Barbie og Lucretia: tvetydige heltinder

Sommerens helt store heltinde-film var ubestridt Greta Gerwig’s Barbie. Ligesom den romerske mytiske figur, Lucretia, er plastdukken anset som et symbol for den ideelle kvinde og forbilledligt eksempel på kvindelig dyd, og ligesom i tilfældet Lucretia er betydningen af Barbie som kulturikon og film heftigt omdiskuteret. Kan myten om romernes yndlingsheltinde, Lucretia, gøre os lidt klogere på Gerwig’s Barbie? Der er nogle af de samme temaer på spil: køn, magt, kvinders dyd, politik og sex, liv og død – altså alt det klassiske heroiske stof.

af Hanne Roer, lektor i retorik v. Københavns Universitet

7. marts 2024 · 8 minutters læsetid

Myten om Lucretia: Er en rigtig heltinde en død heltinde?

Lucretia er en mytologisk figur fra den romerske kongetid (753 til ca. 509 fvt). Historikerne Titus Livius (59 fvt.–17 evt.) og Dionysios af Halikarnassos (60 fvt.–7 fvt.) beretter at hun var hustru til den romerske general Collatinus. Livius skriver at Lucretias mand i selskab med kong Tarquinius’ sønner pralede med at hans hustru var mere dydig end deres koner. Mændene drog fra deres krigslejr for at få syn for sagn og fandt først kongesønnernes koner i færd med at feste og drikke, men da de kom til Collatinus’ hus, fandt de den smukke Lucretia i færd med at karte og spinde, og det endda sent om aftenen. Den onde prins Sextus Tarquinius blev optændt af begær og opsøgte hende nogle dage senere hvor han med både bønner og trusler prøvede at få hende til at give efter. Han truede med at dræbe hende og lægge sin ligeledes myrdede slave ved siden af hende, hvilket skulle bevise at hun havde været utro med slaven, og Lucretia modsatte sig derefter ikke voldtægten.

Tynget af dyb skam sendte hun bud efter sin mand og sin far og fortalte hvad der var sket, og at hun ville dræbe sig selv, fordi hendes krop nu var blevet uren. Tilstede var også slægtningen Brutus der skulle være vidne. Mændene forsøgte, igen i Livius’ version, at overbevise hende om at det var sindet, ikke kroppen der syndede, og at hun derfor var uskyldig. Men Lucretia jog en dolk i sit hjerte og udåndede! Brutus rev det bloddryppende våben ud og svor at han ville hævne hende ved at uddrive kongen og hans sønner fra Rom. Lucretias lig blev udstillet på Forum hvor Brutus holdt en flammende tale ved hendes side. Dermed fik han tilslutning til at jage kongefamilien ud af byen og indføre en republik ledet af senatet og folkevalgte embedsmænd. Mens denne revolution fandt sted, lå Lucretias lig til skue på Forum – som et vidnesbyrd om at voldsomme samfundsomvæltninger sker på bekostning af kvinders liv (alt sammen ifølge Livius, Fra byens grundlæggelse, Ab urbe condita, 1. bog 57-61).

Romerne opfattede hende som en heltinde, dels fordi hun med selvmordet rensede familiens ære, dels fordi hun blev katalysatoren for indførelsen af den romerske republik. Men skal en kvinde virkelig ofre sig på historiens alter for at blive udødelig?

En omstridt heltinde

Lucretia står som et forbilledligt eksempel (exemplum) på kvindelig dyd hos romerne og for mange talere og digtere i eftertiden. Cicero kalder hende ”en ædel og dydig kvinde” fordi hun tog sit eget liv, efter hun var blevet voldtaget (Om staten, De re publica, 2. bog). Romerne opfattede hende som en heltinde, dels fordi hun med selvmordet rensede familiens ære, dels fordi hun blev katalysatoren for indførelsen af den romerske republik. Men skal en kvinde virkelig ofre sig på historiens alter for at blive udødelig?

Livius skrev på den tid hvor Augustus afskaffede republikken og indførte et kejserdømme. Fortællingen om Lucretia indgår på flere niveauer i Augustus’ propaganda. Den sidste konge af Rom var blevet prototypen på en tyran, og at Lucretia havde været den udløsende faktor for indførelsen af republikken, havde i republikansk tid været en vigtig begrundelse for hendes heltinde-status (som hos ærkerepublikaneren Cicero). Augustus måtte for enhver pris undgå at blive opfattet som konge/tyran (han kaldte sig princeps inter pares, den første blandt ligemænd), og samtidig måtte han konstituere sin magt som rodfæstet i de ældste tider. De digtere der hyldede ham (Vergil, Horats m.fl.), indlejrer derfor Lucretia i en fortælling om kvindelig dyd: en god romersk matrone helliger sig sit uld-arbejde i hjemmet og blander sig ikke i politik. Den rebelske digter Ovid (43 fvt. –ca. 17 evt.), der skriver om Lucretia i flere digte (Amores, Fasti), gør nar af al det uld-håndarbejde og opfordrer de romerske kvinder til at nyde alle livets erotiske glæder – men Ovid blev så også jaget i eksil af Augustus.

