamlede 34 juleaftensprædikener fra Københavns og Helsingør Stift i forbindelse med vores speciale. Det gjorde vi i håbet om at blive klogere på juleaftensprædikenen som genre: Hvad er karakteristisk for den, hvilken funktion har denne prædikenform, og hvorfor kommer mange danskere i kirke juleaften som den eneste dag på året? 

En del af svaret skal selvfølgelig findes i det faktum, at det for mange danskere er en tradition at tage del i årets juleaftensgudstjeneste. Men efter at have læst 34 juleaftensprædikener er vi blevet bevidste om, at hvis vi skal prøve at forstå̊ juleaftensprædikenen som genre, skal vi i mindre grad vægte det teologiske indhold og i højere grad se prædikenen ud fra genrens centrale sociale funktioner. Funktioner, som i højere grad har karakter af samhørighed og refleksion.

Den særlige højtid
Før vi kommer nærmere ind på, hvad det er for nogle karakteristika og sociale funktioner, som træder i forgrunden juleaften, vil vi tage fat på et spørgsmål, som synes oplagt at stille sig selv: Kan vi overhovedet skelne mellem prædikenen d. 24. december og en normal søndagsprædiken? Ifølge Prædikenhåndbogen fra 2021 er svaret nej. Her sidestilles alle prædikener i Den danske folkekirke og tilskrives samme funktion – nemlig religiøs forkyndelse og udlægning af de bibelske tekster. Spørger man os, er svaret dog et andet. For selvom prædikenen juleaften, ligesom alle andre prædikener, udspringer af Den danske folkekirkes forståelse af kristendommen, så har juleaftensprædikenen særlige karakteristika og funktioner, som knytter sig til julen som højtid, og som er med til at skabe den særlige retoriske situation i kirken d. 24. december. Sagt med Lloyd Bitzers ord, så kalder den retoriske situation på en helt særlig respons fra præsten, når han eller hun træder op på prædikestolen juleaften.

Det skyldes, at den retoriske situation blandt andet påvirkes af, at julen for mange danskere kan være en højtid forbundet med minder, savn, glæde og sorg. Følelser, der, ifølge teolog Marianne Gaarden, netop synes at blomstre og påvirke os i det kirkelige rum. Og som flere af præsterne direkte italesætter i deres prædiken. Blandt andet berører Erik Høegh-Andersen i sin prædiken det følsomme ved julen:

“Sådan er julen de dybe relationers fest. Vi er jo oftest da, sammen med dem vi ikke kan være foruden. Og hvis vi ikke er det, tænker vi på dem. Vores tanker går videre til dem vi elsker, men ikke kan være sammen med. Ligesom vi mindes og tænker på dem vi savner, som ikke er her mere, men som vi jo er dybt afhængige af, og som har været med til at gøre os til de mennesker vi er.”

Derudover er kirkerummet, der i sig selv har en markant ethos i kraft af stedets brug, stemning og historie, i julen pyntet med juletræ og adventskrans til anledningen. Dette får kirkerummet til at udgøre et særligt stemningsfyldt rum, der er med til at forstærke kirkegængernes fornemmelse af, at det er julen, de er samlet om. Julen er samtidig en højtid, hvor vi i kirken synger nogle bestemte og særligt kulturelt forankrede salmer, som mange af os også synger, når vi senere danser rundt om juletræet. Derfor knytter salmerne an til minder og traditioner i familien.

Hvis man spørger professor i litteratur Erik A. Nielsen, så er salmerne i sig selv et retorisk fænomen, idet de har til formål at vække præcise forestillingsbilleder på en overbevisende måde. Idet prædikenen ligger i forlængelse af salmesang, vil den tone, som julesalmerne skaber, uundgåeligt have indflydelse på den stemning, der er i kirkerummet, når præsten taler til kirkegængerne. Sidst, men ikke mindst, så er julen en højtid, hvor det i høj grad er de lejlighedsvise, traditions- og kulturkristne danskere, der stimler sammen på kirkebænken. Det er den store gruppe af danskere, som kun kommer i kirken ved særlige lejligheder, og hvis tilhørsforhold til folkekirken er knyttet mere op på traditioner og kultur end religion. Alle disse omstændigheder skaber tilsammen en retorisk situation, som, vi mener, i høj grad påvirker præsternes diskurs juleaften.

