Kig op, der er en videnskabsaktivist!

Er Netflix-hittet Don’t Look Up en dårlig joke eller en genial politisk advarselssatire om klimaforandringerne? Måske er den lidt af begge dele. Men som en skildring af videnskabelig etos under klimakrisen har den meget mere at byde på, end dens kritikere har fået øje på gennem deres teleskoper. Og ja, SPOILER-ALERT!   

af Frederik Appel Olsen, Ph.D. stipendiat i retorik v. Københavns Universitet

20. januar 2022 ·  12 minutter læsetid

Leonardo DiCaprio – der i sin Twitter-bio beskriver sig selv som “skuespiller og miljøaktivist” – spiller i Adam McKeys nyeste film Don’t Look Up astronomiprofessoren Dr. Randall Mindy. Hans forskningsområde er døde galakser, og han har ikke publiceret en videnskabelig artikel i årevis. Hans skæg er trimmet, eller netop ikke-trimmet, i kiksede proportioner.

Inden filmen er omme har Mindy sammen med den ph.d.-studerende Kate Dibiasky (Jennifer Lawrence) udregnet, at en komet vil ramme jorden inden for seks måneder, været igennem hele den famøse mediemølle, fået trimmet sit skæg og på Søren Brostrøm-vis blevet kåret som “the World’s sexiest scientist”. Og så ender han som aktivist i opposition til den amerikanske regering, som han indtil da havde rådgivet.

Og det er netop forskerrollens udvikling i filmen, som er retorisk interessant, særligt DiCaprios Dr. Mindy. Som videnskabsretoriker Leah Ceccarelli har argumenteret for, fortæller populærkulturelle produkter om videnskab og katastrofer os nemlig en hel del om, hvordan vi inviteres til at forstå videnskabens rolle i samfundet.

Jeg mener, at Don’t Look Up skildrer videnskabspersonen på en mere nuanceret måde end de fleste andre katastrofefilm og –serier. Denne karakterudvikling kan læses som en satire over grundlæggende antagelser i videnskabsretorikken: Nemlig den naive idé om, at hvis bare forskerne vælger deres ord med passende etisk omhu, kan de ad systemets vej ændre samfundet til det bedre.

For på trods af Dibiasky og Mindys forsøg på at råbe verden op, går det galt. Med en syg kommerciel optimisme, der kunne minde om en anden DiCaprio-film (den med et stort skib og et isbjerg), forsikrer præsident Orlean (en Trump-type) og forretningsmanden Peter Isherwell (en Elon Musk-type) verden om, at vi blot kan springe kometen i mindre stykker, for derefter at samle dens mange dyrebare mineraler ind til at producere nye telefoner og computere.

SPOILER: Denne plan går selvfølgelig i vasken. Det teknologiske quick fix fejler. Alle dør. Altså lige bortset fra en lille elite på 2.000 mennesker, inklusiv Orlean og Isherwell, der undslipper i et rumskib med kurs mod nærmeste beboelige planet.

Don’t Look Up er ikke ligefrem en subtil film. Analogien mellem komet og klimakatastrofe, mellem Meryl Streeps karakter præsident Orlean og Donald Trump, osv., er næsten for tyk. Som lektor Anders Blok fra Københavns Universitet påpeger, er der afgørende forskelle på klimakrise og kometkrise, og filmen er meget tydeligt modelleret efter amerikanske forhold, der ikke kan overføres 1:1 til resten af verdenssamfundet. Selve frustrationen over den manglende handling er dog meget rammende, medgiver han.

Blok er ikke den eneste forsker, der har kommenteret på Don’t Look Up. Da de noget blandede, med tendens til lunkne, anmeldelser begyndte at tikke ind bemærkede den amerikanske journalist David Vetter en tendens: Medie- og kultureliten bryder sig ikke om filmen, mens mange klimavidenskabsfolk synes, den er skræmmende genial.

Dette er måske ikke så mærkeligt, bemærker Vetter: disse mediefolk er selv mål for filmens grovkornede satire, med tv-værter der hellere vil snakke om yachter og celebrity-gossip end Jordens forestående undergang.  Danske medier har kaldt filmen “rædderlig” og anklaget den for “selvforherligende foragt for det fodslæbende flertal”, men har ikke rigtig opdaget, hvordan det er videnskaben, der i høj grad er hovedperson, på godt og ondt.

