Essay: Fra harme til handlekraft – borgerforslag om bedre fødsler

En tung oplevelse med stærke følelser kan frembringe en stor handlekraft. Sådan lyder det fra retoriker Daily Snow Leth der i dette essay tager dig med bag om tilblivelsen og vedtagelsen af et borgerforslag om bedre fødsler – med en pointe om at nogle kampe, er man bare nødt til at tage. Fordi det føles rigtigt.

af Daily Snow Leth · retoriker, kommunikationskonsulent, næstformand i Dansk Præmatur Forening, bestyrelsesmedlem i Forældre og Fødsel

7. april 2022 ·  9 minutter læsetid

I Danmark fødes omkring 60.000 børn hvert år. Rundt regnet, er der omkring 120.000 danskere, der årligt bliver forældre. De fleste voksne danskere har på en eller anden måde haft en oplevelse omkring en fødsel, og en stor del har haft direkte kontakt med svangreomsorgen og kender derfor selv de 117 følelser og spørgsmål, der opstår når der er et barn på vej. Nogle fødsler går godt, andre går knap så godt.

Da mit første barn – af nu to –  var på vej i 2018, gav min far sit bedste fødselsråd: Lad være med at besvime. Det er måske her, jeg mødte min første frustration omkring mine børns fødsler. Fædre har været en del af holdet på fødestuen siden halvfjerdserne og det her er vores bedste bud på en tilfredsstillende deltagelse, som partner til den fødende? At lad være med at besvime?

Det blev klarere med hver gestationsuge der gik – de uger fosteret vokser – at jeg måtte søge mere viden end både min egen far og fødselsforberedelsesforløbet i det offentlige kunne klare. For at gøre en lang historie kort, så var vi glade for at have investeret i en privat fødselsforberedelse, da min kone blev hastet ind på operationsstuen efter hun havde mistet 2,5 liter blod. Jeg sad alene med min søn i armen i fem lange timer og anede ikke hvor min kone var eller hvor alvorlig hendes tilstand var. Og så begynder hovedet at løbe med en.

Kampgejst, udholdenhed og frustrationer

Jeg oplevede hvor vigtigt og heldigt det var, at vi gik til fødslen som en samlet enhed. Min rolle blev at gøre de ydre omstændigheder så trygge og rolige som jeg nu kunne, sådan så min kone kunne fokusere på at føde. Der er mange spørgsmål, der dukker op, og en hel del man skal forholde sig til ved en fødsel. Alt det er med til at påvirke hvilke hormoner der bliver spyttet ud til kroppen, som enten aktiverer eller hæmmer fødslen. Vores mål var at give kroppen de bedste betingelser til at producere oxytocin, kærlighedshormonet, som også styrer veerne.

Men selvom vi kom relativt velforberedte, så kan man ikke styre slagets gang. Det gik som det gik – og angsten satte sig. På barselsgangen efterlyste jeg debriefing og mental støtte ovenpå en hård fødsel. Det forstod de ikke, hvorfor jeg bad om. Vi var åbenbart uheldige at lande på en af de nye sygeplejersker på barselsgangen, og debreifing er ikke en del af protokollen. Hun vidste ikke hvad hun skulle stille op med os.

På det tidspunkt vidste jeg ikke, at omkring 10% af nybagte fædre oplever efterfødselsreaktion. Jeg vidste heller ikke hvad angst var for en størrelse. Det ved jeg i dag. Heldigvis kom vores jordemoder forbi – på sin fridag – og gav den forløsning en gennemgang af hvad man har oplevet, kan give.

Det var vores første indlæggelse. Jeg luftede forsigtigt min undren over, at vi snotforvirrede forældre skulle have styr på så mange ting, fx at vi selv skulle bede om oplysning inden samtykke for behandling, som personalet er forpligtet til at give. Og hvorfor der ikke er en psykolog til stede på hospitalet. Eller hvorfor jeg skal alliere mig med lægen, så vi ikke blev sparket hjem af sygeplejersken da hverken mor eller barn var klare.

