HOW DARE YOU! Om helte, hekse og den retoriske udgrænsning af vrede kvinder

HOW DARE YOU! Om helte, hekse og den retoriske udgrænsning af vrede kvinder

Hvor går grænsen for, hvad der er en acceptabel ytring? Hvad er et legitimt indlæg i den offentlige debat, og hvad er ’over grænsen’? Den ubehagelige sandhed er, at det afhænger af, hvem der ytrer sig. Artiklen indeholder eksempler på ableistisk, sexistisk og racistisk sprogbrug.

af Frida Hviid Broberg, Ph.D.-stipendiat i retorik v. Københavns Universitet

31. juli 2023 · 9 minutter læsetid

Vrede er et eksempel på en følelse, der opfattes og reguleres forskelligt, alt efter hvem, der udtrykker den. I denne artikel ser vi nærmere på vredens retorik, for når vi undersøger grænserne for den offentlige debat, må vi også forholde os til, hvordan forskellige kroppe ankommer forskelligt til den.

Fra fornuft og følelse til (u)fornuftige følelser

Det er en grundantagelse inden for den retoriske tradition, at overbevisning finder sted i en balance mellem følelser og fornuft. Mens Platon så følelser som irrationelle impulser, som modarbejder fornuften, kan følelser ifølge Aristoteles assistere fornuften. Med patosbegrebet knytter Aristoteles følelser til beslutningstagen, og han omformulerer Platons opdeling mellem følelser og fornuft til én mellem fornuftig og ufornuftig følelse. Alle følelser er i og for sig ’rationelle’ hos Aristoteles i den forstand, at de er kognitive og funderet i vurderinger og overbevisninger. ’Fornuftig’ og ’ufornuftig’ må her forstås som normative størrelser: Ifølge Aristoteles er vrede fx ’fornuftig’, når man bliver vred på den rette og af de rette grunde.

Feministiske og postkoloniale tænkere har argumenteret for, at den filosofiske tradition, herunder Platons opdeling i følelser og fornuft, er funderet i et kønnet og racialiseret krop/sind-hierarki, som associerer følelser med det irrationelle, fysiske, naturlige, private og partikulære: Nogle (cis-mandlige, hvide, ’raske’) kroppe bliver opfattet som mere fornuftige end andre (kvindelige, queer, racialiserede, ’syge’) kroppe.

Selvom Aristoteles’ Retorik, med sin opløsning af den skarpe opdeling mellem følelse og fornuft, kan læses som en undtagelse fra denne tendens, kan den næppe læses som en feministisk tekst, der gør os fri af disse hierarkier. Først og fremmest fordi Aristoteles’ universelle subjekt må læses som et mandligt borgersubjekt, og fordi han i samme bevægelse, som han opløser skellet mellem fornuft og følelse, etablerer et nyt modsætningspar, nemlig mellem (normativt) fornuftig og ufornuftig følelse.

Spørgsmålet bliver ikke: Hvem bliver hørt som (u)fornuftig (i betydningen: følende)? Men i stedet: Hvem/hvilke kroppe bliver tilskrevet (u)fornuftige følelser (i betydningen: følende noget ’forkert’)? Og måske giver det, inden for denne Aristoteliske ramme, ikke mening at spørge: Hvem bliver opfattet som følende og dermed fornuftige? Men i stedet: Hvem bliver opfattet som for følelsesladede?

Vrede er et eksempel på en følelse, der kan opfattes som fornuftig eller ufornuftig, alt efter hvem der udtrykker den, ligesom nogle kroppe automatisk bliver opfattet som vredere end andre.

Vrede helte og hysteriske hekse

’Vrede’ er det første ord i den vestlige litteraturhistorie: Homers Illiade indledes med ordene ”Vreden gudinde besyng, som greb peleiden Achilleus,” og mens historien er fuld af vrede, mandlige helte, vrimler den også med vrede, kvindelige heksefigurer. De fortæller historien om, hvordan kvinders vrede historisk er blevet dæmoniseret, sygeliggjort og udvist fra den offentlige arena.

I den antikke tragedie, Orestien, som handler om bystaten Athens bevægelse fra et samfund styret af personlig hævntørst til en retsstat drevet af retfærdighed, optræder de vrede hævngudinder erineyerne (ækvivalenten til furierne i romersk mytologi). De fremstilles først som dyriske og monstrøse, men ender med at lade sig tæmme og opgive deres vrede for at få lov til at beholde deres plads i det Athenske samfund.

Heksefiguren hjemsøger kvinder i den offentlige debat: Greta Thunbergs klimaaktivisme bliver sammenlignet med ’middelalderlig heksekunst’ og under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 blev Hillary Clinton refereret til som ”the wicked witch of the left”, ligesom sociale medier flød over med billeder af Clinton iført sort hat, ridende på en kost og med grøn hud.

Meget tyder på, at der gælder andre retoriske regler for kvinder, der deltager i den offentlige debat, end for mænd. Karlyn Kohrs Campbell argumenterer for, at kvinder er underlagt krav om ’feminin stil’, som straffer kvinder for at argumentere for direkte og konfronterende.

Som et eksempel på dette viser Campbell, hvordan Hillary Clinton allerede i sin tid som førstedame blev lagt for had pga. sin ’maskuline’ retoriske stil. Selvom Campbells analyse er fra 1998, blev det tydeligt under valgkampen i 2016, at hendes pointer fortsat er aktuelle. Her blev Clinton rådgivet til ikke at hæve stemmen og benytte en konfrontatorisk stil, men det var tilsyneladende ikke nok: Hun blev fortsat opfattet som vred og portrætteret som en heks.

“Jeg synes ikke, en 16-årig pige skal sidde og diktere til verdens politikere, hvordan de skal føre deres politik”

Over for Clinton stod en (rent faktisk) råbende, rablende og rasende Donald Trump. Trump blev ganske vist også latterliggjort for sin følelsesladede retorik: Han blev portrætteret som en kæmpebaby, men i modsætning til kritikken af Clinton, er den kritik, som ramte Trump, ikke kønnet: Infantiliseringen af ’den vrede’ er ikke forbeholdt mænd. Tværtimod synes den især at ramme (unge) kvinder. Når Thunberg hvæser ”How dare you?” af verdens ledere, giver spørgsmålet genlyd i kritikken af hendes retorik: ”Hvor vover hun, en ung pige, at skælde ud på de voksne?”

”Jeg synes ikke, en 16-årig pige skal sidde og diktere til verdens politikere, hvordan de skal føre deres politik,” siger Facebook-brugeren Bodo Hans til B.T. Avisen interviewer ham, fordi han har skrevet på Facebook, at ”[d]et eneste, der er kollapset, er din hjerne, Greta. Du burde lukkes ind på en lukket afdeling, hvor du hører hjemme.”

Kritikken af Greta Thunberg er også et eksempel på, hvordan kvinders vrede historisk og til stadighed sygeliggøres (tænk på stereotypen ’den hysteriske kvinde’). Thunbergs vrede retorik afvises ofte som sygelig med henvisning til, at hun har en autismespektrum-diagnose. I kritikken af hendes berømte tale til FN’s Climate Action Summit i 2019 blev hun bl.a. kaldt ’en 16-årig autist med infantil hestehale’, ’rablende gal’, ’dum i hovedet’ og ’hysterisk’ . Selvom der også blev spekuleret i Trumps mentale tilstand, var der ingen af disse ’strategier’, som for alvor syntes at bide på Trump – i hvert fald ikke hvis vi tager udfaldet af valget i 2016 som målestok (jeg behøver ikke nævne, hvordan det gik Clinton).

Racialiseret vrede

Ligesom racialiserede personer historisk har været sårbare over for hekseanklager, er ’heksen’ ofte en racialiseret figur. Dette kan spores helt tilbage til den græske mytologi, hvor troldkvinden Medea kommer fra ’Østen’, til i dag, hvor Afrikansk-inspireret voodoo ofte bruges som horror-element i Hollywoodfilm. På samme måde må reguleringen af vrede forstås som racialiseret såvel som kønnet.

Køn er med andre ord ikke den eneste kategori, som har indflydelse på reguleringen af vrede. Ligesom Thunberg-eksemplet viser, at også alder er en afgørende faktor, må reguleringen af vrede forstås i krydsfelterne mellem identitetskategorier som race og klasse. En hvid økonomisk og kulturelt privilegeret, neurotypisk, kropskapabel, heteroseksuel cis-mand, som udtrykker vrede, vil typisk blive opfattet som ’indigneret’ eller ’slagkraftig’. En sort mands vrede, derimod, bliver i højere grad opfattet som farlig. Latinamerikanske kvinders vrede seksualiseres og eksotificeres ofte og ses som noget, der skal ’håndteres’ snarere end lyttes til, og sorte feministiske tænkere som bell hooks, Patricia Hill Collins og Audre Lorde har argumenteret for, at stereotypen ’den vrede sorte kvinde’ påvirker sorte kvinders mulighed for at udtrykke vrede. Ifølge Brittney Cooper bliver sorte kvinder opfattet som ”entities to be contained, as inconvenient citizens who keep on talking about their rights while refusing to do their duty and smile at everyone”, og ifølge Marilyn Frye kommer undertrykkelse med et krav om, at den undertrykte skal performe glæde og tilfredshed med sin situation. For den undertrykte er det ikke at vise glæde nok til at blive opfattet som vred.