I overgangen fra republik til kejserdømme blev Lucretia altså symbol på den ideelle kvinde snarere end politisk frihed. Spørgsmålet om Lucretias skyld var et mindre vigtigt tema selvom Livius faktisk præsenterer to måder at forstå voldtægten på, som en ekstern krænkelse der ikke ødelægger en kvindes ære, eller som en uafvaskelig urenhed på hendes krop. At hun selv insisterede på selvmordet, trods slægtningenes protester, satte gang i senere kunstneres fantasi (som parodierede hendes fromhed). Nogle foreslog at hun havde dårlig samvittighed fordi hun i virkeligheden havde begæret voldtægtsmanden, eller at hun var blevet gravid som følge af voldtægten (utilladeligt i et patriarkalsk samfund fordi den maskuline arvefølge ville blive brudt).

De tidlige kristne forfattere omfavnede Lucretia som et eksempel på dyd og var enige i at sex uden for ægteskabet, selv i form af en voldtægt, måtte være værre end døden – altså for en kvinde. Der var rigeligt med døde heltinder i den tidlige kristendom, martyrer og heltinder som Lucia, Perpetua og Felicitas, ligesom Jesu død på korset befordrede offertankegangen. I Om Guds stad, De civitate dei (I., 19) renser kirkefaderen Augustin (354-430) derimod Lucretia for anklagerne om ærestab, men han fordømmer selvmordet (utilgiveligt for de kristne). Når spørgsmålet om skyld i voldtægtssager har så central en plads i Om Guds stad, er det fordi Augustin forsvarer de kristne kvinder, der var blevet voldtaget under erobringen af Rom i 410 – og som visse ikke-kristne mente burde tage livet af sig selv. Augustin slår fast at en krop er hellig i sig selv, selvom den er blevet lemlæstet eller krænket: ofret for en voldtægt er ikke en synder (1.18). Augustin fremhæver desuden at hendes skamfølelse var forfejlet, fordi den kun forholdt sig til andres vurdering af hende, mens den alene burde udspringe af en indre stemme, samvittigheden.

Kvindelig dyd og rape revenge

Myten om Lucretia er blevet fortolket af talrige forfattere, retorikere og malere helt frem til moderne tid, fordi den iscenesætter grundlæggende modsætninger såsom mand og kvinde, patriarkat versus dets modsætning, diktatur og demokrati, dyd og seksuel vold, følelser versus stoisk selvkontrol, ungdom og død, frie vilje versus skæbnen. Det er her filmen om Barbie minder om myten om Lucretia, på en lidt omvendt måde: i begyndelsen af filmen bliver de traditionelle dukker (der opdrager små piger til hus-mødre) smadret. Barbie-dukken defineres fra første sekvens som oprørsk og konklusionen er som bekendt at Barbie og hendes veninder afværger indførelsen af patriarkatet i Barbie-land. Kritikerne har været i tvivl om værdien af filmens feminisme: er den konsekvent, eller er det femi-washing af Mattels kontroversielle legetøjsprodukt?

Det er netop flertydigheden i figuren der kan minde om Lucretia hvis popularitet ikke aftog efter antikken. I litteratur og malerkunst (Botticelli, Raphael, Tizian, Rembrandt, David, for nu at nævne nogle af de mest kendte) blev hun et yndet – og omdiskuteret – motiv, for hvad bestod hendes brøde egentlig i, og hvorfor skulle hendes selvmord være det fremmeste eksempel på kvindelig dyd? Og hvorfor skulle der et kvindemord til at styrte tyrannen og indføre republikken? Og var hun egentlig så god og kysk?

En billedsøgning på ’Lucretia’/ ’Rape of Lucrece’ fører til utallige eksempler fra vestlig billedkunst, ligesom hendes fortælling er blevet genskrevet af forfattere og komponister helt op til moderne tid, f.eks. Benjamin Brittens opera The Rape of Lucretia fra 1946. Motivets popularitet omkring tiden for den franske revolution antyder at kvinder bliver ofre i tider med voldsomme sociale transformationer. Selvsagt har Lucretia påkaldt sig feministers undren over dette makabre selvmords popularitet blandt (især men ikke kun mandlige) kunstnere. De utallige kunstneriske fremstillinger af Lucretia der voldtages eller er i færd med at dolke sig selv (helst nøgen), svælger i kvindevold men også i motivets flertydighed. Måske var det Artemisia Gentileschi (1593-1656) der opfandt genren rape revenge: hun malede mytologiske motiver med drab på voldtægtsmænd (hendes hævn over en voldtægt begået mod hende i hendes ungdom) – og hun malede tre billeder med Lucretia.