Videnskaben er en central rolle i enhver katastrofefilm

Enhver katastrofefilm begynder med videnskabsfolk, der bliver ignoreret. Sådan lyder et udbredt ordsprog i videnskabsaktivistiske kredse.

Ordsproget dækker dog ikke hele virkeligheden, for det er også ofte videnskabsfolkene, der er årsag til filmenes katastrofer – enten med et forsøg, der går grueligt galt (Ceccarelli fremhæver 28 Days Later og World War Z som eksempler på dette) eller i deres kyniske jagt på viden. Et nyligt eksempel på det sidste er M. Night Shayamalans Old fra 2021, hvor en gruppe forskere i deres jagt på nye medikamenter bruger uvidende turister som forsøgsobjekter. Og i Stanley Kubricks klassiker Dr. Strangelove fra 1964 er en grotesk nazidoktor den amerikanske præsidents videnskabelige rådgiver – han anbefaler selvfølgelig et atomholocaust som løsning på den kolde krig.

Således er det altså et blandet billede, populærkulturen formidler af videnskabelig etos: Videnskaben kan slå os ihjel, og videnskaben kan frelse os. Denne blanding afspejler på mange måder videnskabens blandede rolle i vores samfund: den er aldrig én ting, er aldrig entydigt god eller ond, men tager forskellige former under forskellige omstændigheder – altid filtret ind i resten af samfundet på hellige og uhellige måder.

Det interessante ved Dr. Mindy-karakteren i Don’t Look Up er, at han ikke er så statisk som de ovenstående film-eksempler og på den måde skildrer en sammensat forskerkarakter i løbet af én fortælling. Han udvikler sin opfattelse af sin rolle og sit ansvar som forsker, i takt med at kometen nærmer sig. Og han ændrer sine retoriske strategier helt indtil det sidste, hvor han ender med at gøre brug af retorikkens fulde spektrum. Det vender jeg tilbage til.

Lad os først se nærmere på, hvilke etos-udviklingsfaser Dr. Mindy gennemgår:

1) Den “rene” astronom

Den amerikanske videnskabspolitiske ekspert Roger Pielke Jr. skitserer i sin bog The Honest Broker fire idealiserede roller i politikudvikling og samfundsdebatten, som videnskabspersonen kan vælge at påtage sig. Der er i mine øjne visse problemer med Pielkes fire roller, og hvordan han bedømmer deres politiske nytte, men de er faktisk brugbare som en løs struktur over Dr. Mindys forskellige etosfaser.

Den første af Pielkes idealiserede roller er “the pure scientist”, altså den “rene” eller “ubesmittede” videnskabsperson, der forstår sin opgave som at generere information og absolut ikke tage stilling til politik.

Det er her, Dr. Mindy starter. Han har ingen intention om at blande sig i samfundsforhold, og selv hans forskning i døde galakser (et emne umiddelbart så fjernt fra den offentlige debat, for ikke at tale om Jorden, som man kan komme) har stået stille i årevis. Da Dibiasky tilfældigt opdager en ny komet, bliver han henrykt, men så snart de begynder at regne på dens bane, stivner han. Han aner ikke, hvad han skal stille op med den viden, han pludselig har: At en komet er på vej til at ramme Jorden.

Vi går ud fra, at hvis nogen fortæller os, at der er en komet på vej, så er der en grund til, at de siger det – det må være fordi, vi bør handle på denne viden.

I princippet kunne Mindy, og for den sags skyld Dibiasky, forblive i “pure scientist”-rollen og ikke gøre noget videre med denne nye forfærdelige information. Men ikke i praksis. I dette tilfælde er det helt åbenlyst, at der er brug for en eller anden form for handling ud over observation af data.

Retorikeren Lynda Walsh har beskrevet en almen dynamik i den offentlige samtale om videnskab: Den uundgåelige bevægelse fra “er der sket noget?” til “hvad er det, der er sket?”, “hvordan skal vi forholde os til det?” og, til sidst, “hvad skal vi gøre ved det?”. Dette er om noget tydeligt i klimadebatten ifølge Walsh: Selv når forskere gør deres bedste for kun at udtale sig på et grundlæggende niveau (“Hvad er der sket?), bliver det ofte tolket som om, de udtaler sig på de højere (“Hvad skal vi gøre ved det?).

