Retorik som Forsvar Mod Mørkets Kræfter

Lys og mørke. God og ond. Kærlighed og krig. Det er blot nogle af de kontrastfyldte temaer der kendertegner fortællingen om Harry Potter som i år fejrer 20 år siden filmdebuten – men det er også temaer som har hjemsøgt fortællingen om retorik de sidste 2.500 år. I anledning af førstnævntes jubilæum inviterer vores ansvarshavende redaktør dig med på magisk interrail fra oldtidens Grækenland til Hogwarts. Harry Potters univers tilbyder nemlig en nyttig ramme til at forstå retorikkens ry og rolle i samfundet på godt og ondt.

af Nikolaj Falkenberg-Klok · ansvarshavende redaktør i Retorisk Arena

7. januar 2022 · 7 minutter læsetid

“Nååå, du er retoriker? Så skal jeg jo passe på hvad jeg siger!”. Hvis jeg havde en krone for hver gang jeg har hørt netop den sætning blive sagt af diverse onkler og tanter til familiefester, ville jeg skrive den her artikel fra kanten af min infinity pool på en mellemstor lystyacht. “Nååå, du er retoriker? Så skal du jo være spindoktor!”. Hvis jeg havde yderligere en krone for hver gang jeg har hørt dén sætning, ville jeg måske ovenikøbet have råd til en toværelses med altan i København. Måske.

Min fortælling er ikke unik, og det sker ikke kun til familiefester at folk er skeptiske over for retorik, det sker også i medierne. Jeg lavede en hurtig søgning i databasen Infomedia på ordet “retorik” i alle landets medier i første uge af januar 2022, og det gav artikler hvor retorik alene blandt de første 20 resultater beskrives som “hård”, “uforsonlig”, “skadelig”, “hadsk”, “høgeagtig”(!?), “skruet op” og noget der “anfægtes”. I én enkelt artikel omtaltes retorik neutralt. Naturligvis af en retoriker (surprise!) i form af lektor Stefan Iversen fra Aarhus Universitet der forklarer at retorik kan forstås “som et andet ord for vores overvejelser om, hvordan vi bedst taler sammen om problemer, der ikke løser sig selv”. TAK, Stefan!

Med andre ord hersker der ofte en mærkelig mørk stemning omkring retorik hos folk der ikke kender faget. En stemning der ser ud til at bero på en antagelse om at retorik er for den der ønsker at nedbryde sin direkte modstander eller hæve sig selv. Den der vil lokke. Den der vil manipulere. Den der vil sejre. Til det vil jeg sige: Ja, det er retorikken. Det kan den være. Hvis det er det man vælger, for selvfølgelig er der en skyggeside.

Personligt ser jeg retorikken som et samfundsgode der eksempelvis giver værktøjer til at gennemskue og udpege når magtfulde mennesker leverer bullshit, stråmænd og tomme postulater fremfor argumenter. Det er måske nemt at sige lige indtil den dag man lander et job hvor lønchecken opvejer for dårlig samvittighed, men det er nu engang sådan jeg ser retorikken! Gavnlig. God.

Jeg har lovet dig Harry Potter, og du skal få Harry Potter, kære læser. Men først skal vi lige en lille tur til oldtiden.

En anklage fra antikken

Jeg vil gerne imødekomme skepsissen på vegne af faget: Ideen om den sproglige forførerske er nemlig ingen ny anklage. Retorikkens historie strækker sig mere end 2.500 år tilbage i tiden, og lige siden de tidlige sofister – oldtidens talelærere – gjorde deres indtog i Athen, har der været skepsis over for hvad retorikken nu også er for en størrelse. Dengang skulle man som borger i polis (byen) selv føre sine retssager, og demokratiet åndede gennem offentlig meningsudveksling. Derfor var evnen til at kunne tale sin sag afgørende for individets indflydelse og samfundets udvikling. Sofisterne var intellektuelle mænd der tjente penge på at undervise andre mænd (ja, oldtiden var knap så woke) i at fremføre standpunkter. De brød med normer og hierarkier ved at give flere borgere kompetencer til at påvirke det politiske liv, og hvad var nu dét for en mørk magi?

