Fornuftens affektive stemme: at analysere følelsernes retorik

Det er følelserne, der står i centrum for “den affektive vending”. Vendingen stiller sig skeptisk over for troen på, at fornuft og følelse – logos og patos – entydigt kan skilles ad. Denne erkendelse medfører dog ikke en idealisering af følelser frem for fornuft. Snarere lægger det op til en opmærksom interesse for, hvordan og med hvilke virkninger grænsen mellem det fornuftige og det følsomme trækkes. En sådan opmærksomhed muliggør analyser af, hvordan følelser arbejder og ’gør noget’ ved vores måde at argumentere på. Frygt kan fx projicere os ind i en forestillet fremtid og dermed vende nutiden på hovedet.

af Mons Bissenbakker og Michael Nebeling Petersen, lektorer på Center for Køn, seksualitet og forskellighed

16. februar 2022 ·  12 minutter læsetid

Køns- og kulturforskningens “affektive vending” har de seneste år sat følelserne på dagsordenen for den akademiske analyse. Det er dog alligevel lidt af en tilsnigelse at sige, at det er første gang, følelserne kommer på universitetet. Såvel de gamle grækere som mere moderne forskere har studeret følelsernes natur. Eller måske rettere: De har studeret menneskets natur gennem studiet af vores relation til udvalgte følelser.

Snarere end en decideret affektiv “vending” kan vi derfor rettere tale om en tilbagevenden til følelser som akademisk objekt og spørgsmål. Nu med nye værktøjer, der bl.a. er inspireret af den sproglige såvel som den materielle vending og af de videnskaber, som beskæftiger sig med sociale kategorier og magt. Således er det i nyere tid, at følelserne har været bortvist fra akademisk praksis og har været opfattet som objektivitetens, videnskabelighedens og fornuftens absolutte modsætning.

I denne nyere periode er følelser nemlig blevet set som noget, der forstyrrer det saglige og objektive. De er, på linje med socialklasse, køn, raciale forskelle og lignende, blevet forstået som forhindringer for forskerens neutrale, upåvirkede og objektive arbejde. Følelser er altså blevet forstået som en del af alt det, forskeren skal forsøge at hæve sig over.

Den umulige, men magtfulde grænsedragning                                        

Der er mange gode grunde til, at de fleste forskere abonnerer på et ideal om neutralitet (herunder følelsesmæssig neutralitet) i den akademiske bevisførelse. Men som mange feministiske og antiracistiske videnskabsteoretikere har påpeget, så er problemet med dette ideal, at det historisk set er blevet fortolket som et krav om, at forskeren selv skal inkarnere neutraliteten.

Det har betydet, at “objektivitet” og “neutralitet” er blevet sidestillet med de positioner, som indebar forskellige former for usynliggjort og naturaliseret magt. Fx er kønnet objektivitet traditionelt blevet forbundet med maskulinitet, racial objektivitet forbundet med hvidhed, klassemæssig objektivitet med middel- og overklassen, seksuel objektivitet med heteroseksualitet osv. Dette påvises fx af feministiske videnskabsteoretikere, som afviser det traditionelle (og umulige) ideal om neutralitet og i stedet opstiller gennemsigtighed, ansvarlighed og fairness som grundlæggende videnskabelige idealer.

Idealet om følelsesmæssig distance kan forstås som en del af det neutralitetsideal, som historisk set har medvirket til at ekskludere de samfundsgrupper, som på forhånd er blevet opfattet som særligt knyttede til følelser og affekt: Kvinderne, arbejderklasen/’masserne’, de ikke-hvide, de queer osv. Disse strukturelt underordnede grupper er på forskellig vis blevet tillagt en større følsomhed end de grupper, der sad på magten. Kvinder er fx blevet forstået som enten hysteriske eller sentimentale. LGBTQ-personer er blevet iscenesat som særligt pivede, ligesom ikke-hvide mennesker fx er blevet rammesat som særligt farlige, følelsesmæssigt apatiske eller aggressive.

Det at tilskrive bestemte grupper en særlig følsomhed gør således et stykke ’arbejde’ i forhold til at fordele magt og privilegier: Gennem at betegne nogle samfundsgrupper som det sted, hvor de uhensigtsmæssige følelser ’bor’, kan andre grupper positionere sig som mere fornuftige.

Hvis man fx erklærer kæresten sin store, brændende kærlighed, og denne svarer med et ”nå?”, så er det ikke helt nok at sige, at reaktionen er ”neutral”.