Jordemoderen kunne pege på nogle konkrete ting, som kunne udbedres fra Regionens side, men overordnet var problemet større. Vi var i virkeligheden indlagt det bedste sted. I de følgende måneder hørte jeg om medicin, der blev givet uden samtykke, mødre der er efterladt til at vågne alene op på gangen efter akutte kejsersnit, traumatiske fødsler uden planer, opfølgning og støtte. En familie der blev sendt til Tyskland pga. pladsmangel, og som ikke kunne komme hjem med sit afdøde barn pga. håbløst bureaukrati.

Vores erfaring klædte os godt på til anden fødsel. Min kone havde ligget en måned på Rigshospitalet under opsyn i fare for at gå i for tidlig fødsel. Vi sammenlignede statistikken over dage. Vi gik fra 99% sikker død til 50% chance for død – og ditto overlevelse, men med stor chance for alvorlige mén, som hjerneblødninger og cerebral parese, organsvigt, tarmsygdomme og evt. død. Min datter havde kun vokset i 26 uger af de normale 40, da hun blev født. Hendes hjerne var ikke klar, hendes lunger ikke modne, ligesom resten af organerne og nervesystemet.  For at gøre endnu længere historie endnu kortere, så krævede det kampgejst og udholdenhed at klare et halvt år på hospitalet, hvor døden åndede os – og de andre familier på neonatal intensiv – i nakken hver dag.

Et halvt år senere, efter vi var udskrevet, måtte jeg finde en farbar vej for mine frustrationer. Jeg ledte efter organisationer, der arbejdede for de fødendes rettigheder. Jeg opdagede at et borgerforslag var i støbeskeen hos foreningen Forældre og Fødsel.

Kairos som afgørende faktor for retorisk medborgerskab

Efter vores første fødsel var der en jordemoder der sagde til mig, at nybagte forældre nok er de mest taknemmeligste patienter der findes. Så længe barnet trækker vejret, så klager de ikke over noget. Det kan hun have ret i på det tidspunkt, men i 2020 var det hele pludseligt vendt på hovedet. Hvis vi betragter retorisk medborgerskab som en kommunikativ praksis, hvor borgeren deltager i debatter, så var de fødende pludseligt blevet en gruppe meget aktive medborgere.

Som Christian Kock og Lisa Villadsen peger på i deres skildring af ordet ”citizenship” så beror medborgerskab ikke kun på frihed og rettigheder, men også deltagelse og debat. De ellers tavse forældre samlede sig i grupper på Facebook for at dele deres vidnesbyrd, og de skrev debatindlæg om deres oplevelser fra svangreomsorgen. Om det var troen på indflydelse, der drev dem, eller om den store drivkraft var afmagten de oplevede i mødet med sundhedsvæsenet, kan man kun gisne om. Vi kan kun konstatere, at mange forældre oplevede at de ikke havde de rettigheder, de mener de burde have haft.

Med ét meldte nybagte forældre sig på banen som en aktiv stemme i debatten om svangreomsorgen, som hidtil primært har været båret af politikere og fagpersoner på området. Den underliggende stemme i alle disse vidnesbyrd krævede at de fødende bliver behandlet som værdige borgere.

Men hvad vakte dem til live?

Retorikken beskæftiger sig med begrebet kairos, som kan dække over den passende lejlighed, det rette tidspunkt, eller det passende sted, hvor persuasion kan finde sted. Söderlund beskriver disse kairotiske tidspunkter, som de tidspunkter hvor publikum er mest åbent for at blive overbevist, og som kan påvirkes af gentagelse. Disse gentagelser er ikke nødvendigvis en repetition af den samme ytring, men også variationer eller mutationer af den. Det betyder at kairoticiteten ikke nødvendigvis afhænger alene af ydre omstændigheder, men også kan skabes med kairotiske tekster, altså historier som er værd at fortælle videre. En stor del af funktionerne på de sociale medier er netop bygget op omkring den tanke.

Da Olga Ravn udgav sin bog, Mit arbejde, i 2020, hvori hun beskriver et fødselsforløb fyldt med komplikationer og svigt, fik hun flere hundrede henvendelser fra forældre, der genkendte fortællingen om svigten fra sundhedsvæsenet i forbindelse med deres fødsler. I oktober 2020 skrev Ravn et debatindlæg i Politiken, hvor hun beskriver de forhold fødende familier oplever i svangreomsorgen. Til sidst i indlægget skriver hun:

“Den tid er forbi, hvor vores kroppe og psyker skal ofres for at bringe nye samfundsborgere til verden.”