Den største kritiker var Platon der betragtede retorikken som ren og skær overtalelse. Føj! Platon troede på absolutte sandheder, og kritikken blev ikke mindre af at der rendte typer som Gorgias rundt, en rigtig showman af en sofist der åbenlyst skiltede med at han kunne trylle selv det mest umulige argument om til noget der virkede fornuftigt. Det er blandt andet herfra anklager om retorikken som pynt, manipulation, overtalelse, forfør, m.m. stammer fra. To og et halvt tusinde år er gået, og vi snakker stadig om det. Hvorfor? Fordi det er vævet ind i fagets DNA: Retorikken kan potentielt altid (mis)bruges af folk med tvivlsomme intentioner.

Sproget er allestedsnærværende og er det vi alle bruger til at forme os selv og vores verden

Man kan selvfølgelig spørge sig selv om ikke det i virkeligheden er noget der gælder alle fag. For altså… “Nååå, du er låsesmed? Så skal jeg jo passe på at du ikke bryder ind i mit hjem!”, “Nååå, du er kemiker? Så kan du jo forgifte grundvandet!” eller “Nååå, du er buschauffør? Så kører du jo over for rødt!” er fordomme på niveau med at antage at enhver retoriker er ude på at bedrage. Sat på spidsen, bevares, men tilsvarende fjollet.

Forskellen er måske at hvor nøgler, kemikalier og busser er fysiske objekter i verden der er til at føle på, er sprog en uhåndgribelig størrelse. Sproget er allestedsnærværende og er det vi alle bruger til at forme os selv og vores verden, og dét er måske en særlig grund til skepsis over for retorik. Frygten for at blive ført i en retning man ikke ønsker.

Så hvad svarer jeg egentlig når skeptiske Onkel Fordom konfronterer mig med min faglighed midt i familiefesten? Tja, det er hér jeg tillader mig at bruge min yndlingsstilfigur, analogien, og udfolder retorikkens univers ved hjælp af et andet univers. Welcome to Hogwords –øh–warts!

Forbandede løgne

At kalde retorik for magi og universitetet for Hogwarts er måske en tilsnigelse og lidt af en selvforherligelse, men leg lige med alligevel. Du kender nok scenen: “Ikke Slytherin, ikke Slytherin, ikke Slytherin,” hvisker Harry, tynget af både fordelingshatten og festsalens forventningspres. Han holder vejret mens hatten overvejer situationen. I den oprindelige, engelske version siger fordelingshatten:

“Or perhaps in Slytherin,
You’ll make your real friends,
Those cunning folk use any means,
To achieve their ends.”

Ifølge hatten er Slytherin-folk klar til at gøre alt for at nå deres ønskede effekt, akkurat som den tusindårige anklage mod retorikken lyder. Harry har tilsyneladende den del i sig – er han mon en lille sofist?

“Gryffindor!” råber hatten omsider, og alle er glade. For der er en tydelig opdeling i “os”, “dem” og resten; Gryffindor er gode, Slytherin er onde, mens Ravenclaw og Hufflepuff ligesom bare… er der. Det centrale her er at vi med Gryffindor og Slytherin får etableret to yderligheder der repræsenterer dilemmaet i magien såvel som i retorikken: Der vil altid være dem der kæmper for det fælles gode, og dem der kæmper for egen vinding. Og så findes der flertallet inde i midten der måske bare ikke har lige så travlt med at markere sig.

Et godt eksempel på sammenstødet mellem de to modpoler finder vi i Hogwarts-faget forsvar mod mørkets kræfter; et fag hvor eleverne bliver klædt på til at begå sig i den farefulde magikerverden. Det er en slags magisk selvforsvar hvor eleverne introduceres til mørkets kræfter for at kunne forsvare sig mod hvad der venter. Men der er en udfordring: De fleste vil gerne lære at forsvare sig mod mørket ved at afvæbne, men der er også nogle der er interesseret i at mestre de onde besværgelser for at kunne angribe (gæt selv hvem der er hvem!).

I faget lærer de en masse praktiske besværgelser som fx expelliarmus (afvæbning), stupefy (lammer) og ikke mindst expecto patronum som er forsvar mod de ækle dementorer der suger liv og glæde ud af folk. Men de lærer også de mere modbydelige, angribende besværgelser i form af cruciatus (tortur), imperius (hjernevask) og den værste af dem alle; avada kedavra (døden). Det er De Utilgivelige Forbandelser som eleverne opfordres til aldrig nogensinde at bruge, men blot forsvare sig mod. Håbet er at eleverne på sigt kan blive aurorer, en slags agenter der bekæmper onde troldmænd og hekse – men hvem ved, måske sidder der en kommende dødsgardist, en mørk magiker, i klasselokalet og er fristet af det forbudte?

På retorikstudiet bliver man introduceret til uskikke som stråmænd, motivspekulation, talfusk og ikke mindst omvendt lommetyveri; et paraplybegreb fra dansk retoriks Dumbledore, professor emeritus Christian Kock, der fungerer som advarsel mod det at en afsender forsøger at lokke andre til at mene noget de egentlig ikke mener – uden at de opdager det. Det sker eksempelvis ved at normalisere brugen af et ord som “cafépenge” der rummer en iboende antagelse om at SU bruges på cafébesøg og derfor ikke er nødvendig. Bruger man ordet, giver man antagelsen videre, selvom man måske ikke mener det.

Det er meget muligt at det er effektivt – men er det nogensinde det rigtige at gøre?

Og så har vi de tre redelighedskriterier, en retorisk udgave af De Utilgivelige Forbandelser: fordrejning, fortielse og den værste; løgn. Kriterierne er introduceret af Charlotte Jørgensen og Merete Onsberg, lektor emeriti ved Københavns Universitet, og er ikke kriterier man bør efterleve. Faktisk det modsatte: De fortæller hvad du ikke skal gøre, og kan ses som et udtryk for den moralske forpligtelse der følger med at være en “god” retoriker. Du kan twiste dit udsagn så det lyder rigtigt, du kan udelade væsentlige informationer, og så kan du decideret lyve. Det er meget muligt at det er effektivt – men er det nogensinde det rigtige at gøre?

Håbet er at studerende kan gå ud og agere gode medborgere ved selv at dyrke en god praksis og fx bekæmpe fordummende debatter. Det er noget nær en retorisk forbrydelse bevidst at trodse redelighedskriterierne, men så igen; valget er op til den enkelte, og du ved aldrig om der gemmer sig en lille dødsgardist i lokalet.

Moral versus Voldemort

Det moralske kodeks er ikke bare en ny, fiks opfindelse eller noget jeg finder på fordi det lyder fedt. Det er en tankegang der har eksisteret lige så længe som retorikken selv, så vi springer et smut tilbage til oldtidens Grækenland igen. Jeg fortalte indledningsvis om Gorgias’ blær og Platons brok over retorikken, men med til historien hører at mange af de store sofister, filosoffer og retoriske tænkere placerede moral, etik og dømmekraft som centrale dele af retorikken som fag.

Vi har Isokrates der mente at en god taler kræver en god mand, og han byggede sin talerskole ud fra paideia hvor livet er én lang dannelse, med retorikken som omdrejningspunkt. Vi har Aristoteles der slog fast at retorikken må være “nyttig”, og præsenterede sin dydsetik der omfattede fællesskabets bedste. Vi har Cicero og Quintilian der lagde sig i slipstrømmen af Isokrates og hævdede at den ideelle taler kræver en vis moralsk habitus og øje for det fælles bedste. Alt sammen noget der peger i retning af fællesskabet.

Min påstand er at det er med retorikken som det er med Forsvar Mod Mørkets Kræfter: Du lærer ganske givet nogle af de værste besværgelser – ikke for at du skal bruge dem, men for at du kan spotte dem og forsvare dig selv og dine omgivelser mod dem for det fælles bedste. Med andre ord er din dømmekraft og blik for samfundet en del af det at være retoriker.

Det lyder meget artigt, gør det ikke? Måske en tand for artigt.