Et rum af genkendelige værdier og fælles referencepunkter
Hvad kendetegner så den typiske juleaftensprædiken, og hvad er særligt ved dens form? Ud fra vores arbejde med de 34 prædikener kan der ikke sås tvivl om, at religiøs forkyndelse er et grundlag og en understrøm i alle juleaftensprædikener i Den danske folkekirke. Men når det er sagt, så er det forkyndende element i prædikenen d. 24. december dog mere implicit. Ved det skal forstås, at præsterne juleaften ikke ser bort fra religiøs forkyndelse, men at det bliver realiseret i en anden form og træder mere i baggrunden til fordel for andre fremtrædende funktioner.

En af de handlinger, vi mener, bliver synlig juleaften har i højere grad karakter af en generaliserende samhørighed. Ved det skal forstås, at præsterne juleaften gennem deres prædiken forsøger at skabe et rum, der er bygget op omkring genkendelige værdier og fælles referencepunkter, som de med deres diskurs inviterer kirkegængerne ind i. Det er samtidig en samhørighed, der i mindre grad forankres i kristendommen og gennem bibelske referencer, men i stedet italesættes gennem det fælles kendskab til folkelige og almenkendte intertekstuelle referencer som John Lennons ’War is over’ og Bamse og Kyllings Julerejse.

Der er desuden flere eksempler på præster, som appellerer til det fællesskab, som fysisk eksisterer uden for kirken. Det gør de ved at trække tråde til lokalområdet, hvorigennem de eksemplificerer det indbyrdes fællesskab mellem de tilstedeværende i kirken. Et eksempel er Stine-Helene Riedel, der i sin juleaftensprædiken fortæller en anekdote fra Veksø, der beror på borgernes fælles oplevelser i sognet:

“Thomas kørte hver morgen trillebøren med skøjter i et utal af størrelser ned på mosen til stor fornøjelse for så mange af os. Nye veje blev til trampestierne rundt omkring – og i månederne med restriktioner og isolationer, var Veksøs smukkeste natur tilgængelig for mange af os. Fællesskabet stod stadig, da verdenen åbnede op igen i foråret – vi havde byfest, revy og der blev danset rundt om juletræet på hovedgaden 1. søndag i advent.”

Derudover er der flere eksempler på præster, som gennem personlige narrativer indirekte forsøger at skabe et fællesskab i kirkerummet centreret om genkendelige værdier. Hvad enten præsterne fortæller om deres juletur til Den Gamle By, om minder fra skolegården i 70’erne eller om en togtur med DSB, så har langt størstedelen af narrativerne i vores indsamlede prædikener det tilfælles, at de udspringer fra præsternes egen livsverden. En stor del af narrativerne beskriver således identificerbare situationer, hvor præsterne selv er hovedperson i fortællingerne. Blandt andre benytter Jens Bach Pedersen sig af narrativer til at tale en genkendelig situation frem fra de seneste år med corona, idet han beskriver, hvordan han sidder derhjemme og oplever en smuk og personlighed begivenhed gennem skærmen:

“Min søsters og svogers knægt, min nevø blev gift i går – med en billedskøn colombiansk pige – af alle steder – i Bogota – Colombias hovedstad – og vi sad så herhjemme i stearinlysenes skær med brunkager og klejner – og kunne via moderne teknologi – være med til bryllupsfesten.”

At narrativerne netop er personligt forankret kan synes fornuftigt ifølge en empirisk undersøgelse foretaget blandt 25 kirkegængere, som Gaarden står bag. I sin undersøgelse finder Gaarden nemlig, at kirkegængerne tilskriver en præst ethos, hvis han eller hun er nærværende, personlig engageret og ærlig. Egenskaber, som vi mener, at præsterne i høj grad udviser med deres personlige narrativer, gennem hvilke de taler sig selv i øjenhøjde med kirkegængerne. Der kan altså argumenteres for, at de personlige narrativer i juleaftensprædikenen i sig selv har en ethosopbyggende funktion.

Fra et retorisk perspektiv synes det ligeledes fornuftigt, for som Aristoteles påpeger, så har talerens karakter og moralske personlighed afgørende betydning. Og som Augustin understreger, så er der intet mere overbevisende end præstens egen leveform. Idet det formodes, at kirkegængerne juleaften, grundet deres status som lejlighedsvise kirkegængere, har et begrænset kendskab til præsten, kan der argumenteres for, at det netop er særligt vigtigt for præsterne at opbygge ethos gennem deres diskurs juleaften.