Ifølge Walsh er det en fuldstændig naturlig måde at forholde sig til videnskabelige spørgsmål i offentligheden på. Vi går ud fra, at hvis nogen fortæller os, at der er en komet på vej, så er der en grund til, at de siger det – det må være fordi, vi bør handle på denne viden. Hvis en forsker kommer frem til, at et bestemt produkt forårsager kræft, er det en deskriptiv dom. Men den leder jo åbenlyst videre til spørgsmål om, hvorvidt man skal stoppe med at bruge produktet, eller hvorvidt det skal reguleres eller forbydes.

Ligeså i klimadebatten: Når forskere fortæller, at vores udledninger af drivhusgasser leder verden mod en 3-4 graders global temperaturstigning inden for en overskuelig fremtid, og at dette kommer til at destabilisere planetens økosystemer radikalt, så ville det være sært ikke at høre en implicit opfordring til at gøre noget ved dette – også selvom forskerne på papiret leverer en diagnose, ikke en politisk opfordring.

Derfor bliver Dr. Mindy forbløffet, da hans beregninger viser, at kometen vil ramme Jorden. Han har indtil da tænkt på sig selv som en ”pure scientist”, afskærmet i sit tekniske domæne. Pludselig er det åbenlyst, at den videnskabelige opdagelse vil føre til et behov for handling.

Efter en lammelsesperiode griber Dr. Mindy telefonen og ringer til myndighederne, hvilket forsyner ham med en ny videnskabelig etos:

2) Den videnskabelige dommer

Snart befinder Mindy og Dibiasky sig i det hvide hus’ ovale kontor i Washington DC, sammen med endnu en forsker, Dr. Teddy Oglethorpe, leder af NASA’s Planetary Defense Coordination Office. Her bliver de i det store hele ignoreret af præsidenten og hendes gennemgående irriterende rådgiver-søn Jason. Forskerne fortæller, at der er 99,78 procent sandsynlighed for, at kometen vil ramme Jorden, og Jason udbryder: “Oh great. Okay, so it’s not a 100 percent.” Præsidenten beslutter at de skal “sit tight and assess”.

Her forsøger Mindy, uden held, at indtræde i den rolle, som Pielke kalder “the science arbiter”, altså den videnskabelige dommer. I denne rolle forsøger forskeren at agere vidensressource for politikere. Den videnskabelige dommer er pligtopfyldende og forsyner beslutningstagerne med de informationer, de beder om.

Dr. Mindy – der jo først lige har stukket hovedet ud af sin pure scientist-boble – bliver naivt beroliget af præsidentens forsikring om, at “we hear you”. Dibiasky og Oglethorpe er ikke så naive, og de foreslår at lække oplysningerne om kometen til pressen. Denne aktivistiske handling er Mindy langt fra tryg ved. Med bekymring i stemmen og på vej ind i et tog, siger han til Oglethorpe: “I just feel like this isn’t what I do.”

Togets næste destination bliver Pielkes fjerde rolle (som i filmen optræder som den trejde): “the Honest Broker of Policy Alternatives”, eller “den ærlige mægler”:

3) Den (u)ærlige mægler bliver opslugt af magten

Fra Mindy og Dibiaskys første medieoptræden i hygge-talkshowet med det passende navn The Daily Rip, bliver Mindy kastet ind i mediecentrifugen med voldsom kraft. Dibiasky bliver gjort grin med, marginaliseret og gjort til et meme, fordi hun kalder tv-værternes udenomssnak og bullshit ud og skriger til kameraet, at “WE’RE ALL 100 PERCENT FOR SURE GONNA DIE!”

Men mediefolkene ser et lys i Mindy – de skal bare have hentet det ud fra den kiksede, nervøse videnskabshule. Han har sex appeal (det er jo Leo!), han skal bare have lidt medietræning. Og han får mere medietræning, end han nogensinde havde drømt om. Han bliver gentagne gange hevet ind på The Daily Rip, indleder en affære med den kvindelige vært, og bliver pga. af denne popularitet – ikke pga. sine videnskabelige fund – også videnskabelig rådgiver for regeringen på kometspørgsmålet.

Det begynder langsomt, og alt for sent, at gå op for Mindy, at magthaverne ikke har interesse i at lytte til videnskabelig ekspertise, så snart den går imod elitens snævre interesser.

