Arkitektur kalder på meninger. Men kan ord ændre smag?

Arkitektur opleves og diskuteres af alle. Diskussionerne om dens skønhed er interessante, men de udfordrer retorikkens grænser. Vi forventer nemlig sjældent at overbevise eller opnå enighed, når vi diskuterer, om en bygning er grim eller pæn. Det kan man vel selv se – og hvordan skulle andres ord ændre på det? Enighed og overbevisning er måske ikke målet, men arkitektur diskuteres alligevel blandt de fleste. I anledning af Københavns rolle som Arkitekturhovedstad 2023 sætter retoriker Marcello Morns arkitektursamtalen under lup.

af Marcello Morns, Cand.mag. i retorik

9. august 2023 · 15 minutter læsetid

Vores første indtryk er altid et sanseligt. Vi ser, smager, lytter, lugter og føler os frem gennem tilværelsen, og det giver os en masse æstetiske oplevelser, som vi ikke selv vælger. Sådan er det også med arkitekturen. Vi bedømmer bygninger og bymiljøer med sanserne. Vores bedømmelser bliver til smagsdomme, og dem kan vi udtrykke blandt venner og kolleger, på sociale medier og måske også i debatspalterne. Måske rækker vores ord ikke til at overbevise andre. Alligevel siger vi vores mening.

Hvad der sker i diskussioner om arkitektur, hvorfor vi har dem og hvad de kan føre til, vil jeg kaste lys over i denne artikel. Anledningen er København som Arkitekturhovedstad 2023, og min egen interesse er opstået under min opvækst i en arkitektfamilie. Gennem tiden har jeg måttet høre på mange menneskers ublu bedømmelser af byggerier, som var blevet til i mit eget hjem. Det har ikke altid ført til lige gode meningsudvekslinger. Selv er jeg i hvert fald ofte kommet til kort, når jeg har forsøgt at overbevise andre om skønhed.

Når vi taler om arkitektur, forventer vi næppe at blive enige, om en bygning er grim eller pæn, god eller dårlig. Alligevel forekommer disse udvekslinger af smagsdomme ganske ofte – og det sker vel at mærke, uden at retorikkens idealer om enighed og grundlag for fælles løsninger kan indfries. Vi kan ikke undgå disse diskussioner – for arkitektur er jo æstetiske oplevelser, som vi ikke selv vælger. Disse oplevelser kalder på meninger. Men vi har at gøre med diskussioner, hvor enighed hverken behøver være et mål eller en mulighed. Retorikken møder her en grænse. For når både formålet med en diskussion er uklart, og når overbevisning måske ikke engang er målet, hvad skal vi så med den? Og kan vi påvirke andre menneskers æstetiske oplevelser med vores ord?

Hvad sker der i æstetiske oplevelser?

Om æstetiske oplevelser kan vi sige to vigtige ting: De er sanselige oplevelser, som enten giver os velbehag eller ubehag. Og så er der oplevelser, som ligger uden for viljens magt. Vi styrer ikke, hvad vi kan lide eller ikke kan lide.

I en samtale om et kunstværk eller et hus kan dette udsagn ofte komme frem:“Jeg kan ikke se kvaliteterne i det”. Det udsagn rummer faktisk bestanddelene i æstetiske oplevelser. “Jeg” er et subjekt, som fortæller om sin oplevelse. “Det” er et objekt, som subjektet har oplevet. Og “kvaliteterne” er de egenskaber, som objektet besidder. Det kan fx være farvekompositionen i et maleri, melodien i en sang eller murværket på et hus. Objekterne har en masse egenskaber, men det kræver et subjekt (et menneske) for at bemærke dem. Dermed kan man sige, at det æstetiske er en relation mellem et subjekt og et objekt.

Hvert subjekt, altså hvert menneske, møder mange forskellige objekter, og har ved alle møder en sanselig oplevelse. Disse oplevelser er alle individuelle, for hvert menneske har sin egen viden og sine egne sanselige erfaringer. Jeg taler her om den individuelle forforståelse. Den præger hvert eneste møde mellem et subjekt og et objekt.