Rape revenge blev tidligt i det 20. årh. blev en vigtig filmgenre. Hvor det er en mandlig slægtning der hævner sin voldtagne datter/kone i de første film, har nyere film tit en kvindelig hævner, ofret der tager til genvold. Men alligevel er stadig ofte sådan at kvinden må lade livet; jeg tænker på en film som Thelma and Louise (Ridley Scott, 1991) hvor de kvindelige hovedpersoner begår selvmord efter at have hævnet en voldtægt (og filmen blev fejret som ’feministisk’ i sin tid).

Barbie – fra død til liv?

Ligesom myten om Lucretia spiller Barbie også på emner som krop, seksualitet, samtykke, modsætningerne mellem patriarkat og kvindefrigørelse (fra moderskab), mellem fri vilje og determinisme. Filmen udnytter ironisk og elegant de konventionelle, filmiske narrativer om helte og heltinder, de smukke Barbier og de voldsomme Ken’er (under det kortvarige patriarkat i Barbieland). Den mest grundlæggende fortælling om helte – både i traditionelle mytologier og moderne film – består i at helten drager ud i verden og nedkæmper fjender, monstre eller vilde dyr. Han må overskride grænser og drage til en ukendt verden for at sikre verdensfreden eller på anden vis genetablere en social orden, hvor kvindens plads er i hjemmet. I græsk-romersk mytologi nedkæmpede heltene monstre og andre uhyrer der truede den menneskelige verdens velordnede hierarki, ligesom den klassiske filmhelt skal sikre verdensfreden.

Barbie fremstår som en moderne feministisk heltinde: hun smækker en gramser på Venice Beach en på hovedet, og endnu vigtigere, hun slår Ken-dukkernes oprør ned. Men er det en revolution, eller er det mon ikke samme logik som i Thelma and Louise: det kvindelige oprør findes ikke i den virkelige verden men i en hinsides tilværelse, det være sig efter døden eller i Barbieland?

I Barbie-filmen er heltefortællingen vendt ironisk på hovedet, for Barbie og Ken drager fra fantasilandet til den virkelige verden, og de forandringer der kommer ud af det, sker i Barbieland (Ken’ernes indførelse af patriarkatet og Barbiernes snedige afmontering af det). Barbie fremstår som en moderne feministisk heltinde: hun smækker en gramser på Venice Beach en på hovedet, og endnu vigtigere, hun slår Ken-dukkernes oprør ned. Men er det en revolution, eller er det mon ikke samme logik som i Thelma and Louise: det kvindelige oprør findes ikke i den virkelige verden men i en hinsides tilværelse, det være sig efter døden eller i Barbieland? Barbie kommer angiveligt til live som en sand hverdagens heltinde i filmens slutning, men det er på bekostning af hendes heltindestatus: hun ender som en almindelig, dødelig kvinde i Birkenstocks.

De egentlige protagonister er moren og datteren der brækkede stereotypical Barbie’s perfekte dukkelemmer og dermed indledte hendes transition til den virkelige verden, LA (der med endnu et ironisk sving omtales som en anden slags plastikverden). Det er deres rejse til Barbie-land der lærer dem at sætte pris på deres eget hverdagsliv i en kærlig familie med en nørdet, ikke-aggressiv familiefar, og ligesom i Jonathan Swifts Gullivers Travels fra 1726 ser de deres eget samfund grotesk spejlet i fantasilandet. De er de sande heltinder fordi de forstår, at det uperfekte er essensen af menneskelivet – og dermed kan de korrigere urealistiske Barbie-kropsidealer, opretholdt af kapitalisterne i Mattel.

Barbie’s fortælling dekonstruerer urealistiske kvinde- og kropsidealer og er for så vidt en beroligende pædagogisk formaning til at affinde sig og være realistisk, det vil sige ikke at ønske sig usandsynlige kropsproportioner eller at blive nobelprismodtager, præsident eller højesteretsdommer. Dermed kan filmen hjælpe velmenende forældre og skolelærere med at demontere de unges stadig voksende angst for ikke at være perfekte. Filmen er blevet kritiseret af mange anmeldere for at være femi-washing af Mattel, men den har som bekendt været en kæmpe succes, ikke mindst blandt de unge. Måske er det fordi filmen er fuld af ustabil ironi. Der er skarp satire over mænd, både de dumme Ken’er (der som traditionelle kvinder kun eksisterer som appendiks til en anden) og kapitalisterne fra Mattel der skovler penge ind ved at levere drømmebilleder, uden at være særligt begavede. Der er revolutionstoner, feminisme og perfektionisme-kritik, alt sammen i en helt egen pink, plastikstil – som igen er ironisk på en tvetydig måde. Og der er ligheden til myten om Lucretia: filmen er fuld af løse ender, patos (der let kan blive til parodi) og den lægger op til mange fortolkningsmuligheder

Forfatteren anbefaler:

Donaldson, Ian (1982): The Rapes of Lucretia. A Myth and its Transformations. Clarendon Press, Oxford.

Melissa M. Matthes (2000): The Rape of Lucretia and the Founding of Republics. Penn State University Press.

Roer, Hanne (2021): Indførelsen af demokrati er ikke nødvendigvis et fremskridt for kvinder. Retorisk arena.