Her indgår han i en rolle som “ærlig rådgiver” ift.de videnskabeligt mulige politiske alternativer. Dette er den rolle for videnskabsfolk i samfundsdebatten, som Pielke anbefaler, hvor forskeren leverer videnskabsbaserede handlemuligheder for magthaverne, men ikke selv tager stilling til, hvad man skal gøre. Problemet med denne rolle er, at den ikke tager højde for de magtforhold, som går forud for, hvad den enkelte forsker måtte vælge at gøre. Videnskaben bliver nemlig hurtigt approprieret af andre interesser.

Dette bliver tydeligt i Dr. Mindys udvikling. I sit forsøg på at bruge sin adgang og indflydelse til at hjælpe magthaverne bliver han pludselig en uærlig rådgiver. Den Tesla/Apple/Facebook-lignende virksomhed BASH overtaler præsidenten til at aflyse den oprindelige afværgelsesmission til fordel for deres plan om at springe kometen i små stykker og samle dens dyrebare mineraler ind. BASH har hyret topforskere til at bakke denne nye plan op, og pludselig står Mindy i tv-reklamer og taler om, hvordan de bedste videnskabsfolk har udfærdiget en sikker plan for BASH.

Ligeså snart han udspørger BASH-bossen Isherwell om videnskaben bag projektet, bliver han banket godt og grundigt på plads. Det begynder langsomt, og alt for sent, at gå op for Mindy, at magthaverne ikke har interesse i at lytte til videnskabelig ekspertise, så snart den går imod elitens snævre interesser.

Sammen med Dibiasky og Oglethorpe går han over til Pielkes tredje (og min fjerde) etos-rolle:

4) Videnskabsaktivisten

“The issue advocate”, eller den advokerende forsker, adskiller sig fra den ærlige rådgiver ved at tale for bestemte politiske alternativer og imod andre. Her tager forskeren aktivt stilling med baggrund i sin viden.

Mindy indser, at hans frygt og vrede ikke skal holdes nede med lykkepiller, og at han ikke skal gemme sine bekymringer væk. Videnskabelig evidens berettiger netop disse følelser.

Pludselig skriger han som Dibiasky ad kameraet på The Daily Rip. Pludselig står han i et børneprogram og kalder præsidenten for fascist og sociopat. Forskerne danner den sociale bevægelse “Look Up!”, og Oglethorpe ses blandt andet blive ført ud af en offentlig bygning af politiet, mens protestranter råber “divest from BASH!” Den videnskabelige kamp bliver politisk. I realiteten var den politisk lige fra starten – Mindy opdager det bare for sent.

DiCaprios karakter gennemgår således fire faser i sin videnskabelige etos, og filmens budskab bliver i denne retoriske ramme, at forskere ikke kan faktatjekke, populærformidle og rådgive os alle ud af krisen – for den tilgang antager, at magthaverne og den økonomiske elite fordomsfrit lytter til fakta, formidling og rådgivning.

En usund retorisk økologi kalder på modstand, ikke identifikation

Fra en retorisk faglig vinkel kan man også læse en satire over visse tilgange til videnskabsretorik i Don’t Look Up. En grundlæggende antagelse i moderne retorikforskning – måske siden antikken, men i hvert fald siden Kenneth Burke – er, at man skal undgå konfrontationer; at man skal søge identifikation med sit publikum. Men er det alle retoriske situationer, der kalder på dette?

Det antages ofte, at videnskabsfolk skal udvise retorisk kløgt ved at kommunikere afbalanceret og apolitisk, med et klart sprog, der kan formidle det komplicerede stof, så alle kan forstå det. Dette er ofte en passende tilgang til videnskabsformidling, og det kan uden tvivl gøre disse videnskabsfolk til populære mediepersoner, sådan som det sker med Dr. Mindy.

Med det mener han at det ikke er nok at se på, hvordan vi argumenterer, men også sundhedstilstanden på de omstændigheder, der gør vores argumentation mulig.

Men vi skal ikke glemme, at selve rammerne for samfundsdebatten er med til at forme, hvordan videnskabspersonen kan agere retorisk. Retorikeren Robert Danisch taler i den forbindelse om retoriske strukturer og deliberative økologier. Med det mener han, at det ikke er nok at se på, hvordan vi argumenterer, men også sundhedstilstanden på de omstændigheder, der gør vores argumentation mulig.

