Negro Matapacos: Et chilensk protestsymbol på fire ben

I oktober 2019 startede hvad der skulle blive den største protestbølge i Chile siden den formelle afslutning på Pinochets militærdiktatur i 1990. Under protestbølgen, der senere er blevet kendt som el Estallido Social (det Sociale Udbrud), blev specielt ét symbol flittigt brugt af de chilenske aktivister. Det symbol bestod af en sort hund med en rød bandana om halsen, som bar det bemærkelsesværdige navn Negro Matapacos – på dansk: den Sorte Strømerdræber. Hvad var det for en hund? Hvad symboliserede den? Og hvorfor var den så populær i de chilenske aktivistmiljøer?

af Alexander Ulrich Thygesen  · Ph.D.-stipendiat i Spansk og Spanskamerikansk Sprog, Litteratur og Kultur v. Aarhus Universitet.

8. marts 2023 · 10 minutter læsetid

Protesterne i 2019 startede med at være rettet mod en prisstigning på metrobilletter i den chilenske hovedstad Santiago, men udviklede sig hurtigt til en national omspændende massebevægelse. Massebevægelsen samlede folk på tværs af det chilenske samfund og krævede bl.a. et opgør med den ulighedsskabende neoliberale økonomiske model. Den blev påtvunget landet under General Augusto Pinochets langvarige militærdiktatur (1973-1990) og stadfæstet i regimets forfatning fra 1980, der stadig er den gældende grundlov i Chile. De neoliberale reformer i 70erne og 80erne medførte eksempelvis en storstilet privatisering af det chilenske samfund, der omfattede alt fra sundhedsvæsenet til drikkevandet. Dette var med til at øge afstanden mellem lav- og højindkomstgrupper i landet, og udfordre den sociale mobilitet.           

Det Sociale Udbrud var en periode præget af meget vold, hvor flere personer omkom og tusindvis blev såret i gadekampene mellem politiet og aktivisterne. Den chilenske stat er senere blevet kritiseret for politiets overdrevne brug af magt under demonstrationerne af menneskerettighedsorganisationer. Et andet kendetegn for perioden var massebevægelsens brug af en bred vifte af kunstneriske udtryksformer til at synliggøre dens budskaber og krav i det offentlige rum. Det materialiserede sig bl.a. i en eksplosion i mængden af gadekunst i de chilenske byer under det Sociale Udbrud, hvori specielt hunden Matapacos var et hyppigt brugt motiv.   

Gadehunden, der bed fra sig

Historien om Matapacos begynder i 2011, otte år før det Sociale Udbrud. Også her var Santiagos gader skueplads for store demonstrationer, hvor tusinder af studerende gik på gaden i protest mod landets neoliberale uddannelsessystem. De beskyldte det for at forstærke uligheden, fordi det favoriserede studerende fra højindkomstgrupper, der kunne betale de højeste studieafgifter og dermed få adgang til landets bedste uddannelsesinstitutioner, som i høj grad var private.

Under protestmarcherne i 2011 fik studenteraktivisterne selskab af en gadehund med sort pels og en rød bandana om halsen. Hunden fulgte med aktivisterne op og ned ad den centrale boulevard, der løber igennem Santiagos midtby. Demonstrationerne førte til voldsomme sammenstød mellem aktivister og kampklædte urobetjente og her intervenerede den sorte gadehund, idet den angiveligt flere gange skulle have gøet ad og bidt efter betjente, når de gik til angreb på de studerende. Hundens modstand mod politiet gav den det lettere ironiske tilnavn Matapacos, som er en sammensætning af det spanske ord matar (at dræbe) og det chilenske slang for betjent paco.

I 2013 udgav en gruppe studerende fra Universidad Santo Tomás en mini-dokumentar om Matapacos på Youtube, hvori studenteraktivister bliver interviewet om deres forhold til gadehunden. Her beskriver de, hvordan Matapacos deltagelse i marcherne og dens udfald mod politiet lagde grobunden for et rygte om, at gadehunden var reinkarnationen af en studerende, hvilket kunne forklare gadehundens stærke interesse i protesterne. Matapacos døde af naturlige årsager i 2017 og nåede derfor ikke at deltage i det Sociale Udbrud i 2019.

