Begriber du hvad der griber dig?

Det domæne som man siden 1700-tallet har kaldt det ‘æstetiske’, er de fleste retorikere gået uden om. Desværre. Men det æstetiske er en central del af menneskelig væren – en opslugende og medrivende drivkraft. Ved at omfavne og udforske det æstetiskes dimension lærer vi om en højenergisk varm linje mellem mennesker. Så hvorfor har æstetik været anset som et genfærd fra fortiden på vores universiteter?

af Christian Kock, professor emeritus i retorik v. Københavns Universitet

10. marts 2022 ·  10 minutter læsetid

Fagfolk inden for de humanistiske fag har i årtier stræbt efter at gøre deres fag objektive og videnskabelige. Dermed har de blandt andet forsøgt at vinde respekt hos politikere og bevillingsgivere (dog uden stort held).

Og måske derfor er de ofte gået uden om den rolle som følelsesmæssig og æstetisk virkning spiller i forhold til de genstande de forsker i – derunder æstetiske værker. Det er sikkert fordi det spørgsmål uundgåeligt indebærer subjektivitet: Hvad den ene gribes af, hader den anden. Og så kan man da ikke lave videnskab på det?

Imidlertid er retorikere vant til at budskaber virker helt forskelligt på forskellige modtagere. Det er fra en retorisk synsvinkel netop interessant. Så retorikere kunne passende tage fat på æstetiske fænomener. Men da retorikken genopstod som akademisk fag i midten af det 20. århundrede, fokuserede man entydigt på budskaber fra den offentlige, politiske sfære, så også i vort eget fag satte man æstetiske fænomener uden for fagets dør.

Æstetiske pionértænkere

Det havde den første store retoriske tænker, Aristoteles, faktisk også gjort. Men han skrev alligevel et yderst spændende værk om æstetisk teori, så at sige med den anden hånd: I sin Poetik så han på hvordan datidens tragedier påvirkede publikum via følelser. Man kan udmærket kalde dette værk for retorisk.

Og Aristoteles var ikke den eneste, der skrev retorisk teori om æstetiske fænomener. På Jesu tid skrev en ukendt forfatter, Longinos, f.eks. om “det sublime”. Det studerede han på tværs af alle genrer – derunder taler, poesi og historieskrivning.

I 1700-tallet skrev den politiske tænker Edmund Burke også om det sublime, og han fandt det især i poesi. Joseph Campbell udgav i 1776 The Philosophy of Rhetoric, hvor han fastslog at ord kan udrette fire ting: oplyse forståelsen, glæde fantasien, bevæge følelserne og påvirke viljen – både i praktisk orienterede og æstetiske tekster.

I 1900-tallet var den særprægede amerikanske tænker Kenneth Burke blandt de første til at genopvække retorikken som fag. Disse pionerindsatser har de fleste professionelle retorikere ikke sidenhen fulgt op på. De har heller ikke delt Kenneth Burkes anden store interesse: musik. Æstetiske synsvinkler og æstetiske genstande inden for litteratur, musik, billedkunst, film m.v. – dem overlod de til mere etablerede universitetsfag. Det er en skam.

Hvis man som forsker går uden om æstetiske følelser og oplevelser, smider man nemlig et barn ud med badevandet. “Barnet” er jo at æstetiske artefakter i høj grad frembringes, læses, ses, høres osv. fordi andre kan gribes og fascineres af dem. Det er deres primære funktion. Hvis dén skal fravælges bare fordi den er bøvlet at sige noget om, svigter videnskaben sin opgave.

Og der er nok for retorikere at tage fat på inden for æstetikken, både teoretisk og i praktisk/konkret forskning og pædagogik. For eksempel: Hvad er forholdet mellem “æstetisk” og “følelsesmæssigt”? Hvad slags følelser er der tale om? Hvor er de? Er de mon de samme i forhold til æstetiske og politiske tekster?

Hvis man som forsker går uden om æstetiske følelser og oplevelser, smider man nemlig et barn ud med badevandet. 

Den særlige æstetiske lyst

Aristoteles skrev om datidens bedste tragedier, at de i kraft af bestemte strukturtræk, kunne vække frygt og medlidenhed i tilskuere og give dem en særlig “tragisk lyst”, der føltes som en art renselse eller forløsning (katharsis). Tragisk lyst?! Aha, vi får altså en eftertragtet, positiv følelse ved at se noget der ellers opvækker negative følelser! Dét viser dels at æstetisk følelse er en realitet, dels at den ikke er lig med det daglige livs følelser.