Fælles refleksion
En anden handling, som, vi mener, træder i forgrunden og bliver synlig i juleaftensprædikenen, har karakter af fælles refleksion. På baggrund af sin analyse af seks prædikener konkluderer Elisabeth Hoff-Clausen, at prædikenerne i Den danske folkekirke er dynamiske i forhold til samtiden. Det samme gør sig gældende for juleaftensprædikenen – og måske endda i endnu højere grad. I juleaftensprædikenerne inddrager en stor del af præsterne nemlig samtiden i form af samtidstypiske tendenser såsom stigende individualisme samt præstations- og perfekthedskulturen.

At præsterne i høj grad tager udgangspunkt i samtiden, kan synes givende, da det kan tænkes, at samtiden, i modsætning til kristendommen, er et bedre grundlag for fælles forståelse blandt både vante og mere uvante kirkegængere juleaften. Netop præsternes italesættelse af tidstypiske værdier synes at have en reflekterende funktion. Det skyldes, at præsterne gennem dialogiske stilfigurer aktiverer en refleksiv indlevelse i deres prædiken ved at lede kirkegængerne til refleksion over mange af de værdier, der kendetegner nutidens samfund. Et eksempel er Anders Gadegaard, der i sin prædiken fortæller om, hvordan samfundstendenser ofte udfordrer familielivet. I den forbindelse stiller han spørgsmålene:

“Hvilken seksualitet er vi skabt med, hvilket køn har vi – og kan vi rumme hinanden, når det viser sig at blive kompliceret?”

Ved at stille disse udfordrende og dialogiske spørgsmål åbent ud i kirkerummet inviterer Gadegaard kirkegængerne til dialog og lægger op til, at den enkelte skal reflektere over, hvad den voksende pluralisme omkring seksualitet betyder for familielivet. I forlængelse heraf bruger flere af præsterne julen og julens budskab til at minde kirkegængerne om de vigtige værdier i fællesskabet. Blandt andet beskriver Amalie Nørgaard i sin prædiken, hvordan julens budskab blandt andet skal minde kirkegængerne om, hvad der i virkeligheden er det vigtigste:

“Og sådan skal vi tage julens budskab med os. Som en plads for det hellige i vores liv, i vores hjerter. Som et sted, hvor verden ikke drejer rundt om os; men om noget, der er større end os.” 

En genre der opfylder dens retoriske funktioner
Kigger vi igen tilbage i artiklen fra 2005, så beskriver Kock i Kristeligt Dagblad en god juleaftensprædiken som værende en, der bevæger folk og appellerer til øret, mens Bjerg påpeger, at hvis man som præst tror på det, man siger, så skal det udtrykkes personligt. Bjerg understreger i den forbindelse, at “det er slående, i hvor høj grad præsterne evner at holde upersonlige prædikener”.

Med Kocks og Bjergs kritik og hårde dom af juleaftensprædikenen i 2005 in mente tegner der sig i vores undersøgelse et andet billede af juleaftensprædikenen anno 2021. Et billede, hvor præsterne gennem centrale budskaber, der i høj grad tager afsæt i samtiden, bevæger og inddrager kirkegængerne, og hvor præsterne gennem narrativer fra deres egen erfaringsverden gør deres prædikener personlige og viser deres personlige engagement. Vi har spurgt os selv, om det er muligt, at juleaftensprædikenen simpelthen bare er blevet bedre, siden Kock og Bjerg vurderede den. Efter at have læst 34 prædikener fra julen 2021 er vi i hvert fald mere positivt stemt over for juleaftensprædikenen i dag, idet vi ser den opfylde dens retoriske funktioner klart og bevidst.

Forfatterne anbefaler:

Specialet som artiklen bygger på, kan læses her: https://www.kommunikationsforum.dk/artikler/Og-saadan-skal-vi-tage-julens-budskab-med-os 

Bitzer, L. F. (1968). The Rhetorical Situation. Philosophy & Rhetoric, 1(1), s. 1-14.
– (1997). Den retoriske situation. (Kjeldsen, J. E, overs.)., Rhetorica Scandinavica(3), s. 9- 17.

Gaarden, M. (2015). Prædikenen som det tredje rum. Frederiksberg: Forlaget Anis.

Hoff-Clausen, E. (2020). Prædikenen i folkekirken. I M. Lund (red.), Danske taler – 20 opbyggelige analyser (s. 289-320). Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Miller, C. R. (1984). Genre as social action. Quarterly Journal of Speech, 70(2) s. 151-167.
– (2001). Genre som sosial handling. (Berge, K. L, overs.)., Rhetorica Scandinavica(18), s. 19-35.

Nielsen, E. A. (2009). Salmens Retorik. I E. A. Nielsen, Kristendommens retorik (s. 68-71). København: Gyldendal.