Modstand og mangfoldighed med pels på  

Forklaringen på at Matapacos endte med at blive et populært protestsymbol skal ikke bare findes i historien om gadehundens deltagelse i marcherne i 2011. Symbolet er tæt forbundet med Matapacos’ status som en såkaldt quiltro. Ordet quiltro stammer fra sproget mapudungun, som er det sprog det oprindelige mapuchefolk i Chile taler. Quiltro betyder gadekryds – en hund af blandet race – og bliver almindeligvis brugt til at betegne gadehunde i Chile. Quiltroerne findes overalt i de chilenske byer, specielt i lavindkomst-kvarterer, hvor deres gøen er en del af den daglige baggrundsstøj. Der eksisterer generelt et tæt forhold mellem chilenerne og quiltroerne, som lever sammen i byen. Når man f.eks. går igennem Santiago, er det er ikke ualmindeligt at se vand og mad, der er blevet stillet ud på gaden til de lokale quiltros.

Et godt eksempel på det tætte forhold mellem menneske og quiltro i Chile kan findes under det Sociale Udbruds voldsomme protester i 2019. I midten af kaosset, hvor aktivister og politi tørnede sammen, blev der organiseret grupper, der tog sig af gadernes firbenede beboere, som blev involveret i protesterne. Disse grupper ydede dyrlægehjælp til sårede quiltros og plejede dem, der var blevet ramt af den tåregas, politiet brugte i uhæmmede mængder.

Den udbredte medfølelse for quiltroen, som gruppernes arbejde afspejlede, bunder i høj grad i, at chilenerne kan identificere sig med gadehunden. Litteraturforskeren Magda Sepúlveda Eriz skriver i sin bog Ciudad Quiltra (2013), at quiltroen er ”hunden uden ejer, der vandrer på gaden og leder efter mad for at overleve”. Der er derfor en iboende grad af prekæritet (en tilstand af usikkerhed, for eksempel ift. ens økonomiske situation) i quiltro-fænomenet. Som sociologen Jaime Rodríguez også nævner i Matapacos dokumentaren fra 2013, kan quiltroen forstås som en figur, der reflekterer den prekæritet betydelige dele af den chilenske befolkning lever i. Mange må have flere jobs, og arbejde uholdbart mange timer om ugen for bare at have råd til at forsørge sig selv uden udsigt til en radikal forbedring af deres levevilkår.

I tråd med tanken om gadehunden som et symbol på den del af den chilenske befolkning, der ikke har kunnet høste frugterne af den neoliberale model, men snarere er blevet marginaliseret af den, har historikeren Bernardo Subercaseaux kaldt quiltroen for ”en metafor for det dårligt behandlede menneske”. Quiltroen Matapacos symboliserer dermed denne strukturelle uretfærdighed, mens den samtidig symboliserer en aktiv modstand mod systemet, der reproducerer den. Protesthunden repræsenterer den chilenske aktivist, der har fået nok, mennesket der er klar til at bide fra sig, som den jordiske Matapacos gjorde under demonstrationerne i 2011. 

Quiltro-fænomenet i Chile er også knyttet til selve ordets forbindelse til spørgsmålet om race. Historien om mestizaje – blandingen mellem Chiles oprindelige befolkning og europæiske kolonister – er et nedprioriteret kapitel i landets officielle historiefortælling, hvori man bryster sig af sine europæiske rødder, og prioriterer en fortælling om en hvid og monokulturel chilensk republik. Quiltro-figuren udfordrer den fortælling, fordi den fungerer som en repræsentation af den chilenske befolknings multikulturelle ophav og sammensætning. Dette gør, at man også kan læse quiltroen Matapacos som et antikolonialt symbol.

Protestsymbolets antikoloniale dimension relaterer sig til et andet vigtigt aspekt af det Sociale Udbrud: Massebevægelsens nedrivning, udskiftning eller remodellering af omkring 400 statuer og historiske monumenter igennem de fem aktive måneder af mobiliseringen. Denne centrale dimension af protesterne i Chile var et forvarsel om den internationale bølge af aktivisme rettet mod monumenter for koloniale figurer og andre problematiske skikkelser i det offentlige rum, som ville opstå i kølvandet på mordet på Georg Floyd i maj 2020. Bølgen nåede som bekendt også til rigsfællesskabet, hvor en statue i Nuuk af den dansk-norske missionær Hans Egede blev overhældt med rød maling, og fik påført budskabet ”Decolonize”.

I Chile blev Matapacos-symbolet et alternativ til de traditionelle figurer af conquistadorer (europæiske erobrere, der i 1500- og 1600-tallet etablerede de spanske og portugisiske kolonier i Amerika) og chilenske 1800-tals politikere og militærfolk, som har prydet et utal af pladser i landets byer siden den moderne republiks fødsel. Dette blev specielt tydeliggjort af aktivisters interaktion med en flere meter høj statue af Matapacos skabt af kunstneren Marcel Solá. Under det Sociale Udbrud blev statuen af aktivister bragt til den symbolsk omdøbte Plaza Dignidad (Værdighedens plads) i Santiago, hvor den blev hyldet i stærk modsætning til rytterstatuen af 1800-tals generalen Manuel Baquedano, der ellers havde domineret pladsen i tæt på et århundrede. Rytterstatuen fik en hård medfart under det Sociale Udbrud og er senere blevet fjernet fra pladsen, og flyttet til militærmuseet i hovedstaden for at beskytte den mod flere angreb fra aktivister.