Men det fornuftige står aldrig uden for det affektive. Snarere må vi forstå affekt som et stærkt kontekstuelt fænomen. Tænk fx på, hvordan ikke bare det følsomme, men også den følelsesmæssige distance netop kan forstås som en affektiv attitude eller indstilling – en administration af følelser snarere end deres totale fravær. Hvis man fx erklærer kæresten sin store, brændende kærlighed, og denne svarer med et “nå?”, så er det ikke helt nok at sige, at reaktionen er “neutral”.

Neutraliteten udgør i sig selv en følelsesmæssig reaktion, der i konteksten fremstår som kølig, og som derfor også må forstås i relation til affekt. Pointen med dette eksempel er ikke så meget, at ‘alt er affekt’, som at selve grænsedragningen mellem det affektive og det neutrale ikke er givet på forhånd, men altid er præget af konteksten. Derfor må enhver undersøgelse af følelser også nøje og kritisk vurdere, hvilken konstruktion af ’det følelsesfulde’ der forudsættes. Dette gælder både historiske undersøgelser såvel som undersøgelser af samtiden. Vi må have øje for, hvilke større fortællinger følelserne allierer sig med, ligesom vi må spørge, hvor og hvordan grænsen mellem det følsomme og det fornuftige trækkes.

Affektstudier tager alvorligt, at forsøget på at etablere vandtætte skotter mellem fornuft og følelse altid må mislykkes. Tanken om, at fornuft og følelse ikke entydigt kan adskilles, går således godt i spænd med den dekonstruktivistiske tanke om, at absolutte modsætninger har det med at kollapse indefra, når man går dem efter i sømmene. På samme måde som vi ikke kommer af med kønnet, seksualiteten, racen eller social­klasserne blot ved at erkende, at de er ”sociale konstruktioner”, så udgør følelsernes forhold til det sociale et uafklaret spørgsmål, som vi må forholde os vedvarende refleksivt til.

Snarere end at begræde følelsernes uundgåelige tilstedeværelse i de sociale, videnskabelige og politiske rum har vi brug for gode værktøjer, der kan hjælpe os til at forstå, hvad affekt på godt og ondt gør i sådanne rum. Det at afvise et a priori skel mellem fornuft og følelse indebærer derfor ikke, at man overgiver sig til at lade følelser træde i stedet for fornuft eller argumenterer gennem det, som føles godt. Dette ville blot være en omvending af dikotomien fornuft/følelse – ikke en dekonstruktion af den. Tværtimod interesserer mange affektteoretikere sig netop for de strukturer, som følelser indgår i.

En af affektteoriens helt store figurer, den australske kulturforsker Sara Ahmed, forholder sig fx særdeles kritisk til sådan noget som idealiseringen af lykke (2010) eller den etiske appel til skam (2004). Ahmed kombinerer fænomenologiens undersøgelser af den situationelle oplevelse med performativitetsteoriens interesse for sprogets handlende egenskaber for at forstå, hvad bestemte følelser ”gør” i bestemte kontekster. Frem for mennesket gør hun altså følelsen til subjektet for analysen, og hun ser derfor ikke så meget på, hvad vi gør ”med” følelser (fx om vi manipulerer med dem), men snarere på, hvad følelserne af sig selv gør ved en given diskussion, et politisk felt, en social kontekst eller lignende (Ahmed 2020).

Frygtens futurisme

Vi vil her give et eksempel på, hvordan positionen som fornuftens stemme netop ikke står uden for det affektive, men snarere etablerer sin politik gennem en følelsesmæssig orientering. Det drejer sig om et kort interview, som politikeren og debattøren Henrik Dahl (LA) gav til JydskeVestkysten i forbindelse med at udgivelsen af bogen Den sociale konstruktion af uvirkeligheden under overskriften “Ny bog: Henrik Dahl kaster sig ind i slagsmål om køn, race og seksualitet” Vores interesse i Dahls argumentation og positionering skyldes til dels, at han efter bogudgivelsen kaldte til politisk kamp mod køns- og migrationsforskning, som han gentagende betegnede som præget af følelser frem for fakta.

Dahls politiske kampagne mod udvalgte forskningsfelter og -traditioner medførte også, at vi selv blev udpeget af Dahl som ”pseudoforskere”, ligesom Dahl og Morten Messerschmidt (DF) senere fremsatte og fik vedtaget en erklæring i Folketinget ”Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer”.

Vores center og uddannelse blev i den forbindelse nævnt som eksempler på ”overdreven aktivisme” fra Folketingets talerstol, og vi initierede og deltog derfor i et åbent brev til forskningsministeren som respons på vedtagelsen. Vores valg af illustrativt eksempel er således ikke neutralt, da vi som analytikere selvsagt heller ikke ankommer uhildet til analysen. Inspireret af feministisk videnskabsteori vi i stedet at tilstræbe gennemsigtighed og tydelighed omkring vores analytiske udgangspunkt. Vores ærinde her er dog ikke at gå i rette med folketingsvedtagelsen, den politiske kampagne eller Dahls bog, men snarere at forstå den rolle, som følelser spillede i den retoriske optakt til debatten. I Dahls diskurs om fornuftens forrang for følelser udfører følelserne nemlig et stykke væsentligt arbejde for hans retoriske positionering.

Interviewet afspejler som helhed et forsvar for fornuft og frihed som bolværk mod det følelsernes tyranni, der ifølge Dahl karakteriserer forskellige minoriteters ligestillingskampe. Den internationale debat om racisme, sexisme og kønsdiskrimination karakteriseres således som følelsespræget, og Dahl forklarer i interviewet, at:

“Racisme, sexisme og kønsdiskrimination er reelle problemer i vores samfund, men debatten er præget af følelser frem for fakta, og derfor risikerer løsningerne at underminere vores frihed og demokrati”

Udgangspunktet er således en anerkendelse af diskrimination og ulighed som virkelige problemstillinger. I samme åndedrag afvises kampen mod disse fænomener dog, fordi kritikkens form karakteriseres som emotionel, hvilket hævdes at have overordentligt alvorlige konsekvenser: “en hær af venstreekstremistiske identitetspolitikere [er] i færd med at finde løsninger, der undergraver individuelle rettigheder”, hvilket “truer vores samfund, frihed og demokrati”.

Dahl giver en række eksempler på disse mulige trusler i form af hvide, der “bliver anklaget for at være racister, alene fordi de er hvide”, mænd, der potentielt bliver diskrimineret i ansættelsessamtaler på baggrund af deres køn, og transpersoner, hvis rettigheder potentielt underminerer cis-kvinders rettigheder.

Appellen til frygt udgør således en retorisk dynamo artiklen igennem, sådan at det på paradoksal vis er frygt, der får Dahl råbe vagt i gevær mod at bruge følelser som argument.

For en affektiv analyse er det interessante ikke så meget, hvorvidt Dahls fremstilling af kampen mod racisme, sexisme og kønsdiskrimination er retvisende. Det er i stedet at spørge, hvad følelser gør, dvs. hvilken rolle de spiller, og hvilket arbejde de udfører i argumentationen. Først og fremmest kan vi se, at den førnævnte kulturelle forestilling om, at følelser og fornuft er gensidigt udelukkende, her benyttes til retorisk at etablere taleren som den naturlige rationelle modsætning til hans modstandere, som omvendt positioneres som følelsesprægede og irrationelle.

Dette er selvsagt en magtfuld positionering, som ikke er specielt usædvanlig for politisk debat, men som får ekstra tyngde, fordi den kan trække på den nævnte lange historiske tradition, hvor synspunkter, som fremføres af sorte, kvinder og queers på forhånd betragtes som drevet af affekt frem for fornuft.

Selv om følelser således fremhæves som den definerende modsætning mellem Dahls fornuftige position og modstandernes følelsesbetonede kritik, er det dog ikke desto mindre en stærkt følelsesbåret diskurs, som både direkte og indirekte driver argumentet frem. Dahl er fx “bange for, at det bliver forbudt at sige bestemte ting” og at bevægelsen Black Lives Matter “sniger sig ind på Danmark” og graver “kløfterne mellem sort og hvid dybere”.

Ligeledes uddyber Dahl i interviewet i JydskeVestkysten, at han ser en risiko for at ligestillingskvoter vil medføre, at kvalificerede mænd vil blive afvist “alene fordi kvoten er fyldt”. Appellen til frygt udgør således en retorisk dynamo artiklen igennem, sådan at det på paradoksal vis er frygt, der får Dahl råbe vagt i gevær mod at bruge følelser som argument.

Artiklens hovedargument finder da heller ikke sit rationale i de konkrete fakta, som den ellers idealiserer, så meget som i, hvad vi kan kalde en frygtens futurisme i form af en række skræmmende fremtidsscenarier. Frygten beskriver således ikke konkrete erfarede oplevelser, men en tænkt, mulig fremtid. Det er, som ovennævnte Sara Ahmed forklarer, én af frygtens evner, at den kan “projicere os fra en nutid ind i en fremtid” (2004: 65).

Frygt peger os frem i tid og fungerer som en intens orientering mod det, der (affektivt) forventes at ske i fremtiden. Samtidigt opleves denne projekterede fremtid som en ubehagelig følelse her i nutiden. Som det også sker i Dahls argumentation, er det den følelsesmæssige investering i en fantasi om fremtiden, som intensiverer vores følelse af frygt i nutiden.