I en moderne medievirkelighed, der er formet af det, Joshua Gunn i sin seneste bog om Donald Trumps retorik kalder et psykotisk tempo, med et ekstremt ubæredygtigt netværk af sociale medier som primær informationskilde, og hvor økonomiske eliter har en direkte adgang til medier og den politiske magt, som den enkelte borger aldrig vil kunne få, kan man lave nok så redelige og sprogligt forfinede argumenter. Forskeren bliver hurtigt approprieret af en anden dagsorden, ligesom Dr. Mindy, der i sin iver for at hjælpe systemet, går totalt på kompromis med sig selv og bliver opslugt af det.

På den måde kunne situationen se ret så sort ud: Enten kan forskeren agere inden for magtens rammer og komme til orde, men på andres præmisser – eller også kan forskeren stå uden for magten, men miste sin adgang til den store scene.

Don’t Look Up og “the Big Five”

Jeg vil dog slutte denne artikel med en lidt mere optimistisk tilgang til videnskabsretoriske handlemuligheder i klimakrisen. Her henter jeg inspiration fra Dana Clouds 2018-bog Reality Bites. Cloud fortsætter en kritik af poststrukturelle strømninger i retorikken, som hun har fremturet med siden begyndelsen af 1990’erne. Vores forståelse af verden vil altid være retorisk medieret, medgiver hun, men det betyder ikke, at virkeligheden er udelukkende diskursiv, og at vi skal være totalrelativister. Der er en virkelighed, med magtstrukturer, der er til fordel for nogen og undertrykker andre.

Her peger Cloud på videnskabsretorikken som et særligt brugbart felt, der både anerkender, at virkeligheden er materiel og retorisk. Progressive bevægelser (for eksempel klimabevægelsen) kommer til at tabe, hvis de udelukkende peger på fakta, og ikke benytter sig af retorikkens magt. Hun kalder denne retorisk-strategiske magt for “the Big Five”: Følelser, kropsliggørelse, narrativer, myter og spektakel. Hvis højrefløjens aktivister og magthavere er de eneste, der benytter disse kraftfulde strategier, og venstrefløjen og modstandskulturen kun påpeger, hvordan de tager faktuelt fejl, vil sidstnævnte ikke have en chance for at have reel indflydelse på samfundet.

I Don’t Look Up indser Mindy først sent, at de fem store strategier er effektive. For eksempel får Look Up-bevægelsen rekrutteret popstjernen Riley Bina (spillet af Arianna Grande) til at performe en sang om kometens realitet – et forsøg på at anvende celebrity-spektakel (om end et mindre vellykket et, i mine øjne). Og når Mindy råber ad kameraet, rød i hovedet og med et bange udtryk, anvender han følelser og kropsliggørelse. Hvis disse strategier bruges mod systemet, konfrontatorisk og organiseret, er der en bedre chance for at redde vores planetariske stumper. At anvende disse strategier er et led i at omforme den usunde deliberative økologi ved at konfrontere den spektakulært i stedet for at arbejde efter dens præmisser.

I virkeligheden kan man se Don’t Look Up som en metakommentar på dette. Filmen selv er jo netop en anvendelse af disse retoriske strategier i et forsøg på at rykke folks opfattelse af, hvor kritisk og fremskreden klimakrisen er. Måske skulle endnu flere forskere begynde at gøre det samme, og ikke forsøge at være “rene”. Det er dét narrativ om videnskabelig etos, som dens mange kritikere på begge fløje ikke får løftet blikket for at se.

Forfatteren anbefaler:

Leah Ceccarelli. “Scientific Ethos and the Cinematic Zombie Outbreak: Science in Fictional Narratives.” MÈTODE Science Studies Journal, (2016)

Dana Cloud. Reality Bites: Rhetoric and the Circulation of Truth Claims in U.S. Political Culture. Ohio State Press, 2018

Robert Danisch. “Rhetorical Structures, Deliberative Ecologies, and the Conditions for Democratic Argumentation.” Argumentation (2019)

Joshua Gunn. Political Perversion: Rhetorical Aberration in the Time of Trumpeteering. University of Chicago Press, 2020

Roger A. Pielke Jr. The Honest Broker: Making Sense of Science in Policy and Politics. Cambridge University Press, 2012

Lynda Walsh. Scientists as Prophets: A Rhetorical Genealogy. Oxford University Press, 2013