Et rødt hus med grønne vinduer kan fx være grimt for den ene og smukt for den anden. Den ene bryder sig ikke om farven rød. Den anden bemærker samspillet mellem det røde og det grønne. De to mennesker møder det samme objekt, men bemærker ikke de samme egenskaber i det. Det er deres individuelle forforståelser, som her spiller ind. For den ene kendetegnes mødet af den røde farve, der plejer at vække ubehag. Det giver en dårlig sanselig oplevelse. For den anden kendetegnes mødet af den effekt, som rød og grøn har på hinanden. Det giver en god sanselig oplevelse. Oplevelserne er individuelle, men objektet er det samme. Det røde hus med grønne vinduer har sine egne egenskaber, og de egenskaber har huset, uanset hvem der oplever det. Det er blot forskelligt, hvad den enkelte bemærker – og det er vel at mærke uden for viljens magt, hvordan vores sanser oplever noget.

Nyt møde, ny oplevelse

Det røde hus med grønne vinduer kan ganske vist males i andre farver. Men hvis vi nu siger, at farvesætningen forbliver sådan, så vil det for evigt have de samme egenskaber, som de to subjekter har oplevet forskelligt. Det kan for evigt være grimt for den ene og smukt for den anden. Men det kan ændre sig, for mennesker ændrer sig. I løbet af et liv kommer der mere viden og flere sanselige erfaringer til, og på den måde forandres forforståelsen. Det påvirker den æstetiske relation. Når de to subjekter oplever det røde hus med grønne vinduer igen, har de derfor en ny sanselig oplevelse. Her lægger de måske mærke til andre egenskaber ved objektet – akkurat som når man genser en film eller læser en bog for anden gang. Men objektet har jo ikke ændret sig. Det har kun subjekternes forforståelse.

Den ene, som ikke bryder sig om farven rød, havde ved første møde en dårlig oplevelse. Ved næste møde bemærkes måske andre egenskaber. Det kunne være en blå altankasse med orange blomster. Den kan spore øjnene ind på samspillet mellem blå og orange. Og derfra kan øjnene opdage samspillet mellem alle fire farver: Rød og grøn, blå og orange. Oplevelsen bliver en anden, og bedømmelsen ændrer sig måske. Intet menneske behøver at have sagt noget, som påvirker denne oplevelse. Det er alene objektet, som overbeviser subjektet om sin skønhed, og det gør det gennem de egenskaber, som det selv besidder. Det eneste, der har forandret sig, er den måde, som subjektet ser på.

“Objekter kan overbevise os om deres egen skønhed uden menneskelig indblanding. Det kan jo sætte ordene ud af kraft i en diskussion om arkitektur.”

Med det vil jeg komme med en lidt nedslående pointe for retorikken: Objekter kan overbevise os om deres egen skønhed uden menneskelig indblanding. Det kan jo sætte ordene ud af kraft i en diskussion om arkitektur. Men, som jeg ganske snart kommer ind på, så kan ordene stadig gøre noget. Gennem livet udvikler vi os med mere viden og flere sanselige erfaringer, og på den måde er vores forforståelse under konstant påvirkning. Denne udvikling sker blandt andet, når vi har meningsudvekslinger med andre mennesker. Kigger vi således på det triste udsagn fra begyndelsen af afsnittet: “Jeg kan ikke se kvaliteterne i det”, så kan det omformuleres til et mere optimistisk: “Kan du få mig til at se kvaliteterne i det?”. Og med ét bliver retorikken relevant igen.

Hvordan taler vi om skønhed i arkitektur?

Som jeg nævnte i indledningen, udspringer alt dette af personlig interesse og erfaring. Arkitektur er æstetiske oplevelser, som vi ikke selv vælger. Derfor kommer mange til at sige deres uforbeholdne mening om den. Disse smagsdomme kan man få lyst til at sige imod – fx når man som jeg kommer fra et arkitekthjem og derfor har levet side om side med dem, der skaber de æstetiske oplevelser, som ufrivilligt er på alles læber. Men diskussionerne ændrer ikke på de oplevelser, der har været. Hvis nogen syntes, at det røde hus med grønne vinduer var grimt i går, bliver det ikke pludselig pænt efter en diskussion i dag.

Så hvad skal det nytte at diskutere skønhed? En sådan diskussion har måske ikke engang til formål at ændre andres mening eller at opnå enighed. Det kan få vores retoriske alarmer til at blinke, for hvad stiller vi op, når vi hverken kan pege på hensigt eller formål? Hvorfor skulle vi overhovedet kigge på diskussioner, hvor ingen forsøger at overbevise? Det korte svar er, at vi ikke nødvendigvis forsøger at overbevise andre om skønhed, når vi diskuterer det æstetiske. Vi gør det snarere for at evaluere oplevelserne, udveksle dem med andre og se på dem med nye perspektiver. I sådanne udvekslinger kan der både indgå løse påstande i form af simple smagsdomme. Der kan også indgå argumenter, som vi kender dem.

