Pornoens potentiale: fra sexkrig til retorisk kritik
Er porno skadelig eller frigørende? Spørgsmålet giver ekko i debatten fra 1970’ernes såkaldte sex wars til i dag. Svaret er ja. Porno er både det ene og det andet og kan være begge dele på én gang, og et retorisk perspektiv kan stille skarpt på netop pornoens problemer og potentialer.
af Frida Hviid Broberg, Ph.D.-stipendiat i retorik v. Københavns Universitet
16. februar 2022 · 10 minutter læsetid
Siden Danmark som det første land i verden frigav billedpornografien i 1969, er billederne af afklædte kroppe rejst fra kioskernes øverste hylder og videobutikkernes baglokaler til computerskærme og smartphones. Beskuerne er rykket fra snuskede biografsæder og hjem i sofaen. Positionerne i debatten om porno i dag lyder imidlertid som et ekko af positionerne i 1970’ernes såkaldte sex wars, hvor sexpositive feminister så pornomediet som et middel til frigørelse, mens anti-pornofeminister og konservative kræfter i en atypisk alliance kæmpede for censur: Er porno skadeligt, eller har mediet et frisættende potentiale? Skal porno reguleres eller licensfinansieres?
Lawrence W. Rosenfield slog i 1973 et slag for pornoens helt centrale relevans som retorisk analyseobjekt. Alligevel centrerer den sparsomme retorikforskning i porno sig om den debat, der omgiver porno, mens det tværfaglige forskningsfelt porn studies primært får sine bidrag fra kultur- og medieteori. En undtagelse er professor i Film, Medier og Retorik Linda Williams, der i 1989 udgav det banebrydende værk Hard Core – Power, Pleasure, and the ”Frenzy of the Visible”, hvor hun gør op med dominerende læsninger af porno som kvindeundertrykkende.
Vi skal vende tilbage til Williams og det potentiale, hun ser i pornomediet, til sidst i artiklen her. Først må vi forsøge at nærme os en forståelse af porno, som åbner for retoriske analyser og vurderinger af pornografisk materiale.
Hvad er porno?
Hvor den første definition kan forekomme for bred (kan vi kalde alle slags repræsentationer af sex for porno?), vil jeg argumentere for, at den sidste er for snæver. At reducere porno til én funktion slører, at porno kan have mange andre uforudsigelige og utilsigtede funktioner. Selvom anti-pornofeminister definerer porno som en genre med én funktion – at undertrykke og stillegøre kvinder –, kan deres højrøstede, følelsesmæssige afstandtagen til porno netop læses som et eksempel på, at pornoens effekt ikke er så entydig.
For nu vil jeg foreslå, at vi forstår porno som repræsentationer af sex (forstået som et bredt spekter af handlinger), hvis funktion er at virke seksuelt stimulerende på en modtager, men ikke begrænset hertil.
Andre igen peger på, at porno må forstås som et produkt af magt. Lawrence Rosenfield læser porno som et udtryk for de marginaliseredes politiske ønsker oversat til seksuelle fantasier. Andre påpeger, at porno historisk har været forbeholdt en mandlig samfundselite og defineres i kraft af en elites censurerende magt.
Disse definitioner giver lige lidt mening i et samfund, hvor porno ikke længere er omfattet af censur og nyder så stor udbredelse, at man næppe kan tale om, at det tilhører en politisk elite eller de marginaliserede alene. Selvom definitionerne ikke er tidssvarende, er de dog interessante i det omfang, at de sporer os ind på at se porno som filtret ind i magt. Det skal vi vende tilbage til senere i denne artikel.
For nu vil jeg foreslå, at vi forstår porno som repræsentationer af sex (forstået som et bredt spekter af handlinger), hvis funktion er at virke seksuelt stimulerende på en modtager, men ikke begrænset hertil.
Definitionen er bred og adskiller ikke porno skarpt fra erotik og andre kulturelle former. Det lægger op til at tage porno alvorligt som kulturel tekst og se på, hvordan porno kan have flere funktioner, fx æstetiske eller politiske. Ikke mindst åbner den for at forstå porno som et retorisk fænomen.
Er porno retorisk?
Retorik beskæftiger sig med offentlige ytringer. Selvom porno portrætterer noget, som mange regner for det mest private, er porno i høj grad en offentlig tekst. Porno er lige så offentligt tilgængeligt på nettet som en politikerselfie eller et tweet, og porno er produceret på med henblik på udbredelse – på nær det pornografiske materiale, som deles uden samtykke (ofte kaldet ”hævnporno”).