Historien har nemlig også vist at retorik kan bruges – eller misbruges, om man vil – til at vende verden til egen fordel, koste hvad det vil. Vi behøver bare at tænke på vores naboer mod syd i 1930’erne og 40’erne hvor en lille mand med overskæg lykkedes med at gennemføre en racialiseret masseudryddelse som forførende diktator. I ved hvem. Det er nærliggende at forestille sig at J.K. Rowling har hentet inspiration fra anden verdenskrig til den muggler-fjendske Lord Voldemort.

Vi kan ikke nægte folk at bruge sproget til at forme den verden de ønsker, om den så matcher vores egen forestilling eller ej.

På den anden side af Atlanten finder vi et nyere eksempel på en person der forbrød sig mod stort set alle (retoriske) idealer, men alligevel endte som verdens mest magtfulde mand i 2016. I hele hans præsidentperiode havde jeg installeret et plugin i min web-browser der automatisk ændrede hans navn til You-Know-Who uanset hvor på nettet jeg bevægede mig hen, og selvom det lyder fjollet, er det måske ikke en helt dum tilføjelse til analogien: Han hånede, han svinede, han truede. Han skabte splid, frygt og had mod udvalgte befolkningsgrupper. Han fordrejede, han fortiede, og han løj lettere end han trak vejret. Alle de forbudte ting, alt hvad jeg som retoriker er blevet lært at man ikke skal gøre, gjorde han. Og fik bragende succes. Hvor efterlader det retorikken?

En pointe kan være at der unægteligt vil være mennesker – retorikere såvel som ikke-retorikere – der kyler det moralske kompas bort og sætter kursen mod personlig storhed. Vi kan ikke nægte folk at bruge sproget til at forme den verden de ønsker, om den så matcher vores egen forestilling eller ej. Men vi kan være på vagt over for uredelighed og uskikke, og vi kan insistere på at bruge sproget til det fælles bedste, hvad end det så er. Og i netop den konflikt ligger værdien af at forstå retorik som et forsvar mod mørkets kræfter.

Nu skal du høre, Onkel Fordom…

Når jeg føler behov for at finde en passende analogi til at forklare og forsvare retorikkens rolle i samfundet, skyldes det både Onkel Fordom og medierne.

Det skeptiske forhold til retorik minder forbløffende meget om den sammenbidte Dursley-families mildest talt anstrengte forhold til Harry Potters magiske evner: Det er noget farligt noget, og det skal holdes nede! Måske retorikere bare skal være glade for ikke at blive låst inde i et kosteskab under trappen? Det kommer i hvert fald næppe til at ændre sig lige foreløbigt.

For på den ene side forsøger retorikken i sin essens netop at dæmme op for de problemer som skepsissen formentlig dækker over: manipulation, lefleri, postulater, dårlig debatskik og andre “forbrydelser”. På den anden side har retorikken også bare en mørk dimension der potentielt altid kan bringes i spil. Og hos nogle mennesker er det som om der findes en latent frygt for at ordene fra en retoriker fungerer som en ond besværgelse der hvisker sig vej ind i sagesløse sjæle og fjerner den fri vilje (Hah! We wish!).

Det kan naturligvis ikke lade sig gøre, men sprog skaber verden, og det er nok derfor vi er så fascinerede af det og bliver ved med at forholde os kritisk til det. Retorikken kan flytte, forundre, forarge, drømme, drille og diktere. Den kan det hele, og det er derfor at den er så… tør jeg sige… fortryllende?

Fortællingen om retorik er også en evig fortælling om at være på vagt over for det mørke.

Så når jeg sidder til familiefesten, ansigt til ansigt med den sagnomspundne Onkel Fordom der forventer at jeg kaster retoriske eder og forbandelser i fjæset på ham, fortæller jeg at retorikken er som Forsvar Mod Mørkets Kræfter; en magisk værktøjskasse der mest af alt er til for at gøre verden til et bedre sted, selvom den ganske rigtigt også kan bruges til grumme ting. Jeg fortæller at jeg er mere Gryffindor end Slytherin. At jeg er mere auror end dødsgardist. At jeg hellere vil afvæbne end angribe, for det har jeg lært af mine undervisere.

Når Onkel Fordom så læner sig tilbage i klapstolen med korslagte arme og siger tak for historietimen men fortæller at han altså ikke har set Harry Potter… Ja, så prøver jeg måske med Star Wars. Må retorikken være med ham.