En udveksling af smagsdomme kan bestå af simple bemærkninger som: “Er den ikke flot?”. Det kan modsiges af: “Nej, jeg synes, den er grim”. Således kan man lægge op til diskussion, men udkommet vil næppe blive enighed. Alligevel kan det føles relevant at sige. Tilsvarende spørger man gerne efter at have set en film sammen: “Kunne du lide den?”. En æstetisk oplevelse kalder ofte på en kommentar, der sætter ord på den netop opståede eller opdaterede relation.

Når vi udveksler “æstetiske argumenter”, kan det virke lidt mere raffineret. Man vil her komme med kritiske iagttagelser med belæg i objekternes (bygningernes) egenskaber. Det røde hus med grønne vinduer kan den ene kalde grimt og begrunde det med, at farven på facaden er meget dominerende, fordi et rødt hus skiller sig ud i et bymiljø uden farver. Det kan modsiges af den anden, der kalder huset pænt og begrunder det med, at huset hverken bryder med gadebilledets type eller den horisontale og vertikale skala, men bryder monotonien i miljøet ved at være farvesat med komplementærkontraster. Således udveksler man individuelle bedømmelser, ligesom hvis de var smagsdomme, men de bliver til argumenter ved, at de begrundes med egenskaber i bygningen. I dette eksempel indgår både håndgribelige egenskaber som farver, længde og højde, samt abstrakte egenskaber som harmoni og kontekst. Og lad os lige huske: Egenskaberne er objektive i den forstand, at der er tale om egenskaber, som et objekt besidder i sig selv. Men bedømmelsen er subjektiv, da hvert menneske oplever disse egenskaber på sin egen måde og med sin egen forforståelse.

Ligesom når vi udveksler smagsdomme, udveksler vi ikke nødvendigvis kritiske iagttagelser for at opnå enighed. Diskussionerne er snarere relevante, fordi vi bearbejder de sanselige oplevelser, som vi hele tiden (ufrivilligt) har. Vi gør os næppe forhåbninger om en fælles bedømmelse af bygningerne, men forsøger både at forstå det objekt, som vi taler om og den relation, som de andre subjekter (vores samtalepartnere) har til det. Derved afvejer vi forskellige indgangsvinkler til at sanse og forstå bygningerne, samt forstå modpartens udgangspunkt. Det kunne jo minde om de debatidealer, vi ynder at opstille.

“Man kunne forledes til at tro, at arkitektur udelukkende kan diskuteres blandt intellektuelle. Den opfattelse deler jeg ikke (længere). Arkitektur diskuteres jo af alle – fordi vi alle oplever den.”

Ud af elfenbenstårnet

Her må jeg indrømme noget lidt personligt. Mens jeg tidligere, som arkitektens søn, ofte himlede med øjnene over uvidenhed, så ser jeg i dag, som retoriker, helt anderledes på det. Arkitektens søn døjede med kværulanter uden forstand, som brokkede sig over alskens ubetydeligheder som karnappen på et byhus eller farvesætningen i en badmintonhal(!). Retorikeren har derimod et mere nuanceret og optimistisk blik.

Man kunne nemlig forledes til at tro, at arkitektur udelukkende kan diskuteres blandt intellektuelle. Den opfattelse deler jeg ikke (længere). Ganske vist kan en udveksling af kritiske iagttagelser som ovenfor beskrevet bedst udspille sig blandt intellektuelt jævnbyrdige. Men arkitektur diskuteres jo af alle – fordi vi alle oplever den.

En simpel smagsdom kan efter min mening være et godt udgangspunkt for videre diskussion. Ligesom en kritisk iagttagelse kan en smagsdom nemlig også begrundes: “Jeg synes, huset er grimt, fordi den røde farve står og skriger mellem de andre huse”. Et modsvar kunne være: “Det ville da være kedeligt kun med grå huse. Jeg synes, det er flot, at der er et hus, der er rødt, selvom det jo ligner de andre i højden”. Tilsvarende kunne man sige: “Jeg ser bare rød og grøn sammen. De klæder hinanden”. Bemærk, at disse eksempler tager udgangspunkt i præcis samme egenskaber i bygningen som i foregående afsnits eksempler på kritiske iagttagelser. Her er de blot udtrykt sådan, som de fleste mennesker taler.