Men vi ved det jo: Vi kan gribes æstetisk af noget ondt og sørgeligt. Tænk på “Den lille pige med svovlstikkerne”. Eller tænk på en af de mest gribende tragedier i vestlig kultur: Shakespeares Kong Lear. Den ender med et chok i form af at kongen, som selv har begået grusomme fejl, bærer liget af sin elskede, uskyldsrene datter Cordelia ind på scenen. Hende har tragediens skurke slet og ret hængt – få øjeblikke før redningen nåede frem. Om dette skrev den store 1700-tals-kritiker Samuel Johnson: “Vor forfatter vidste nok hvad der ville glæde det publikum, han skrev for”. Jo, det uhørt onde og tragiske ville glæde dem! Vi er helt klart på æstetikkens domæne.

Tænk også på musik. Tjajkovskijs 6. symfoni, Pathétique, er et af de mest populære klassiske værker. Den oplever alle som dybt tragisk. Dens sidste sats er (mod sædvane) langsom og smertefuld. Det smertelige kan man godt, hvis man vil, sætte i forhold til komponistens eget liv: Han var dybt nedtrykt – fordi han som skjult homoseksuel var henvist til et elendigt liv i tidens Rusland. Ni dage efter værkets premiere døde han af forgiftning, muligvis for egen hånd. Men ikke desto mindre: Man gribes af at høre denne musik og føler stor tragisk-æstetisk lyst.

Noget kunne derfor tyde på at dyb æstetisk lyst – som utallige mennesker oplever ved værker som disse – har at gøre med at man bliver euforisk over selve udtryksprocessen. Man reagerer ikke på det udtrykte indhold som sådan, men på selve det at noget følelsesmæssigt stærkt udtrykkes som det gør. Hvis en god ven skriver til os om en stor sorg, føler vi selv noget af den. Modsat hvis en komponist eller forfatter skriver noget der “handler om” dyb sorg. Vi hensættes ikke selv i sorg selvom musikken er sørgelig.

Når vi lytter, deler vi ikke den følelse som komponisten eventuelt havde; vi glæder os over komponistens toner eller digterens tekst. Tilsvarende hvis værket udrykker glæde, eller hvad det end måtte være. Hvis man kan kalde digtet eller symfonien for et tegn, så glæder vi os altså over tegnet selv, over en fascinerende forening af udtryk og indhold – ikke over indholdet eller udtrykket som sådan.

Noget kunne derfor tyde på at dyb æstetisk lyst – som utallige mennesker oplever ved værker som disse – har at gøre med at man bliver euforisk over selve udtryksprocessen.

Underforstå mig ret

Det bringer os hen til et andet centralt emne som retorikere med god grund kan tage fat på: Hvis noget af det der giver os æstetisk lyst, er særlige relationer mellem udtryk og indhold i de tegn som vi gribes af, hvilke tegn-relationer er det så, der kan sætte en æstetisk “gribe”-proces i gang?

Det, at vi fascineres æstetisk af visse “tegn-relationer”, kan lyde meget abstrakt. Men det kan illustreres med eksempler fra et helt andet æstetisk område: vittigheder.

Sigmund Freud skrev i 1905 en bog om vittigheder og deres ’teknikker’, dvs. de træk ved dem som gør dem morsomme. Her pegede Freud på teknikken “indirekte fremstilling”, dvs. at udtrykke noget ved ikke at sige det, men lade modtageren underforstå det.

Et eksempel kunne være dette: “To skotter væddede 10 £ om hvem af dem der turde læne sig længst ud ad et vindue på 5. sal. Pludselig vandt den ene.” Hvis denne joke bare er lidt sjov, er det fordi det ikke siges at den ene skotte vandt ved at falde ud ad vinduet; det regner vi selv ud på et splitsekund. Det er et eksempel på denne almene indsigt om æstetiske genstande som vi fastslog før: Vi gribes ofte af selve det at et bestemt indhold udtrykkes på en bestemt måde. Ikke af udtrykket alene, og ikke af indholdet alene. Men af tegnet, med dets uopløselig enhed af udtryk og indhold, altså af tegn-relationen. 

Ikke kun i vittigheder er underforståelse en typisk teknik. Den findes også i politisk retorik, lige fra Demosthenes til Martin Luther King, som når der skal skabes patos. I sin “I have a Dream”-tale sagde King ”let freedom ring”. Han nævnte bjerge i de nordlige, centrale og vestlige stater – dem skulle friheden ringe fra. Og han fortsatte: “But not only that: Let freedom ring from Stone Mountain of Georgia. Let freedom ring from Lookout Mountain of Tennessee” Kort sagt, også fra bjerge i sydstaterne skulle friheden ringe. Men ordet “sydstaterne ” sagde han slet ikke. Det lod han de tusindvis af tilhørere regne ud. Det gjorde utvivlsomt talen ekstra gribende.

Igen ser vi, hvordan en retorisk virkning skyldes, at noget bestemt ikke siges, men underforstås. Denne ’teknik’ virker i talløse æstetiske tekster, men kan, som vi lige så, også findes i politisk retorik. Og skellet mellem de to slags tekster er ikke absolut; de overlapper fra hver sin side.

Når uklarhed er godt

Også musik er gennemsyret af tegn-relationer som kan gribe os. Det er det samme som at sige: Musik griber ved at være udtryksfuld. Det ved vi egentlig godt, men vi kan gå videre og sige: Musik griber især når det, der udtrykkes, ikke er banalt, men komplekst, måske præget af modstridende impulser – så at der er en vis mængde utydelighed, ubestemmelighed, tvivl i hvad musikken udtrykker.

Uklarhed er med andre ord godt! Overvej lige hvor forskelligt det er fra kravet i de fleste former for samfundsretorik, hvor et centralt krav er, at man udtrykker sig klart. Og den modsætning er igen et eksempel på en retorisk grundsætning: Budskaber der skal opfylde helt forskellige funktioner, skal sikkert have helt forskellige egenskaber.

Uklarhed i tegnrelationer fascinerer især, hvis den mekanisme der forbinder et vist udtryk med et vist indhold, selv er utydelig og uigennemskuelig. Et eksempel: I et retorikkursus for flere år siden spillede min datter Julie, der er klassisk cellist, bl.a. J.S. Bachs “sarabande” fra hans cellosuite nr. 5 for deltagerne. De skulle imens nedskrive deres følelser og associationer til det de hørte. Én skrev:  Skønhed, sensualitet, noget feminint, modent, majestætisk, men også mørke, vinter, ild i en kamin og tunge stoffer – et miljø som: ’Game of Thrones’.” Tilhørerne havde et bredt spektrum af associationer – dog samlet om en fælles kerne af noget mørkt og tyngende.

Her ser vi hvordan det indhold der udtrykkes er bredt, komplekst og utydeligt. Så vil vi reagere med en følelse af, at vi ikke helt véd hvad der udtrykkes, og slet ikke hvordan det går til. Hvordan går det til, at vi får meget indhold for lidt udtryk? Det er uigennemskueligt – men netop derfor fascinerer det.

At et udtryk kan tillægges et bredt spektrum af indhold, er én form for utydelighed; en anden og mere radikal form forekommer når en tekst fortæller en historie sådan at alle de mulige forståelser af den hver for sig er umulige.

En af mine egne yndlingsromaner er Dostojevskijs Dobbeltgængeren. Dens hovedperson plages bogen igennem af en skamløs dobbeltgænger (og af alle andre) på diverse måder der er hinsides al rimelighed – det kan man bare ikke tro på! Men kan det hele så være hallucination og forfølgelsesvanvid hos en mentalt forstyrret hovedperson? Nej, Dostojevskij har omhyggeligt sørget for at det heller ikke kan passe. Kort sagt, begge de mulige tolkninger af hvad teksten fortæller, er umulige. Tegnrelationen minder om et af astrofysikkens sorte huller – som læser ville man ønske (som en dansk politiker engang sagde) at man havde to hoveder at tage sig til.

Sådan en tekst siger ikke bare noget, den gør noget.

Der er al mulig grund til at æstetiske artefakter bør studeres – især af retorikere. Det er ikke mindst i dem at den mest ekstreme virkekraft af ord og andre tegn kan opleves og forstås. At fravælge den forståelse kan næppe være god videnskab.

Forfatteren anbefaler:

Christian Kock & Julie T. Kock: Lyt langsomt: Musikoplevelse er livskvalitet. Samfundslitteratur, 2021.

dk er den tilhørende hjemmeside, hvor du kan høre den omtalte musik, bl.a. Bachs sarabande nr. 5, spillet af Julie Kock.

Blair, J. A., & Tindale, C.: Rhetorical Analysis of Aesthetic Power—in Music and Oratory I Rigour and Reason: Essays in Honour of Hans Vilhelm Hansen. (Windsor Studies in Argumentation), 401-424.

Christian Kock: Retorisk poetik. Retorikforlaget, 2008.

Christian Kock: Chaplin-Hitler 1-0 I RetorikMagasinet 101, 34-37.

Christian Kock: Når tekster griber I Retorik Magasinet 84, 10-11

Kjeldsen, J.: The Semiotics and Rhetoric of Music: A Case Study in Aesthetic Protocol Analysis I Rhetorical Audience studies and Reception of Rhetoric: Exploring Audiences Empirically. Cham: Palgrave Macmillan, 185-211.

Christian Kock: Litteraturoplevelse. Forum, 1974.