Efterfølgende blev Facebookgruppen ”Bedre fødsler – et fællesskab med tilknytning til Forældre og Fødsel” stiftet. Formålet var at indsamle vidnesbyrd fra brugere af svangreomsorgen for at kaste lys over et strukturelt problem. På få måneder blev de samme historier om svigt gentaget igen og igen i debatindlæg i aviser og på de sociale medier af forældre, der havde oplevet dybt traumatiserende behandling ved deres børns fødsler.

Det glansbillede vi har af en fødsel, krakelerede stille og roligt. Den opfattelse af hvad en fødsel er og hvad den kan føre med sig, er helt forskruet. På TV ser vi at vandet går og så flyver der en baby ud, imens kvinden ligger på ryggen. Faren står som en tilskuer ved kvindens hoved og smiler. Baby kommer ud og alle er glade. Det er en af de fedeste løgne, som filmmagere af en eller anden grund holder fast i.

Netop disse modstridende fortællinger, illusionen om fødsler og virkeligheden på fødestuen, har tilsyneladende virket som en katalysator for den harme mange forældre deler. Det er ikke usædvanligt at læse beretninger om forældre, der har skammet sig over de følelser de har haft omkring deres barns fødsel eller at de efterfølgende er blevet ramt af en efterfødselsreaktion. Den nye retning, at forældre i stedet står frem og deler deres vidnesbyrd, ser ud til at have kanaliseret skammen og skylden, og i stedet skabt en grobund for medborgerskab, drevet af vrede, frustration og harme. Gruppen har muligvis skabt en tro på en rigtig indflydelse.

Politisk kommunikation som Janushoved

Ved årsskiftet blev der dannet en gruppe, der ud fra de mange vidnesbyrd ville identificere de væsentligste mangler i svangreomsorgen og udforme et borgerforslag.

Vi var 8 kvinder og mig, som den eneste mand. Vi stod nu overfor en udfordring med to publikummer:

På den ene side havde vi brugerne af svangreomsorgen, de mennesker vi i Forældre og Fødsel repræsenterer. Vi skulle omfavne og overbevise mindst 50.000 af dem om at gå ind på borgerforslaget og give sin støtte. Det er mere end et like. Det kræver nemlig NEM-ID, og det viser sig at være et forholdsvist stort besvær for mange.

På den anden side skulle vi, i tilfælde af at vi opnåede de 50.000 underskrifter, overbevise mindst 90 folketingsmedlemmer om, at de skulle vedtage borgerforslaget som folketingsbeslutning og dermed forpligte Folketinget og regeringen til at handle, fx ved at stille et lovforslag.

Vi kortlagde de problemer, der gentog sig i forældrenes vidnesbyrd, som de havde lagt op på Facebook eller sendt til foreningen over mail. Vi forsøgte sammen med fagpersoner at finde ud af, hvordan man kunne have undgået de omtalte oplevelser. Derefter formulerede vi de løsninger man kunne indføre for at undgå at lignende ville gentage sig.

1. Ret til fødsels- og forældreforberedende undervisningsforløb i små hold efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger
2. Ret til kontinuerlig jordemoderstøtte under graviditeten, fødslen og den første tid efter fødslen, i form af kendt jordemoderordning, hvor man følges af et mindre team af jordemødre gennem hele forløbet
3. Ret til at vælge mellem fødsel i hjemmet, på en fritstående jordemoderledet fødeklinik eller på hospital
4. Ret til at vælge mellem at overnatte på fødestedet efter fødslen og få den støtte og omsorg, der er behov for, for at blive klar til at tage hjem eller at tage hjem med ret til opfølgende hjemmebesøg
5. Ret til individuel og personlig hjælp fra fødestedet hele døgnet til at komme godt i gang med amning, herunder overlevering fra fødested til sundhedsplejerske
6. Ret til koordineret og sammenhængende støtte og behandling ved komplicerede forløb, fysisk som psykisk

30.000 underskrifter på tre dage

Nu handlede det om at finde støtter. Hvorfor var det her netop interessant for andre foreninger? Hvor var der en snitflade mellem vores forslag og deres kerneopgaver? Hvad var vores kernebudskab egentligt? Og hvordan kunne vi vinkle det til de forskellige aviser? Efter utallige , sad vi og håbede på det bedste.