Diskussionerne om skønhed skaber næppe enighed om en bedømmelse. En sanselig oplevelse står ikke sådan til at ændre – det er i høj grad objektet selv, der skal overbevise om egen skønhed. Men ved at diskutere har vi lært noget om både bygningerne og vores samtalepartnere. Derfor må vi opleve bygningerne igen med de nye indsigter in mente og se, hvilken oplevelse, det bliver. Det kan være, at noget i os har forandret sig. Det kan være, at vi ser på en anden måde. Det kan være, at vores forforståelse er blevet anderledes.

Hvordan kan vi påvirke andres smag?
Pointen er på én gang både simpel og tankevækkende: Når vi taler sammen om vores æstetiske oplevelser, påvirker vi hinandens forforståelser. Relationen mellem subjekt og objekt er foranderlig, fordi mennesker udvikler sig. Vi ser en bygning én gang og har én oplevelse. Vi taler med andre om den, og næste gang vi ser samme bygning, kan oplevelsen være en anden. Bygningen i sig selv gør selvfølgelig sit eget arbejde. Men de samtaler, som vi har haft, påvirker også oplevelsen. Den blå altankasse med orange blomster kan vi selv opdage. Men vi kan også opdage den, fordi en anden har fortalt om den. Og måske vi ikke engang har talt om det hus eller den altankasse. Måske har nogen bare nævnt, at blå og orange spiller godt sammen. Det drejer sig om at kunne sætte ord på de egenskaber i bygningen, som kendetegner ens relation til den.

Arkitekturen skaber debat alene ved at være der, og arkitekturdebat sker på mange planer. Jeg har her givet et bud på, hvad der sker, når vi ganske uformelt udveksler vores individuelle æstetiske oplevelser med hinanden. Det er en type diskussion, som sigter mod at evaluere og udveksle, og ikke mod at overbevise eller opnå enighed. Men den er hverken uden formål eller relevans for retorikken. Ligesom i fx den politiske debat drejer det sig om at finde et fælles udgangspunkt. Her er det fælles udgangspunkt ikke et grundlag for at enes om en løsning, men snarere en fælles betragtningsplatform til at opleve og forstå bygninger og bymiljøer på. Debatten kan blive ved, for vi bliver ved med at færdes i byen. Vi bliver ved med at forholde os til vores omgivelser, og vi bliver ved med at ændre os. Ved at tale sammen om vores æstetiske oplevelser, påvirker vi hinandens forforståelser. Det gælder uanset intellektuel kapacitet. Alle taler om arkitektur, for alle oplever arkitekturen.

Mennesker oplever noget, siger deres mening og diskussioner startes. Det forunderlige ved arkitekturen er, at den uden ord kan overbevise os om sin egen skønhed og hæslighed. Det røde hus med grønne vinduer har nok egenskaber i sig selv til, at nogen bemærker dets skønhed, uden at noget menneske har sagt noget. Men, som jeg optimistisk sagde: “Kan du få mig til at se kvaliteterne i det?”. Det håber jeg i denne artikel at have vist, at man kan. Det er relevant at diskutere arkitektur, og det er relevant at udveksle vores oplevelser af den. Arkitektur kalder på meninger, og mennesker siger deres mening. Det ender med at påvirke os. Arkitekturen overbeviser om sin skønhed af sig selv. Men vores ord spiller også en rolle.

Forfatteren anbefaler:

Rasmussen, Steen Eiler (1957):Om at opleve arkitektur. G.E.C. Gads Forlag.

Itten, Johannes (1977): Farvekunstens elementer : subjektive oplevelser og objektiv erkendelse som vejledning til kunsten. Borgen.

Kyndrup, Morten (2008): Den æstetiske relation. Gyldendal.

Lyset, mørket og farverne (1998). Dokumentarfilm om Goethes farvelære, tilgængelig på YouTube. København, Magic Hour Films.

Sofaarkitekterne: En videoserie i fire afsnit på Facebook, hvor Mathias Helt taler med almindelige mennesker om kendte københavnske bygningsværker.

Arkitekturoprøret: En Facebookgruppe, hvor arkitektur diskuteres af lægfolk.

Morns, Marcello: Debatindlæg, hvor jeg sætter ord på Arkitekturoprørets evne til at skabe et fælles sprog om arkitektur og byudvikling:

“Er der behov for et oprør?”: Debatserie affødt af ovenstående indlæg, hvor flere stemmer i byggebranchen giver deres syn på Arkitekturoprøret: