Sofie Linde og retorisk handlekraft på godt og ondt

Hvordan kan retorikken være med til at gøre den offentlige debat inklusiv og konstruktiv? Med afsæt i Sofie Linde dykker Lisa Villadsen ned i retorikkens mange facetter og farver: Retorisk handlekraft, retorikkens udvikling og retorikkens evne til skabe udvikling. 

af Lisa Villadsen · professor i retorik v. Københavns Universitet

16. september 2021 ·  9 minutter læsetid

2020 var et retorisk interessant år. I løbet af foråret og sommeren var Covid-19-pandemien anledning til utallige pressemøder, statsministertaler og kampagner. Vidensformidling, adfærdsregulering, holdningsbearbejdning, politisk uenighed, nye ord. Sjældent har der været så meget fokus på krisekommunikation på samfundsplan. Men også i det tidlige efterår skete der noget retorisk bemærkelsesværdigt i Danmark. Der blev igen holdt en tale som ikke bare fik det umiddelbare publikum til at sidde uroligt i sæderne, men også vakte opsigt i dagene efter. En tale der skulle vise sig at blive dagsordensættende i landet i mange måneder. En tale uden politisk eller institutionel forankring der nåede et meget bredt publikum og fik konkrete virkninger i samfundet. Jeg tænker selvfølgelig på Sofie Lindes tale ved Zulu Comedy Galla. Den har vi talt meget om i den mellemliggende tid. Men nu, et helt år efter, er der stadig grund til at vende tilbage til den på godt og på ondt.

Sofie Lindes tale og dens eftermæle er et godt omdrejningspunkt for at give et bud på retorikken som praksis og som kritisk-teoretisk fag. For mig kan Sofie Lindes tale bruges som en prisme for retorikkens rolle i samfundet anno 2020/21. Den illustrerer – på godt og ondt – at retorikkens domæne i forhold til anledning, genre, stil, actio – og ikke mindst emne – rykker sig, og at den retoriske handlekraft er uforudsigelig og uregerlig.

Det er sjældent at man støder på en tale der er så tydeligt virkningsfuld. Mange ville kalde talen en succes, og det kan også sagtens være rigtigt, hvis det eksempelvis er virkning man interesserer sig for. Det er selvfølgelig også altid spændende at se hvordan en retor løser den retoriske opgave som en given situation stiller. Sofie Lindes tale mindede os om hvor stærkt det talte ord kan være. #metoo-bevægelsen var ikke ukendt i Danmark, men først da der kom krop, stemme og retorisk situation på, begyndte folk for alvor at forholde sig til den. Hvad Linde havde på hjerte kunne sagtens være formidlet på andre måder, men talens gennemslagskraft beroede på dens mundtlighed. Hendes umiddelbare publikum var samlet i totaloplevelsen i tid og rum af hendes actio, men også i videogengivelse er det ikke mindst den mesterlige brug af pauser og den gradvise erkendelse af hvor skarp en kritik af kvinders muligheder i medieverdenen hun faktisk kom med, der holder beskueren fast. På den måde demonstrerede talen det mundtlige oplægs evne til at ramme publikum da den katapulterede den halvglemte #metoo-debat tilbage i fokus.

Men Sofie Lindes tale er ikke bare interessant, fordi den fik karrieremæssige konsekvenser for personer der aldrig har mødt Sofie Linde eller hørt hendes tale, eller fordi den blev kåret som Årets Tale 2020 af Danske Taler og Rhetor. Det mest interessante ved Sofie Lindes tale er måske den retoriske agency som den demonstrerede. Ikke bare havde en yngre kvinde her ordet i en sammenhæng hvor hun havde mulighed for at blive hørt af mange, men hun brugte den til at trække et emne ind på den offentlige dagsorden som havde en klar kønspolitisk og kulturkritisk vinkel. Den satte et mærkbart præg på samfundsdebatten i lang tid. I den forstand viser Lindes tale os at retorikkens domæne er dynamisk. Der kommer nye stemmer i nye sammenhænge om nye emner til, og på visse måder er vi vidne til en øget diversitet og inklusion i hvor og hvordan retorikken manifesterer sig – og altså hvordan agency udmønter sig.

Hvis den udbredte forestilling om hvad talekunst er, inkluderer en hvid mand i jakkesæt der fra en talerstol ser ned på et opmærksomt publikum, er de tre udmærkede eksempler.

For mig er retorisk praksis især interessant at undersøge som et spejl af det samfund vi lever i. Bruger vi Sofie Lindes tale sådan, står det tydeligt frem hvilken udvikling retorikken – her forstået som praktisk talekunst – har været igennem siden demokratiets indførsel i Danmark. Tænk på moderne talere hvis retorik gav genlyd og har præget samfundet: N.F.S. Grundtvig (1783-1872), Orla Lehman (1810-1870) og Georg Brandes (1842-1927). Hvis den udbredte forestilling om hvad talekunst er, inkluderer en hvid mand i jakkesæt der fra en talerstol ser ned på et opmærksomt publikum, er de tre udmærkede eksempler. Det var veluddannede og klassisk skolede mænd af borgerskabet der på hver sin måde var fremtrædende personer i samfundet. I lange, grundigt forberedte foredrag og taler søgte de at oplyse og opildne deres publikum som var mødt frem netop for at høre deres synspunkter om dansk kultur, historie, politik og litteratur.

På visse måder kunne Sofie Lindes tale ikke være en større kontrast: Holdt ved et underholdningsshow for særligt inviterede og senere vist på ungdoms-tv-kanalen TV2 ZULU; af en yngre, gravid kvinde kendt fra mainstream-TV i rollen som den søde og udglattende vært; om emner som stadig er kontroversielle (ligeløn og sexchikane på arbejdspladsen); og i en dagligdags og humoristisk tone med bratte indslag af grovhed. Det er ikke for meget sagt at talen i den forstand lægger sig fjernt fra nedarvede forestillinger om den gode talekunst. Samtidig er kernen, det mundtlige oplægs evne til at fænge og flytte holdninger og handling, den samme som for 150 og 1500 år siden. Retorikken som en central faktor i samfundsforandringer er den samme.

Talen er også et godt eksempel på hvordan holdningsændringer, ja samfundsændringer, er resultatet af retorisk argumentation. Den indgår i en lang række af retoriske ytringer der gennem tiden, fra forrige århundredes start især, har handlet om urimelig forskelsbehandling af mænd og kvinder. Samfundsmæssig forandring afhænger af ændrede tankemønstre. Retorisk praksis i alle dens manifestationer – mundtlig, skriftlig, visuel, analog, medieret, osv. – bygger på et reservoir af tanker og perspektiver på verden som retorer kan trække på, udfordre, føje til og genopfinde i deres argumentation for hvordan vi kunne gøre ting bedre. Der skal ofte mange forsøg og megen modstand til før en ny ide slår an. Det vidner klimadebatten om – dér er stadig lang vej fra erkendelse til handling, og det vidner ligestillingsdebatten om, men her blev Lindes tale en slags isbryder for emner om sexchikane på arbejdspladser i Danmark.

Retorikken kan altså være med til at skubbe til udviklingen i samfundet. Uden utrættelige kvinder og mænds indsats med at tale for kvinders rettigheder havde vi ikke set en Sofie Linde-tale og dens efterfølgende debat og konsekvenser. Dette lange, seje træk med at bringe kønsrelaterede emner ind i den offentlige sfære har i vid udstrækning været en retorisk indsats der har formuleret argumenter og givet eksempler der gradvist vandt genklang og efterhånden accepteret. Udvikling, tilpasning, skærpelse – og ikke mindst gentagelse – af argumenter har der skullet til.

Og på samme måde står retorikken centralt i nedbrydningen af hævdvunde rettigheder og demokratisk styreform, ligesom den kan være afgørende for at misinformation trives og at sociale normer degenerer. Bare se til USA eller Ungarn, et gammelt og et nyt demokrati, hvor politiske ledere og andre meningsdannere mistænkeliggør befolkningsgrupper og med tvivlsomme argumenter tager magten fra folket ved at centralisere den politiske og juridiske magt. Der – og i Danmark – er stadig stærke strukturelle kræfter der favoriserer visse stemmer og gør den lige adgang til den offentlige debat et fjerntliggende ideal.

Vi har som samfund et ansvar for at alle kan ytre sig frit og uden at skulle frygte for deres psykologiske eller fysiske sundhed.

Med Lindes tale som prisme er det dog især en anden, men relateret, problematik der står frem: Den aggressive tone i den offentlige debat og især i kommentarer på sociale medier. Den digitale revolution har for længst vist sig at være lige så destruktiv for den offentlige debat som mange i første omgang håbede den ville være frisættende og demokratisk inkluderende. Det er en erfaring som mange personer der tager ordet i det offentlige rum, har, og det er et kæmpe problem. Samtidig med at Sofie Lindes tale er blevet rost, og hun selv har fået megen anerkendelse for sit mod og styrke til at sige tingene som hun så dem, har hun været udsat for reaktioner som man forfærdes over. Angreb, hån og trusler mod hende selv og hendes familie. Den personlige pris som Linde og andre – især kvindelige – debattører betaler, er urimelig høj og et alvorligt samfundsproblem.

Parallelt med den øgede mulighed for at deltage er der nu alt for mange personer med noget på hjerte der holder sig tilbage, fordi risikoen for grænseoverskridende og ligefrem kriminelle reaktioner mod dem er alt for stor. Vi har som samfund et ansvar for at alle kan ytre sig frit og uden at skulle frygte for deres psykologiske eller fysiske sundhed. Det ansvar er vi stadig dårlige til at tage på os. Som samfundskollektiv har vi brug for at høre om livserfaringer der adskiller sig fra vores egne, synspunkter der overrasker og provokerer os, forslag som vi i første omgang har svært ved at se relevansen af eller behovet for. Det er problemer som retorikere kan være med til at synliggøre, ligesom de kan understøtte og udfordre den praktiske retorik i samfundet. Det er en indsats som kan tage mange forskellige former – praktiske, pædagogiske og kritiske. For at sige det kort er det en påtrængende opgave for retorikere at sætte forståelse af uenighed og dens uundgåelighed på dagsordenen, og retorikken er historisk, teoretisk og metodisk et fag der kan bidrage med analyser, kritiske indspil og anvisning af principper og praksisser for håndtering af den. 

Sofie Linde tog en for holdet. Jeg synes ikke det er for meget at se hendes tales succes som et udtryk for at vi som samfund gradvist (og stadig meget langsomt) er ved at få ørerne op for flere stemmer og at forstå flere emner som samfundsanliggender og ikke bare private problemer. Selvom der hver gang er kritik og modstand, er det retoriske felt utvivlsomt blevet større og mere inklusivt i de seneste år. Vi ser unge mennesker, også børn, og personer som ikke har betydningsfulde positioner i samfundet komme til orde, dele deres erfaringer og holdninger og ligefrem være frontløbere i formuleringen af de problemer som vi som samfund må finde kollektive løsninger på: ensomhed, misbrug, psykisk sygdom, klimaforandringer, racisme og ja, kønsdiskrimination og sexchikane. Den retoriske handlekraft er i den forstand mere udbredt i vores samfund nu end tidligere. Der er en øget kollektiv anerkendelse af, at vigtige pointer kan fremkomme i mange sammenhænge og fra langt flere forskellige kilder end man i fortiden ville have ofret opmærksomhed. Der ér en lille demokratisk landvinding her. Og samtidig ser vi udfordrende spørgsmål knyttet til retorikkens rolle i den offentlige debat: Hvordan kan retorikken være med til at gøre den offentlige debat inklusiv og konstruktiv?