Opbakningen var til at tage og føle på. På tredjedagen nåede forslaget 30.000 støtter og Sundhedsministeren stod frem i Femina og ville indføre nationale rettigheder for gravide og fødende. Hurtigst muligt. I månedsvis havde fødselsområdet været til debat, jordemødre havde krævet bedre arbejdsvilkår, og nu fik vi endelig Heunicke i tale. Den ene politiker efter den anden meldte ud og lovede at kæmpe for fødeområdet. Det store arbejde, som så mange havde bidraget til, gav endelig pote.

Derefter gik det i stå. Vi manglede trods alt 20.000 underskrifter.

Og de var ikke nemme at indhente. Hvor blev folk af? Det hele gik i stå. Vi lagde forslaget op i grupper, skrev i kommentarfelterne hos politikerne og mindede dem om borgerforslaget, kontaktede igen samtlige medier og de indflydelsesrige kendte, der havde markeret sig på lignende temaer. Nøgleordet her er vedholdenhed.  Tallene steg langsomt men sikkert. Da Sofie Linde lagde forslaget op på sin story på Instagram, kunne vi se en dejligt stor pukkel. Det var Sofie Linde-effekten.

Den 18. marts 2021 ramte forslaget 50.000 underskrifter. Vi kunne hverken klinge med glas eller give high-five. De færreste af os havde mødt hinanden. Det blev til en fesen omgang på Zoom. Forstå mig ret: Vi jublede da og vi var glade, men det er begrænset hvor mange high-fives man gider give til sig selv.

Hvad er så succeskriteriet for et borgerforslag?

Hvis formålet med et borgerforslag altid er at opnå de 50.000 underskrifter og at Folketinget vedtager forslaget, så er en meget lille andel af de stillede forslag succesfulde.

Men hvis vi betragter borgerforslag som et redskab til at mobilisere en gruppe mennesker til at tale sammen om et givent emne og dele de historier, der springer ud af den samtale, så er borgerforslaget som koncept et udmærket værktøj til at understøtte demokratisk deltagelse og retorisk medborgerskab.

Hvis der er noget jeg har lært af fødsler og forældreskab, så er det at vælge mine kampe med stor omhu: Kampe med myndighederne, sundhedsvæsenet og institutionerne – og ikke mindst kampe mod tandpasta, tomatsovs og tegninger på væggene.

I dag er det lidt over et år siden vi stillede borgerforslaget om bedre fødsler. Forslaget blev vedtaget af Folketinget den 3. juni 2021, og er et af kun fem, der er blevet vedtaget af de i skrivende stund 1174 stillede forslag. Folketinget har forpligtet sig selv og regeringen til at handle, enten ved at fremlægge et lovforslag, ændre bekendtgørelser, tilføje ressourcer eller på anden måde leve op til den forpligtelse, som et flertal har vedtaget hvori der er aftalt ”at prioritere 100 mio. kr. i 2022, 110 mio. kr. i 2023, 115 mio. kr. i 2024 og 150 mio. kr. i 2025 til at styrke tryghed og nærvær før, under og efter fødslen. Gravide og fødende kvinder skal have bedre vilkår, så alle børn sikres en god start på livet i familien.”

Den kamp var og er hård. Men den har kanaliseret harmen og vendt den om til handlekraft.

Forfatteren anbefaler:

L.E. Söderlund: Catalyzing Persuasion: Toward a Theory of Kairos and Repetition. (2011)

Christian Kock & Lisa Storm Villadsen: Rhetorical Citizenship and Public Deliberation (2012)

Robert Asen: A discourse theory of citizenship. Quarterly Journal of Speech 90 (2): 189–211. (2004)

Olga Ravn: Mit arbejde. (2020)