Gadehundshelgenen

Som tidligere nævnt var Matapacos et yndet motiv i den gadekunst, der dukkede op overalt i det offentlige rum under det Sociale Udbrud. Et af de mest kendte gadekunstværker fra mobiliseringen i 2019, som portrætterede den sortpelsede quiltro, blev skabt af kunstneren Caiozzama.

I værket optræder Matapacos med englevinger. Quiltroen er ledsaget af en anden engel, der i sin hånd holder en udgave af 1980-forfatningen i flammer. Værket indeholder elementer (englen og englevingerne) lånt fra katolsk ikonografi, der fungerer som potente virkemidler, som taler ind i den katolske kirkes omfattende kulturelle betydning i Chile.

Brugen af denne form for ikonografi var meget udbredt i aktivist-kunstneres gengivelser af Matapacos under det Sociale Udbrud, hvor gadehunden et utal af gange tog skikkelse af en guddommelig figur.

Et af de mest eksplicitte eksempler på det er et værk af kunstneren Tama Fenix, som fandt vej til gaden under protesterne i 2019. Her er Matapacos gengivet med en strålende glorie, og omgivet af lys og blomster. Værket er påført teksten: ”Negro Matapacos. Skytshelgen for demonstrationerne og hundene på gaden” (Negro Matapacos. Santo patrono de las manifestaciones y los perritos de la calle).

Kunstneren Rocío Beas gav også en gloriebærende Matapacos en plads ved bordet i hendes værk ”Den sidste nadver” (La última cena), der gengiver den velkendte scene fra biblen.

I værket er Jesus dog blevet skiftet ud med præsident Salvador Allende, som blev væltet af militærkuppet i 1973. Disciplene er også blevet erstattet med andre historiske personligheder i Chile, herunder quiltroen med den røde bandana. Beas har selv beskrevet, hvordan hun anser alle figurerne ved bordet for heltearketyper, der har været bannerførere i hver deres politiske, kulturelle eller temporale kontekst. Dermed bliver Matapacos i værket symbolsk sat i selskab med en vifte af centrale personligheder fra de sidste 100 års chilensk historie, som alle, på sin vis, kan forstås som antiteser til autoritarisme og neoliberalisme.

Brugen af symboler og scener fra den katolske kulturelle verden i gengivelserne af Matapacos trækker på den stærke tradition for helgendyrkelse i Chile og Latinamerika. Den symbolske helgengørelse af quiltroen har både humoristiske og ironiske undertoner.

Der er, for så vidt, tale om en dobbelteffekt. På den ene side forstærker brugen af en ikonografi, der før har været forbeholdt helgener og andre guddommelige figurer, myten om Matapacos. På den anden side er der også tale om en samtidig ”quiltro-ficering” af den katolske kirkes hellige figurer, idet deres guddommelighed pludselig bliver ligestillet med en gadehunds, en handling der kan opfattes som en provokation af den mere troende del af den chilenske befolkning.

Den symbolske helgengørelsen af Matapacos, som de tre ovenstående eksempler repræsenterer, udgør kun et lille udsnit af de mangeartede måder, hvorpå quiltroen er blevet portrætteret af chilenske aktivist-kunstnere. Denne diversitet i gengivelserne vidner endnu en gang om gadehundens kraftige og alsidige symbolværdi, der tillod, at man effektivt kunne kommunikere komplekse budskaber visuelt under den mest epokegørende protestbølge i nyere chilensk historie.

I takt med, at gamle figurer fra Chiles fortid blev udfordret og fjernet i det offentlige rum, dukkede Matapacos op som et symbol på både den nutidige modstand mod status quo og en mere repræsentativ og inkluderende fortolkning af landets historie, som flere chilenere kunne se sig selv i.

Forfatterne anbefaler:

Bruey, Alison J. 2021. “Protest and the Persistence of the Past”. Radical Americas 6 (1): 1–22. https://doi.org/10.14324/111.444.ra.2021.v6.1.001.

Gordon-Zolov, Terri, og Eric Zolov. 2022. The Walls of Santiago: Social Revolution and Political Aesthetics in Contemporary Chile. New York: Berghan Books. 

Risør, Helene. 2021. “Chile: Håbet ved Verdens Ende”. I Latinamerika nu, redigeret af Marie Kolling og Clement Kjersgaard. København: Ræson Medier.