Betegnelsen hævnporno er problematisk, da den indsætter fænomenet i en forståelsesramme, hvor det underforstås, at den portrætterede har gjort noget forkert (som kalder på hævn), og at det er skamfuldt af posere afklædt eller i seksuelle positioner (hvorfor delingen af nøgenbilledet kan fungere som hævn). Betegnelsen er dog interessant her, da den illustrerer, hvordan porno defineres netop i kraft af sin offentlige karakter: i det øjeblik, et privat nøgenbillede sættes i cirkulation, bliver det klassificeret som porno.
At porno ikke er klart afgrænset fra offentlige domæner som politik og populærkultur afspejler sig på en af verdens mest populære pornohjemmesider, Pornhub. Pornostjernen Stormy Daniels, som anklagede Donald Trump for afpresning, toppede listen over mest søgte på Pornhub i 2018, og under valgkampen i 2019 indrykkede den daværende folketingskandidat Joachim B. Olsen en politisk kampagneannonce på selvsamme pornoside. I 2019 var det næstmest søgte på Pornhub computerspil-dillen Fortnite, og når musikvideoer med eksplicit indhold censureres på Youtube, ledes musikinteresserede over til Pornhub (og andre såkaldte tube-sites), hvor musikvideoerne i stedet uploades. Porno kan altså ikke henvises til den private sfære, men falder ind under det offentlige og dermed retorikkens domæne.
Identifikation som kødelig resonans
Selvom porno er en offentlig tekst, er det ikke givet, at det er en retorisk tekst. Identificerer man retorik snævert som overtalelseslære, vil det meste porno falde uden for retorikkens felt. Kenneth Burke har imidlertid argumenteret for, at identifikation går forud for overbevisning og derfor må ses som det primære sigte for retorikken.
Flere teoretikere har argumenteret for, at porno virker netop i kraft af et fravær af identifikation. Den slovenske filosof Slavoj Žižek argumenterer ligefrem for, at porno og identifikation er uforenelige, og at pornoen ved at vise ’det hele’ bliver ude af stand til at påvirke publikum følelsesmæssigt. Netop derfor, påstår Žižek, panorerer kameraet i romantiske film altid væk i stedet for at vise ’det hele’ i en sexscene.
Denne tendens kan dog også forklares med bornerte samfundsnormer og kommercielle interesser (hvis film falder for aldersgrænser, indsnævres publikum), og Žižeks pointe om, at eksplicit sex og identifikation er uforenelige, modsiges af prisbelønnede spillefilm som Dronningen og La vie d’Adele, som indeholder yderst eksplicitte sexscener.
Žižek har dog ret i, at det sjældent er de udviklede narrativer og maleriske personskildringer, som præger pornoen, og måske må vi da også forstå pornoens identifikation anderledes. Medieforsker Susanna Paasonen rammesætter forholdet mellem porno, følelser og identifikation med begrebet kødelig resonans: en kropslig identifikation, defineret som ”an event of being moved bodily before consciously processiong what such expences – the film’s sound and images – may mean.”
At tale om kødelig resonans understreger det emotionelle og kognitive såvel som det sensoriske og affektive og inspirerer til at se porno som en retorisk tekst, der virker i kraft af kropslig identifikation.
Paasonen bruger metaforen resonans for at understrege, at der ikke er tale om en identifikation i kraft af lighed eller en simpel projektion. For at resonere med hinanden behøver objekter ikke være lig hinanden, de behøver blot relatere til hinanden. At tale om kødelig resonans understreger det emotionelle og kognitive såvel som det sensoriske og affektive og inspirerer til at se porno som en retorisk tekst, der virker i kraft af en kropslig identifikation.
At se porno som en offentlig tekst, der virker i kraft af en kødelig resonans, åbner for retoriske læsninger af pornografiske tekster. Jeg vil ligefrem argumentere for, at porno kalder på kritiske retoriske analyser og vurderinger, fordi porno spiller en central rolle i (re)produktionen af normer for køn, krop og seksualitet.
Pornoens magt og produktionen af køn og seksualitet
Retorikprofessor og pornoforsker Linda Willams forstår porno i forlængelse af den franske filosof Michel Foucaults teori om seksualitetens tilblivelseshistorie. Foucault gør op med forestillingen om seksualiteten som en førsocial, transhistorisk og -kulturel menneskelig essens. I stedet forstår han seksualiteten som “en historisk installation”, som er konstrueret og installeret i kroppen over tid ved hjælp af forskellige diskursive magtapparater.