Et eksempel på dette er Michelle Obama, der først blev kendt som Barack Obamas vrede, sorte kone. I bogen Good and Mad har Rebecca Traister dokumenteret, hvordan politiske kommentatorer kritiserede Michelle Obama for ikke at være taknemmelig for, hvad USA havde gjort for hende. Hun blev kaldt ’militant’ og fik øgenavne som ‘Medusa-Michelle’ og ‘Baracks bitre halvdel’. Michelle Obama skruede ned for sin kritik af USA, og da hendes mand blev demokraternes præsidentkandidat, var hendes offentlige persona ifølge Traister fuldstændig forvandlet: I stedet for at tale om politik, talte hun om strømpebukser, og hun indtog udelukkende en rolle som hengiven kone og mor.

‘Den vrede feminist’ er en trope, der fungerer ved at bruge feministisk vrede som påskud for at delegitimere feministiske argumenter, før de overhovedet har taget form.

’Den vrede sorte kvinde’-figuren er skrevet frem i en amerikansk kontekst. Mediedækningen af forpersonen for Black Lives Matter Denmark, Bwalya Sørensen, kan dog læses som et eksempel på, at figuren også findes i en dansk variant: Sørensen blev kritiseret for sin vrede retorik og kaldt ting som ’rabiat’ og ’hysterisk’. Sørensen blev også beskyldt for med sin vrede retorik at ’afspore debatten’, f.eks. i en leder i Berlingske med titlen: ”Debatten om racisme burde ikke handle om Bwalya Sørensen”, som paradoksalt nok handler om netop Bwalya Sørensen. Det fører mig videre til en anden måde, visse personers vrede retorik reguleres: Deres argumenter afvises på grund af deres (vrede) form, ikke deres indhold.

’Den vrede (sorte) feminist’

‘Den vrede feminist’ er en trope, der fungerer ved at bruge feministisk vrede som påskud for at delegitimere feministiske argumenter, før de overhovedet har taget form. Den bevirker, at feministiske argumenter afvises – ikke på grund af deres indhold, men på grund af deres form. Feministiske argumenter bliver reduceret til (ufornuftig) følelse, og vreden bliver fremstillet som et psykologisk fænomen i den enkelte feminist i stedet for en reaktion på strukturel uretfærdighed.

’Den vrede feminist’ minder om den britisk-australske akademiker og aktivist Sara Ahmeds figur ’den feministiske glædesdræber’ (the feminist killjoy). Ahmed argumenterer for, at feminister typisk bliver anklaget for at ødelægge andre menneskers glæde eller spolere ’den gode stemning’. Hun stiller dog spørgsmålstegn ved, om det er den feminist, der påpeger en sexistisk eller racistisk joke, som ødelægger den gode stemning – eller om feministen blot påpegede, at stemningen allerede var ødelagt (af joken). Figuren ’den vrede feminist’ overlapper med heksefiguren: Begge er en portrættering af kvinden som bitter, umedgørlig og afvigende.

Nogle feminister bliver, bemærker Ahmed, set som mere uomgængelige end andre, og den feministiske glædesdræber eller den vrede feminist findes også i en racialiseret variant; ’the angry black feminist’. Den vrede sorte feminist kan iflg. Ahmed ses som en glædesdræber-figur, som endda kan blive beskyldt for at dræbe feministisk glæde ved at påpege racisme i feministiske fora og politikker. Den sorte feministiske tænker bell hooks bemærker, at en sort kvinde ikke engang behøver at komme med en anklage for at blive opfattet som en kilde til ubehag og dårlig stemning blandt hvide feminister. Nogle gange kan hendes blotte tilstedeværelse være nok.

Som ovenstående eksempler viser, drages grænserne for det legitime retoriske udtryk forskelligt, alt efter hvem, der ytrer sig. Vrede er en følelse, der opfattes og reguleres forskelligt, alt efter hvem, der udtrykker den. Og som bell hooks minder os om, behøver nogle slet ikke ytre sig for at blive opfattet som vrede.

Når vi diskuterer grænserne for den offentlige debat, er det relevant at forholde os til, hvordan forskellige kroppe ankommer forskelligt til denne debat. Og ikke mindst, hvordan de normer for offentlig debat, som vi som samfund opstiller, i praksis udgrænser kroppe, som associeres med figurer som ’den vrede sorte kvinde’ eller ’den vrede feminist’.