Frygten forandrer vores oplevelse af nutiden (fx hvad der er ret og rimeligt) gennem en fantasi om fremtiden (hvad vi frygter).

I Dahls argumentation etablerer frygten således en nærværende fremtidsfantasi. Kravet om et opgør med den faktuelt foreliggende racisme, sexisme og transfobi, som Dahl på den ene side anerkender eksistensen af i nutiden, må på den anden side afvises med henvisning til en række ikke faktuelle, men dog frygtinducerende fremtidsprojektioner:

Black Lives Matter og deres i princippet nødvendige antiracistiske kamp mod institutionaliserede former for racisme i nutiden bliver gennem en frygtens fremtidsfantasi til en ‘omvendt racisme’, hvor hvide strukturelt undertrykkes af sorte. Transkønnedes ellers rimelige kamp mod omfattende systematisk vold bliver til et scenarie, hvor transkønnede voldtager cis-kønnede (hvilket underbygges med et anekdotisk eksempel fra et engelsk fængsel). Og kvinders forståelige kamp for at få plads i magtfulde men ole-bestyrelser bliver til en verden, hvor mænd diskrimineres på baggrund af køn.

Frygtens evne til at orientere os mod fremtiden evner således i den grad at vende nutiden på hovedet. Med andre ord gør følelsen frygt noget for Dahls argumentation: Frygten forandrer vores oplevelse af nutiden (fx hvad der er ret og rimeligt) gennem en fantasi om fremtiden (hvad vi frygter). Denne frygtens temporalitet accelerer den politiske handling i nutiden og intensiverer den affektive energi: Vi må slå den ”identitetspolitiske” bevægelse ned nu og her. Ikke fordi dens krav som sådan er urimelige, men fordi frygtens intense fantasi om fremtiden i sig selv er argument nok for at afstå fra at stille disse ellers rimelige krav.

Affektive grænsedragninger

Analysen af det affektive viser os her dels, at grænse­dragningen mellem rimelige og urimelige politiske krav etableres gennem et klassisk skel mellem følelse og fornuft. Dels viser den os, hvordan denne grænse trækkes gennem manøvrer, der i sig selv trækker på affekt.

Det kan med andre ord være analytisk væsentligt at opholde sig ved de affektive logikker, der strukturer politiske, videnskabelige og etiske udsagn. Ikke så meget for at problematisere følelsernes tilstedeværelse dem som for at forstå, hvad de gør, dvs. hvilket stykke arbejde de udfører for den retoriske strategi. Målsætningen for den affektive analyse er således ikke, at vi skal have færre – eller for den sags skyld flere – følelser i videnskab, politik og det offentlige rum.

Analytisk kan man tænke på begrebet ”affekt” lidt ligesom på ”diskurs”: Vi kan konstatere, at et objekt (fx et politisk udsagn) trækker på bestemte (fx koloniale, socialistiske, religiøse…) diskurser, og at disse diskurser har betydning for udsagnets interne logik og betydningsmæssige virkninger. Samtidig forventer vi ikke, at politiske udsagn ville kunne lade være med at trække på diskurser overhovedet og dermed ville kunne fremstå ’renset’ for al diskurs. Et andet udsagn ville simpelthen trække på andre diskurser – men aldrig på ingen diskurs.

På samme måde er alternativet til et indigneret, sentimentalt eller frygtsomt udsagn ikke affektiv neutralitet, men andre affektive former hvis strukturer kan forstås gennem nye affekt-analyser. Følelserne er under alle omstændigheder kommet for at blive. For den akademiske undersøgelse fordrer dette ikke skrappere følelsesmæssig grænsekontrol, men bedre affekt-analytiske værktøjer.

Forfatteren anbefaler:

Om affekt:

Ahmed, Sara (2020) Et ulydigt arkiv. Udvalgte tekster af Sara Ahmed. Forlaget Nemo.

Berlant, Lauren (2011) Cruel Optimism. Durham: Duke University Press.

Cvetkovich, Ann (2003) An Archive of Feelings. Trauma, Sexuality, and Lesbian Public Cultures. Duke University Press.

Ngai, Sianne (2005) Ugly Feelings. Cambridge MA: Harvard University Press.

Om feministisk videnskabsteori:

Collins, Patricia Hill (1990) Black feminist thought: Knowledge, consciousness, and the politics of empowerment. Unwin Hyman.

Haraway, Donna (1988) “Situated knowledges: The science question in feminism and the privilege of partial perspective.” Feminist studies, 14(3).

Harding, Sandra (1991). Whose science? Whose knowledge? Cornell University Press.