Foucault fokuserer fx på, hvordan den videnskabelige diskurs ikke beskriver, men producerer seksualiteten. Ifølge Foucault er seksualiteten med andre ord formet af den måde, vi kulturelt og over tid taler om og portrætterer sex.
Williams argumenterer for, at man kan se porno som sådan et diskursivt magtapparat, der deltager i produktionen af seksualitet i samme bevægelse som den afbilder den. Porno er således med til at forme seksuelle handlemåder, begær og lystfølelser.
Pornoens magt er ikke begrænset til begær og seksualitet. Ifølge Judith Butler konstrueres køn langs med seksualitet. Butler forstår kønnet som performativt: ikke noget, vi er, men noget vi gør og gøres. Gør og gøres, fordi performativitet ikke må forveksles med en autonom performance (noget, man bare kan gøre, som man har lyst). Det kræver en vedvarende citation af de etablerede normer for køn og seksualitet at blive forståelig som kønnet subjekt.
Men netop fordi performativitet beror på en vedvarende citation af de etablerede normer, opstår der også mulighed for fejlciteringer af disse normer; mulighed for det, Butler kalder kønsballade. Når man gør sit køn på en anden måde, end normerne forskriver, afsløres de som netop normer og ikke biologisk betingede fakta. Det bringer normerne ud af stabilitet – og så har vi kønsballaden.
Pornoens potentiale
På samme tid som porno er afhængig af at citere eksisterende normer for at blive forstået, indeholder porno en mulighed for at fejlcitere kønnede og seksuelle normer og derved rokke ved deres stabilitet.
Mange feministiske studier har centreret sig om repræsentation: Hvorvidt porno er udtryk for et mandligt blik eller er i stand til at repræsentere kvindelig seksualitet på en retvisende og ikke-voldelig måde. De tanker om køn og seksualitet, som jeg har præsenteret ovenfor, giver imidlertid anledning til at forholde sig kritisk til denne idé om en specifik kvindelig nydelse.
Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt porno er undertrykkende eller frigørende, må altså være: Ja. Porno er begge dele og kan være begge dele på én gang.
Det er samtidig en central pointe inden for denne måde at tænke køn og seksualitet, at modstand ikke kan finde sted uden for magten. Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt porno er undertrykkende eller frigørende, må altså være: Ja. Porno er begge dele og kan være begge dele på én gang.
I forlængelse af Linda Williams’ enestående (i begge ordets betydninger) retoriske forskning i porno vil jeg derfor, med Judith Butlers ord, foreslå at analysere og vurdere pornografiske tekster med fokus på, hvorvidt de har potentiale til at præsentere ”subversive muligheder for seksualitet og identitet inden for rammerne af magten selv.”
I artiklen her har jeg argumenteret for, at retoriske studier kan gøre os klogere på porno, og jeg har foreslået at fokusere på, hvori pornoens på én gang frigørende og fastholdende potentialer består. Og måske kan studier af porno i tillæg gøre os klogere på retorisk teori.
Retoriker og kønsforsker Erin Rand opfordrer den retoriske kritiker til at vende sit blik mod tekster, som ikke traditionelt er blevet tildelt seriøs retorisk opmærksomhed. Når hidtil oversete tekster gøres til genstand for retorisk kritik, vil blinde vinkler i den retoriske teori automatisk blive synlige, og det kan bane vejen for at nuancere og korrigere den teori, som hidtil har behandlet disse tekster som ubetydelige og usynlige. Dette transformerende møde mellem artefakt og teori kalder Rand for ”the queering of theory”.
Porno er en tekst, der er gået under den retoriske radar, så måske har retoriske læsninger af porno også potentiale til at queere retorisk teori?
Forfatteren anbefaler:
Susanna Paasonen. Carnal Resonance: Affect and Online Pornography. The MIT Press (2011)
Linda Williams. Hard Core: Power, Pleasure, and the ”Frenzy of the Visible”. University of California Press (1989)
Linda Williams (ed.). Porn Studies. Duke University Press (2004)
Judith Butler. Kønsballade: Feminisme og subversion of identitet. Forlaget THP (2010)
Michel Foucault. Viljen til viden: Seksualitetens historie 1. Det lille Forlag (1994)
Læs også
